Folkekirkens Nødhjælp er ikke den eneste internationale hjælpeorganisation, der har måttet pakke sine ting og forlade Tyrkiet, som Kristeligt Dagblad i denne uge kunne berette. Siden november 2016 er hundredvis af udenlandske hjælpeorganisationer blevet udvist fra Tyrkiet, og ikke mindst de kristne af dem er under stort pres. Officielt forklarer myndighederne det med alt fra mistanke om terrorvirksomhed til sjuskede regnskaber. Men blandt organisationerne selv er der enighed om, at det handler om chikane og forfølgelse af religiøse grupper og menneskerettighedsforkæmpere
Hos Dansk Missionsråd forklarer konsulent Henrik Ertner Rasmussen, at de kristne siden det mislykkede kupforsøg i 2016 har været under stigende pres.
“Den sidste bølge af tiltag vendt mod det kristne mindretal faldt sammen med kupforsøget og opgøret med landets kurdiske oprørere. Det var en kærkommen anledning til at gøre op med alle politiske modstandere af regimet. Man vil næppe indrømme, at det både er politisk og religiøst funderet, for officielt er der religionsfrihed i Tyrkiet. Men det ved vi er en sandhed med modifikationer,” siger han.
Det er ikke kun kristne ngo’er (frivillige, private organisationer), der forfølges i Tyrkiet. Allerede i november 2016 begyndte udrensningen af ngo’er i Tyrkiet, da de tyrkiske myndigheder ifølge Reuters lukkede 370 organisationer ned med begrundelsen, at de var såkaldte terrororganisationer som støttede Gülen-bevægelsen, der i juli samme år blev kædet sammen med et mislykket kupforsøg.
Hos Amnesty International blev en af stifterne af Amnesty i Tyrkiet, Taner Kilic, fængslet i juni 2017, og hans sag behandles i disse dage. Han står anklaget for på sin telefon at have en ulovlig app til sikker kommunikation ved navn Bylock, som de tyrkiske myndigheder forbinder med kriminelle eller terrorister, siger kommunikations- og policychef i Amnesty International Dan Hindsgaul.
“Det er en absurd anklage, dels fordi myndighederne forsøger at dømme folk blot for at have en app installeret, dels fordi fire forskellige undersøgelser endnu ikke har kunnet bevise, at han overhovedet havde app’en installeret,” lyder det fra Dan Hindsgaul, der forklarer, at både religiøse og ikke-religiøse organisationer oplever forfølgelse.
“Jeg tror, ngo’erne opfattes som en trussel mod magthaverne, fordi de er med til at vise, at retsstaten ikke fungerer i Tyrkiet. Det er udtryk for, at Tyrkiet udviser en form for nynationalisme, hvor man forsøger at skærme sig mod kritik både indefra og udefra. Man forsøger at mistænkeliggøre ngo’er og hævde, at de har skjulte agendaer. Det er helt klassisk, at den udenlandske budbringer ikke er populær, og der er stemmer i at fremstille sig selv som beskytter mod dem.”
Hvor det i 2016 var truslen fra terrorister, der officielt lå til grund for udrensningen af ngo’er, er de tyrkiske myndigheder sidenhen kommet med andre forklaringer i kølvandet på udvisninger af ngo’er. Nogle organisationer har været dårligt organiserede og ikke gjort nogen nævneværdig indsats. Andre har ikke levet op til landets krav til internationale nødhjælpsorganisationer om at kunne fremvise officielle papirer på sine ansatte og udvise åbenhed i forhold til regnskaber, har forklaringen lydt.
De forklaringer er Dan Hindsgaul skeptisk over for.
“Jeg kan ikke kommentere på, hvad alle organisationer gør. Men vi oplever, at der foregår en klapjagt på ngo’er, hvor man enten bruger de regler, der er, eller opretter endnu skrappere regler for at forfølge dem. Det er krav, man ikke stiller til andre aktører i landet, så det understreger, at man forsøger at fremstille ngo’erne som nogle, der forsøger at undergrave et land og dets interesser. Det er ikke en forklaring, jeg fæster megen lid til,” siger han og bakkes op af Henrik Ertner Rasmussen fra Dansk Missionsråd, der kalder de officielle forklaringer “opfundet til lejligheden”.
Samtidig vidner sagen om den diplomatiske linedans, der foregår mellem Danmark og Tyrkiet. Kristeligt Dagblad har talt med adskillige involverede i sagen, og fælles for de fleste er, at de ikke ønsker at udtale sig om den tyrkiske regerings motiver. Det gælder både den danske ambassadør i Tyrkiet, den tyrkiske ambassade i Danmark og Udenrigsministeriet, som henviser til de udviste ngo’er selv.
Også blandt visse ngo’er vægrer man sig ved at udtale sig. Dansk Europamission er en af de kristne hjælpeorganisationer, der udfører arbejde i Tyrkiet, men som har reevalueret sine aktiviteter og eksempelvis ikke længere mødes med regionale partnere i landet.
Det skyldes blandt andet de mange arrestationer, der har været i løbet af de seneste to år. Dansk Europamission ønsker ikke at gå i detaljer om organisationens arbejde eller udtale sig om situationen i Tyrkiet, da man er klar over, at der også er risiko for, at man bliver overvåget i Danmark, forklarer generalsekretær Samuel Nymann Eriksen. Sådan lyder det også fra Henrik Ertner Rasmussen fra Dansk Missionsråd, der kender til flere sager, hvor personer udsættes for chikane.
“Alle missionsselskaber vil gerne undgå opmærksomhed. Det er ikke usædvanligt, at lokale konvertitter er blevet udstillet offentligt. En af mine gode venner oplevede at blive udstillet på tv, hvorefter folk troppede op på hans bopæl og kastede sten.”
Den ofte rungende tavshed udadtil har sine grunde, understreger Amnestys Dan Hindsgaul.
“Hvis du er en nødhjælps- eller udviklingsorganisation, kristen eller ej, har du brug for at kunne arbejde i det pågældende land. Derfor vil man helst ikke stikke snuden for langt frem, især i et land som Tyrkiet, hvor medierne er med til at opildne befolkningen mod eksempelvis ngo’er. Men når vi snakker med andre ngo’er, er analysen af, at de tyrkiske myndigheder går målrettet efter ngo’er i Tyrkiet, påfaldende ens. Også selvom man ikke siger det offentligt.”