Prøv avisen

Danske missionærer på vej til Tyrkiet

Trods striden om Muhammed-tegningerne og stigende diskrimination af Tyrkiets religiøse mindretal de senere år har Luthersk Mission konkrete planer om at sende missionærer til Tyrkiet . - Foto: Foto: Sinar 2/colourbox.com

Trods tyrkisk kritik af Danmark holder dansk missionsselskab fast i planer om at kristne tyrkere

Danmark er på vej til at sende kristne missionærer til Tyrkiet. Trods striden om Muhammed-tegningerne og stigende diskrimination af Tyrkiets religiøse mindretal de senere år har Luthersk Mission konkrete planer om at sende missionærer til Tyrkiet og tyrkisktalende grupper i Centralasien for at omvende dem til kristendommen.

Planen er offentliggjort i seneste nummer af missionsselskabets medlemsblad.

- Vi er et missionsselskab, der har fokus på de områder i verden, hvor det kristne vidnesbyrd er mindst. Og dem tilhører de tyrkisktalende, siger Jens Ole Christensen, der er generalsekretær i Luthersk Mission, et privat selskab, der ikke har noget at gøre med den danske stat.

Missionsopgave
Planerne om øget mission i Tyrkiet er lagt, før debatten om Anders Fogh Rasmussens (V) mulige kandidatur til posten som generalsekretær i Nato brød ud.

Men den tyrkiske modstand mod et dansk kandidatur får ikke de lutherske missionærer til at vende om.

- Vi har en missionsopgave frem til Jesu genkomst, og det er en tilfældig omstændighed, at det flyder sammen med de her begivenheder, slår Jens Ole Christensen fast.

Sjældent
Kristen mission blandt tyrkere kan have store konsekvenser. En katolsk præst blev skudt i 2006, mens tre ansatte på et kristent forlag i 2007 fik skåret halsen over.

Og Luthersk Mission vil da også være den første organisation til officielt at sende danske missionærer til det store muslimske land, oplyser ekstern lektor i teologi Jørn Henrik Olsen, Københavns Universitet

- Det har altid været meget vanskeligt at missionere i muslimske lande i Mellemøstområdet. Og det er derfor også meget sjældent, at et missionsselskab ligefrem går ud på forhånd og fortæller, at man påtænker at sende missionærer af sted til et land som Tyrkiet, siger han.

Større modvilje
Ifølge Daniella Kuzmanovic, der er adjunkt på Københavns Universitet, er den tyrkiske modvilje mod andre religioner vokset.

- Der har de senere år været en voksende tendens i Tyrkiet til at se ikke-muslimer som en trussel mod den tyrkiske enhed og identitet. Og i lyset af hele det storpolitiske spil, der har været på det seneste omkring Nato, vil der nok også være nogle konspirationsivrige tyrkiske nationalister, der vil opfatte de her missionærer som udsendinge for den danske regering, siger hun.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk

Trods striden om Muhammed-tegningerne og stigende diskrimination af Tyrkiets religiøse mindretal de senere år har Luthersk Mission konkrete planer om at sende missionærer til Tyrkiet . - Foto: Sinar 2/colourbox.com