Danske katolikker kræver biskop fyret

Den katolske biskop i Danmark har svigtet sit ansvar over for en præst, som blev fyret efter fejlagtige anklager om seksuelle overgreb, mener en gruppe katolikker. Præsten savner selv en officiel undskyldning fra biskoppen

En gruppe katolikker beskylder biskop Czeslaw Kozon for at have svigtet den katolske præst Reinhold Sahner, som blev fyret fra sit embede i Colombia, efter at den danske biskop havde sendt oplysninger om præsten til ærkebiskoppen i Colombias hovedstad, Bogota.
En gruppe katolikker beskylder biskop Czeslaw Kozon for at have svigtet den katolske præst Reinhold Sahner, som blev fyret fra sit embede i Colombia, efter at den danske biskop havde sendt oplysninger om præsten til ærkebiskoppen i Colombias hovedstad, Bogota. . Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Vreden og frustrationerne blandt danske katolikker har langtfra lagt sig, selvom den katolske biskop, Czeslaw Kozon, sidste år i et åbent brev til en katolsk menighed beklagede sin håndtering af de anmeldelser om seksuelle overgreb, der bragte kirken ud i sin største krise i årtier.

Stod det til en række katolikker, burde biskoppen have en fyreseddel fra Rom – eller selv vælge at lægge bispekåben.

Kritikken kommer i forbindelse med offentliggørelsen af et festskrift til den katolske præst Reinhold Sahner, der frem til efteråret 2010 var præst i Sakramentskirken i København. Festskriftet indeholder 144 vidnesbyrd om Reinhold Sahner, som blandt andet er skrevet af katolikker fra Sakramentskirken, Sankt Annæ Kirke, den tysksprogede, fransksprogede og engelsksprogede menighed i Danmark samt lærere og tidligere elever på Niels Steensens Gymnasium, hvor Reinhold Sahner underviste.

FOKUS: Fader Reinhold Sahner og Sakramentskirken

Formålet er ifølge initiativtagerne at genrejse Reinhold Sahner, der i april 2010 blev beskyldt for seksuelle overgreb og suspenderet fra sin stilling. Politiet frafaldt siden alle anklager, og Reinhold Sahner blev genindsat som præst. Han modtog dog en tjenstlig påtale af biskoppen, hvis indhold er ukendt af offentligheden.

Allerede i 2009 – og altså inden beskyldningerne imod ham – indgik han en aftale om en præstestilling i en tysktalende menighed i Colombia. Men knap var Reinhold Sahner i november 2010 ankommet til sin nye præstestilling i Colombia, før han blev afsat af ærkebiskoppen i landets hovedstad, Bogota.

Ifølge de utilfredse katolikker, der står bag festskriftet, har den danske biskop siddet med hænderne i skødet, mens hans præst uden grund blev fyret fra sin stilling i Bogota.

"Biskoppen har i den grad svigtet. Han har overhovedet ikke levet op til sit ansvar for at beskytte sin ansatte. Vi er derfor flere, der gerne ser, at han går af," siger Cæcilie Bachdal Johansen, som er medlem af Sakramentskirken.

TEMA: Katolsk krise

Reinhold Sahner blev fyret fra sin stilling i Colombia, efter at den danske biskop, Czeslaw Kozon, havde sendt oplysninger om Reinhold Sahner til ærkebispedømmet i Bogota.

I en mail, som Kristeligt Dagblad er kommet i besiddelse af, skriver den danske biskop, at det afgørende for afskedigelsen af Reinhold Sahner ifølge ærkebispedømmet var "det materiale, vi fra bispekontoret sendte dertil. (...) Materialet fra os var udslagsgivende for afgørelsen".

Materialet, som den danske biskop sendte til ærkebispedømmet i Colombia, indeholdt blandt andet Reinhold Sahners personalesag, herunder den tjenstlige påtale, han havde modtaget af biskoppen.

Reinhold Sahners eksponering i dansk presse har øjensynligt også haft indflydelse på afgørelsen. Den katolske kirke i Danmark offentliggjorde nemlig præstens suspension på sin hjemmeside, hvorefter Ekstra Bladet i maj 2010 bragte en historie om suspensionen med foto af Reinhold Sahner og sætningen "... fritaget for tjeneste på grund af anklager om sexmisbrug af børn og unge i deres varetægt".

Ifølge katolikkerne bag festskriftet tegner det et billede af en biskop, som snarere har modarbejdet sin præst end forsvaret ham.

LÆS OGSÅ: Frikendt katolsk præst fyret

"Biskoppen burde have rejst sig i fuldt ornat og talt imod den rygtedannelse og direkte urigtige information, som havnede i formiddagspressen, og som ærkebiskoppen i Bogota fandt. Han burde med flammeskrift have sagt, at der ikke var hold i de beskyldninger. Men han gjorde ingenting. Min antagelse er, at han gerne ville have ram på Sahner. Jeg savner en ny chef for Danmarks katolikker, som forsvarer sine ansatte," siger medlem af Sankt Annæ Kirke Inger Harbo Andersen.

Menighedsrådsmedlem i den tysksprogede menighed Sebastian Horch savner ligeledes "en ordentlig ledelse".

"Vi havde forventet, at Kozon havde sendt en klar besked til Bogota om, at beskyldningerne mod Sahner var forkerte. Men han mente ikke, det var hans opgave. Så det forsøger vi nu," siger Sebastian Horch og henviser til festskriftet med de 144 vidnesbyrd, som også indeholder beretninger fra en af præsterne i Colombia, der kalder fyringen af Reinhold Sahner for en "skandale".

Reinhold Sahner, som har taget et sabbatår og opholder sig i Tyskland, savner selv en undskyldning fra biskop Czeslaw Kozon, "som bliver givet lige så offentligt, som man gjorde, da man satte mit navn på kirkens hjemmeside og skrev, at jeg var suspenderet".

"Det lille festskrift er en uvurderlig skat for mig, fordi mennesker honorerer den måde, jeg har arbejdet på som præst og lærer. Men jeg ser det også som det, min arbejdsgiver skulle have gjort," siger han og uddyber:

"Biskoppen har udleveret mig på et forkert grundlag, så jeg havnede i den danske formiddagspresse. Og han har ikke bakket mig op, da jeg blev afskediget fra Bogota. Biskoppen skulle klart have sagt, at der ikke er noget at komme efter, blot fordi der står nogle grimme og usande ting på internettet. Jeg har ikke kunnet mærke en ledelse. Det er den sorg, jeg har allersværest ved at bearbejde," fortæller han.

Biskop Czeslaw Kozon er i USA og vil tidligst forholde sig til kritikken, når han vender tilbage til Danmark sidst på ugen. Ifølge den katolske kirkes informationschef, Niels Messerschmidt, har biskoppen sagt til ærkebiskoppen i Bogota, "at politiet ikke havde noget at komme efter" og "givet udtryk for, at opgaven i Bogota kunne være en ny chance for Reinhold, også på trods af den tjenstlige påtale".

johansen@k.dk