Prøv avisen

Danske præster vil gøre halloween kirkelig

Danske præster vil nu forsøge at skabe en forståelse for halloween-traditionens kristne rødder. Foto: Scanpix. Foto: Kristoffer Juel Poulsen.

Ud med halloweens djævledyrkelse og ind med kristne budskaber. Sådan lyder det fra danske sognepræster

Den amerikanske version af halloween vinder stadig mere frem. Derfor vil den katolske kirke i England gøre traditionen mere kristen ved blandt andet at få børn til at klæde sig ud som bibelske personer, og det møder opbakning hos danske præster, som vil gøre halloween til en folkekirkelig tradition.

En af præsterne er Poul Joachim Stender fra midtsjællandske Kirke Såby og Kisserup.

LÆS OGSÅ: Uhyggen breder sig til kirker og kirkegårde

"Som kirke skal vi helt klart sætte os på halloween, for nu har Fætter BR og Kvickly snart overtaget den med alle de ting, de sælger. Hvis vi ikke straks vender halloween til en kristen be-givenhed, har vi snart tabt. Jeg er enig med den katolske kirke i, at det kunne være skægt, hvis børnene klædte sig ud som Jesus og disciplene. Det kunne være herligt, hvis butikkerne begyndte at sælge den slags kostumer, og så kunne vi som kirke sagtens alliere os med dem," siger Poul Joachim Stender.

Sognepræst Hanne Bohr er så begejstret for halloween, at hun har skrevet en bog om, hvordan folkekirken kan holde flere og bedre halloween-gudstjenester.

"Vi har rammerne med kirkelofter, flagermus og kirkegårde til at skabe den rigtige stemning. Det egentlige formål med halloween er, at det gode skal vinde over det onde, hvilket er helt i overensstemmelse med det kristne budskab," siger Hanne Bohr fra Bjæverskov og Lidemark.

Henning Toft Bro, biskop i Aalborg Stift, afviser, at præster skal bruge kræfterne på halloween-gudstjenester.

"Jeg synes, halloween nærmer sig en tivolisering, og det hører ikke hjemme i en evangelisk-luthersk kirke. Netop fordi allehelgen står stærkt i folks bevidsthed, er det der, vi skal sætte kræfter- ne ind, og så tror jeg ikke, halloween vil være en konkurrent," siger han.

Halloween kommer fra USA og fejres hvert år den 31. oktober, hvor folketraditionen siger, at de døde går igen. Allehelgen fejres den første søndag i november og handler i folkekirken om at mindes de døde, hvor denne dag i katolsk sammenhæng er en fejring af netop helgenerne, og katolikkerne mindes alle afdøde dagen efter på det, der hedder alle sjæles dag. Der er altså en forskel på de to skikke, og den skal bestå, mener også sognepræst og tidligere generalsekretær i Kirkefondet Kaj Bollmann.

SE BILLEDSERIE: Verden fejrer allehelgen

"Vores halloween er en afbleget genspejling af den amerikanske tradition, og vi er på så fjern afstand af den kristne oprindelse, at det vil være umuligt at gøre halloween kirkelig. Vi skal i stedet opprioritere den klassiske allehelgen med mindegudstjeneste for døde, for det er vigtigere at satse på," siger han.

kirke@k.dk