13-årige Mads Rømer fra Holstebro skal konfirmeres. Det er der ikke noget opsigtsvækkende i. Faktisk slet ikke. For som medlem af folkekirken er han del af en succeshistorie. Sammenlignet med Norge og Sverige bliver et rekordhøjt antal unge her i landet nemlig konfirmeret.
Ser man på de seneste sammenlignelige tal, blev 71 procent af de danske unge konfirmeret i 2015. For nordmændene gjaldt det 61,5 procent. I Sverige blev kun 27,8 procent af de unge konfirmeret i 2015. Også i forhold til andelen af døbte ligger Danmark i front.
Og de unge tror rent faktisk på det, når de i titusindvis bekræfter deres tro i påsken og de kommende uger, hvor konfirmandsæsonen tager fart. Det gælder også Mads Rømer, der skal konfirmeres den 14. maj i Holstebro Kirke:
”Jeg kommer ikke fra en specielt kristen familie, men jeg har hele tiden villet konfirmeres. Festen og gaverne er også vildt fedt, men det er ikke derfor. Det handler om, at jeg gerne vil sige ja til Gud,” siger Mads Rømer.
Dermed repræsenterer han flertallet af danske unge konfirmander, viser de seneste undersøgelser.
En undersøgelse fra Center for Ungdomsstudier viste, at ”tradition” og ”troen på Gud” var de to væsentligste grunde til, at unge valgte konfirmationen. Og en undersøgelse fra Aarhus Universitet og Folkekirkens Universitets- og Videnscenter har vist, at velsignelsen var vigtigere end gaverne.
Sognepræst Leise Christensen er en af forfatterne bag undersøgelsen, og ifølge hende undervurderes de kirkelige bevæggrunde for konfirmationen:
”Det er et levn fra 1970’erne, når det påstås, at unge kun konfirmeres for gavernes skyld,” siger Leise Christensen, der hæfter sig ved, at konfirmationsandelen trods indvandring har ligget relativt stabilt i de seneste år. De nyeste tal fra Danmark viser, at konfirmationsandelen i 2016 lå på 67,8 procent. Der er ikke sammenlignelige tal fra 2016 i Sverige og Norge.
Når flest unge i Danmark konfirmeres, skyldes det flere forhold, forklarer Per Pettersson, professor i religionssociologi ved Karlstads Universitet. Han har sammenlignet konfirmationstraditioner i nordiske lande.
”En væsentlig forklaring er, at Danmark er det mindste land i Norden. I Danmark betoner man danskheden vældig meget. Man er også stolt af at være norsk, finsk og svensk, men det er noget særligt i Danmark. På grund af folkekirkens rummelighed i Danmark er kirken også en national markør,” siger Per Pettersson og nævner, at der i Danmark – i modsætning til Norge og Sverige – er et tæt bånd mellem kirke og stat.
Han finder det bemærkelsesværdigt, at der blandt de danske unge er en høj konfirmationsrate, og at de unge betoner troens rolle.
”Det er absolut interessant. Der findes mange forestillinger om, at Danmark og Sverige er sekularistiske lande, men der er et nordisk paradoks. For befolkningen i de nordiske lande føler sig faktisk religiøse. Tager man terrorangrebet i Stockholm, er det domprovsten og biskoppen i Sverige, der hives ind i tv-studierne. Det er ikke imamen eller den pinsekirkelige præst, der markerer den nationale sammenhæng,” siger Per Pettersson.
”I Danmark er modsvaret på sekularismen de høje dåbs- og konfirmationstal og den stærke tilknytning til folkekirken. I en tid med kriser og uro er der et særligt behov for traditioner og ritualer, der knytter folk sammen. Det kan forklare, hvorfor så mange unge i Danmark er tæt knyttet til kirken,” siger han.
Den relativt høje tilslutning til dåb og konfirmation i Danmark kan også skyldes en almindelig national oprustning, vurderer idéhistoriker og lektor Jens Erik Kristensen fra Aarhus Universitet.
”Se på Danmarkskanonen, hvor den kristne kulturarv er nævnt, og diskussionerne om, hvad Reformationen har haft af betydning herhjemme. Vi lever i en tid med en besindelse på, at vi også er en kultur bestemt af kristendommen, og det viser sig blandt andet i, at konfirmationsritualet har en mere rodfæstet og almen udbredelse i samfundet herhjemme. Og regner man de unge indvandrere fra, som naturligvis ikke bliver konfirmeret, er det en ret høj konfirmationsprocent,” siger Jens Erik Kristensen, der påpeger, at folkekirken har godt fat i danskerne trods faldende medlemsandel.
”Uanset bevægelserne i befolkningen kan folkekirken levere nogle uovertrufne ritualer. Det gælder både i forhold til dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Man kan selvfølgelig holde nonfirmation, men det er bare en erstatning for dem, der ikke bliver konfirmeret. Det er også forklaringen på, at mange af dem, der har meldt sig ud, alligevel ender med at ønske en kirkelig begravelse. Det er simpelthen svært at finde ækvivalente erstatninger for det, folkekirken kan.”