På institut for systematisk teologi i København hang der i midten af 1970’erne en billedfrise udelukkende bestående af mænd. Her kunne de studerende, der kom forbi, beundre alt fra oldkirkens Augustin til reformatoren Martin Luther og teologen Søren Kierkegaard samt flere andre, der for alvor havde rykket noget ved kirkehistorien.
Men en dag i 1976 fik de gamle kirkefædre kvindeligt selskab. På væggen over for dem kom en serie fotografier op af unge kvinder, der modsat mændene ikke var kendt for at have påvirket den kristne lære. Men det havde de planer om at lave om på.
Selvtilliden fejlede ikke noget, husker Rose Marie Tillisch, der dengang selv smilede stort på et af fotografierne.
”Idéen var jo at sige, at her har vi de gamle kirkefædre, fra Origenes til Karl Barth, og på den anden væg hængte vi så os selv op og sagde, at vi er de nye kirkemødre. Det var for at sige, at ’vi kan også’. At vi også havde en teologi, som var samfundsforandrende, som havde ben at gå på, og som havde bid. Vi ville sige, at der også var en kvindeside i formidlingen af kristendommen, og at den var vigtig at få med,” siger den i dag 65-årige vidensmedarbejder på Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter og sognepræst på orlov fra Strandmarkskirken i København.
Fotografierne af de unge kvinder var ment som en provokation og blev da også hurtigt pillet ned igen.
Til gengæld kan man finde dem i bogen ”Bid i Æblet”, der udkommer på kvindernes kampdag i morgen. I den finder man beretninger fra de studerende, der i 1973 dannede den første kvindegruppe på teologi, og som over årene skulle komme til at ændre både studiet og folkekirken.
”Bogen blev lavet på grund af et seminar om 1968, der blev holdt for et par år siden på Det Teologiske Fakultet i København. Nogle fra den gamle kvindegruppe deltog, og de hørte, hvordan det nærmest blev konkluderet, at den feministiske teologi aldrig havde fået den store gennemslagskraft. Det var ikke rigtigt. Den har haft kæmpe betydning, og vi tænkte, at det vist var vores opgave at fortælle det,” siger Rose Marie Tillisch.
Rose Marie Tillisch var selv 19 år, da hun blev inviteret med i den nystartede kvindegruppe. Som den eneste i gruppen læste hun dengang ikke teologi, men kristendomskundskab. Hun takkede dog med det samme ja til at deltage.
”Dengang var mit hovedproblem, at jeg var opmærksom på, hvordan det kvindelige trængte til et ben at stå på og derfor til en vis grad var tiltrukket af rødstrømpebevægelsen. Men mit gudsforhold var samtidig for afklaret til, at jeg kunne finde mig til rette der. I rødstrømpebevægelsen var det med Gud ikke moderne,” siger hun.
Mange af de i begyndelsen 15-20 medlemmer af kvindegruppen havde på samme måde været i berøring med rødstrømpebevægelsen, som voksede frem omkring 1970. Men de var udfordret af bevægelsens anstrengte forhold til religion og deres billede af Gud som roden til kvindeundertrykkelse. Derfor følte de sig nødsaget til at lave deres egen gruppe, som efter nogle år nåede op på 40 medlemmer.
Udover at hænge fotografier op over for de gamle kirkefædre og at male næserne røde på to gipsbuster af mandlige gejstlige, handlede kvindegruppens arbejde i mindre grad om at provokere.
De mødtes i stedet og delte religiøse erfaringer og arbejdede med udstillinger, læsninger, anderledes gudstjenesteformer med både dans og fodvask og med sproget i kirken. Mens nogle oversatte den tyske teolog Dorothee Sölle, arbejdede andre med prædikensamlinger eller kvinderne i Bibelen. Rose Marie Tillisch så eksempelvis på Jomfru Maria, som havde fascineret hende siden barndommen.
”En vigtig del af min barndom foregik i Frankrig, hvor Jomfru Maria fyldte meget. Da jeg kom hjem, var jeg overrasket over, at jeg ikke kunne finde hende i min egen sognekirke. Min farfar tog mig rundt til forskellige kirker for at vise mig Maria-malerier, og jeg kunne se, at nogle af dem havde været dækket til i 500 år. Så allerede der blev jeg opmærksom på, at der var noget, der havde været gemt væk i vores fortælling om kristendommen,” siger hun.
En af de større udfordringer blev at lette forholdene for kvindelige præster. Da kvindegruppen blev oprettet i 1973, var det 25 år siden, at den første kvindelige præst var blevet ordineret i folkekirken.
Alligevel var der på det tidspunkt kun 40 kvindelige præster i folkekirken mod 1570 mandlige.
I bogen fortælles der om, hvordan kirkeansatte sagde op på grund af kvindelige præster, og om præster, der hævdede, at kvinder ikke kunne tale kirkerummet op, eller at de med deres udseende ville distrahere mandlige kirkegængere. Bogens forfattere kom til at tage kampe med mandlige kolleger, der rensede alteret, efter en kvindelig præst havde brugt det, og ikke ville give hånd til kvindelige præster ved deres ordinationer. De diskuterede også med biskopper, som ikke ville gøre noget ved ordinationsritualet, og imod organisationer, der anbefalede, at man ikke anvendte kvindelige præster.
På det område rykkede den teologiske kvindegruppe meget, siger Rose Marie Tillisch, som selv først begyndte at læse teologi i år 2000 og blev ordineret præst i folkekirken i 2004.
”Jeg er jo efternøler i forhold til de andre, så de havde gjort et kæmpe forarbejde, inden jeg blev præst. Hold op, de har knoklet. Mange ting, der havde været en fremmed tankegang tidligere, var blevet sædvane. Det var virkelig positivt,” siger hun og nævner for eksempel en større åbenhed i gudstjenesteformen og en opfindsomhed i nye liturgiformer med bevægelse og meditation.
”Det er en inkluderende praksis, som tager liturgien dybt alvorligt og gør den mere levende. Kritikere taler om en feminiseret kirke. Det synes jeg jo er supergodt. Jeg synes, det er en kæmpe gevinst, at vi har fået plads til det kvindelige sammen med det mandlige.”
I takt med at den nye bogs forfattere forlod teologistudiet og fik embeder rundt omkring, blev den første kvindegruppe erstattet af nye grupper, som fortsatte arbejdet på deres egne måder.
Og selvom det ifølge Rose Marie Tillisch har påvirket hele folkekirken positivt, at der nu en ligelig fordeling af mandlige og kvindelige præster, er der stadig meget at arbejde med.
Det gælder både anerkendelsen af kvindelige præster, men også anerkendelsen af nogle af de tanker, kvindegruppen arbejdede for. Der har vi stadig noget vej at gå, konstaterer hun.
”Og så må vi jo gå den.”
Bid i æblet. Feministiske præster 1968+50
Redigeret af Birte Andersen og Lene Sjørup.
Udkommer 8. marts.
Med bidrag fra teologerne Anna Bojsen-Møller, Birte Andersen, Lene Sjørup, Malene Boeck Thorborg, Mary E. Holm Larsen og Rose Marie Tillisch.
Forlaget Eksistensen.
210 sider. Udkommer i morgen.