Danske satanister mister pusten

Selvudvikling og humanisme præger moderne satanisme, som samtidig stagnerer, vurderer eksperter. Noget vrøvl at bruge Satan-skikkelsen i denne sammenhæng, mener biskop

Danske satanister mister pusten. -
Danske satanister mister pusten. -.

Satan har ændret skikkelse og er blevet humanistisk. Samtidig er der stilstand, eller måske ligefrem tilbagegang, blandt hans tilhængere. I hvert fald hvis det måles i antallet af erklærede satanister.

Det er vurderingen fra Dialogcentret i Århus, hvor man konstaterer, at færre teenagere i disse år finder det interessant at vælte gravsten og skænde kirkebygninger i Satans navn.

Vi har lige haft et tilfælde af hærværk på en kirkegård i Tinglev, men ellers er det slet ikke, som vi oplevede det i begyndelsen af 1990'erne, siger generalsekretær Tom Thygesen Daugaard.

Samtidig har den mere seriøse del af satanismen i dag udviklet sig til humanisme og selvudvikling, vurderer blandt andet religionshistoriker, cand.mag. Jesper Aagaard Petersen, som er i gang med en doktorafhandling om emnet.

Det gælder i hvert fald for langt hovedparten af vor tids satanisme, og det er nyt, at vi nu har fået en form for satanisme, der ikke længere definerer sig i forhold til kirken og kristendommen, men som gennem en positiv og kreativ brug af satanskikkelsen konstruerer sin egen identitet, og hvor målet først og fremmest er at udvikle sig selv.

Paraplyorganisationen Satanisk Forum er i Danmark fortaler for denne moderne sekulære og ateistiske form for satanisme, hvor man fokuserer på selvdyrkelse og selvrealisering.

Den er i familie med de såkaldte "selv-religioner". Der findes stadig også satanister af den mere klassiske, antikristne skole, som har overtaget det kristne verdensbillede og vendt det på hovedet, men de er få i Danmark, siger Jesper Aagaard Petersen.

Biskop Kjeld Holm mener ganske enkelt, det er noget vrøvl at bruge Satan-skikkelsen i forbindelse med selvudvikling og i en humanistisk sammenhæng.

Selvudviklings-trenden findes jo alle steder, og her har kirkens forkyndelse et helt andet bud, nemlig at man ikke selv er centrum i sit liv, men det behøver da ikke at have noget med Satan at gøre. Jeg ved heller ikke, hvordan Satan-skikkelsen skulle kunne indpasses i en humanistisk opfattelse. I humanismen sættes mennesket i centrum som i kristendommen, og Vorherre gik jo også på denne jord. Så hvis der er en, der viser hen til jordelivet og medmennesket, og det vi skal på denne jord, så er det da ham. Satan, derimod, er forbundet med vold og undertrykkelse. Den vigtigste og mest afgørende sataniske bevægelse, vi har haft i nyere tid, er nazismen. Den satte jo mildest talt ikke mennesket i centrum, men magten og viljen til magt.

Jesper Aagaard Petersen skønner, at der er færre end 1000 satanister i Danmark, når alle tælles med.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Amina Lap og samleveren Ole Wolf er begge i bestyrelsen for Satanisk Forum, som de var med til at grundlægge i 2001 efter et brud med ”Church of Satan”. I deres stue hænger et stort banner med Satanisk Forums logo. Det består af et pentagram, der henviser til den materialistiske verden, mens faklen symboliserer livsgnisten. –
Amina Lap og samleveren Ole Wolf er begge i bestyrelsen for Satanisk Forum, som de var med til at grundlægge i 2001 efter et brud med ”Church of Satan”. I deres stue hænger et stort banner med Satanisk Forums logo. Det består af et pentagram, der henviser til den materialistiske verden, mens faklen symboliserer livsgnisten. – Foto: Henning Bagger.