Prøv avisen

Danske katolikker vender tilbage til latinen

Billedet er fra en messe i Sankt Ansgar Kirke, den katolske domkirke i Bredgade i København. Biskop Czeslaw Kozon står til højre. - Foto: Wikimedia Commons

I morgen fejres den katolske pontifikalmesse efter den gamle liturgi for første gang i over 40 år af en biskop i Norden. Det betyder blandt andet latin hele vejen igennem, mere mystik og mindre inddragelse af menig- heden

Selvom de færreste rent faktisk forstår det døde sprog latin, er der i den katolske kirke en stigende interesse for den traditionelle form af messen. Nu imødekommer den katolske biskop i Danmark, Czeslaw Kozon, ønsket om en sådan messe fejret af ham, så der i al sin pomp og pragt bliver tale om en såkaldt pontifikalmesse efter den ekstraordinære ritus.

– Det er bare én måde at fejre messen på, og så var det jo fair nok at imødekomme ønsket, ikke mindst efter pave Benedikts udvidelse af tilladelsen til at fejre denne form for messe, siger biskoppen med henvisning til en pavelig beslutning i 2007, der gjorde, at præster ikke længere skulle spørge deres biskop om lov til at fejre den traditionelle messe.

Før Andet Vatikankoncil, som var et årelangt møde, der reformerede den katolske kirke, blev den katolske messe fejret efter en helt fast formel og udelukkende på latin. I 1969 lå den endelige ændring af messen klar, så det nu blev tilladt at fejre den på andre sprog, samtidig med at der blev mulighed for at vælge forskellige små variationer i messen. Desuden blev alteret flyttet frem, så præsten stod bag det og så ud mod menigheden.

– Et overordnet træk er, at messen efter den ekstraordinære ritus ikke inddrager menigheden i samme grad som den nye form, forklarer biskop Czeslaw Kozon og understreger, at langt de fleste gudstjenester fortsat vil blive fejret efter den nye ritus.

Biskoppen understreger, at det ikke er latinen, der adskiller messeformerne. Messen efter den ekstraordinære ritus fejres kun på latin, men messen efter den nye form kan også fejres på latin. De afgørende forskelle ligger altså mere i ritualerne, som er mere komplicerede og mangfoldige efter den gamle form.

– Det er dog ikke kun et spørgsmål om at forstå messen rent sprogligt og intellektuelt, men også et spørgsmål om, hvorvidt folk i øvrigt føler sig hjemme i den type messe. Også uden sproglig indsigt kan man godt vide, hvad messen drejer sig om, siger han.

Jacob Schwartz er kontaktperson for Sankt Karl Borromæusgruppen, der siden 1993 har arbejdet for at få indført messer efter den gamle ritus som et alternativ til den almindelige messe, og som også har arbejdet for den forestående pontifikalmesse. Indtil nu har gruppen kunnet fejre messe efter den gamle ritus to gange om måneden.

– Det er lidt som med mælk, hvor man ikke kan forklare, hvorfor nogle bedre kan lide let- end sødmælk. Men den gamle form er mere teocentrisk, da præsten træder mere i baggrunden, når han vender ryggen til menigheden eller vender sig mod Gud, om man vil, forklarer han og fortæller, at gruppen siden 1993 har oplevet en stigende interesse, så der nu kommer mellem 40 og 80 mennesker til messerne.

Tendensen er ikke udtryk for en højredrejning, men for en stigende interesse for det spirituelle, siger Sebastian Olden-Jørgensen, der har forsket i den katolske kirkes historie, er lektor i historie ved Københavns Universitet og selv er katolik.

– Der ligger selvfølgelig det i det, at biskoppen giver udtryk for en anerkendelse af, at de, der går ind for den gamle liturgi ikke kun er tålte i periferien, men er en del af familien. Jeg mener, at der er tale om, at kirken viser en pluralisme, der også strækker sig til den liturgiske højrefløj, siger han.

– Efter Andet Vatikankoncil var det en udbredt opfattelse, at de, der kunne lide den gamle liturgi, var nogle forstokkede hønisser, som ville uddø. Siden er der opstået miljøer, der dyrker denne liturgi. Det er blevet mere acceptabelt. Før var det en del af en konservativ pakke, men den gamle liturgi er blevet delvis afpolitiseret, og man ser bestemt også en interesse for det i andre miljøer, siger Sebastian Olden-Jørgensen og tilføjer, at tendensen går igen over hele verden.

– Det er et universelt fænomen, som er kommet som en overraskelse, men den generelle interesse i verden for det traditionelle og spirituelle i en materialistisk verden spiller med som musik i baggrunden, siger han.

dalsgaard@kristeligt-dagblad.dk