Man skulle umiddelbart ikke tro, at ord som askese, afholdenhed eller afkald ville have stor appel til danskerne i en tid med øget velstand og mulighed for at forbruge stadig mere. Men det at afstå fra bestemte behov og nydelser lader ikke desto mindre til langsomt at gøre comeback i samfundet.
I december viste en undersøgelse fra Coop Analyse eksempelvis, at hver fjerde dansker nu har mindst én kødfri dag om ugen, og på internettet kan man læse om folk, der har forbudt sig selv at købe nyt tøj i et år. Flere danskere har også meldt sig klar til at begrænse flyrejserne, og fornyligt lanceredes kampagnen Flyfri2020 med det mål at få 100.000 danskere til at holde sig fra at flyve i 2020.
Og selvom 100.000 måske er højt sat i en tid, hvor danskerne flyver mere end nogensinde før, er der en udvikling i gang. Ifølge Mickey Gjerris, der er uddannet teolog og er lektor i bioetik på Københavns Universitet, skyldes dette en erkendelse af forbrugets påvirkning af klimaet og miljøet.
”De fleste gør det ud fra en tanke om, at man ikke kan være det bekendt. Der er en stigende opmærksomhed på, at vores forbrug har negative konsekvenser, og i mangel på politisk handling er der kommet en større forståelse af, at vi som individer selv må handle,” siger han.
Selvom det langtfra er alle danskere, der vælger at give afkald på ting i hverdagen, har bevægelsen resulteret i et marked for folk, der skriver kogebøger om kødfri dage og tilbyder produkter til og vejledning i, hvordan man kan leve mere nøjsomt. Og her kunne man tro, at kirken med sin historiske tradition for faste og afkald markerede sig som et sted, folk også hentede inspiration til mådehold og ansvarlighed. Men sådan forholder det sig ikke, siger Mickey Gjerris.
”Når man dropper flyrejserne og kødet, er det for klimaet og naturens skyld. Den form for afholdenhed forbinder danskerne ikke med kirken. For mange vil ordene faste og kristendom derimod få dem til at tænke på forbud og påbud fra en vred Gud. De kobler ikke den kristne faste til mental sundhed eller hensynet til andre mennesker,” siger han.
Men det bør folkekirken gøre noget ved, mener præst i de nordjyske sogne Hals og Hou Christian Roar Pedersen. Selv har han tidligere lavet en guide til, hvordan man kan følge den kristne fastetid, som begynder i næste uge. Ifølge ham er folkekirkens præster generelt forsigtige, når det kommer til at tale om afkald, hvilket skyldes, at man i den lutherske tradition ikke vil give udtryk for, at man skal gøre sig fortjent til noget som helst.
”Men det er et problem, hvis vi ikke tør gøre noget, når folk i dag efterspørger en fastepraksis. Vi har som kirke en lang tradition at byde ind med, men vi kan se andre løbe med bolden, og det er ikke godt nok. Kirken skal erobre fasten tilbage og give kristendommen krop,” siger han og tilføjer, at det at afstå fra noget ikke må overlades til livsstilsguruer og klimafortalere.
”Med den verdslige faste bliver det meget op til os selv, om vi lykkes. Det bliver en moderne udgave af gerningsretfærdighed, hvor man, hvis man spiser sundt og handler mere klimavenligt, kan få et godt liv. Men faste handler også om at huske, at vi er afhængige af kræfter uden for os selv. Med den kristne faste lærer man at opgive sit liv, betro det i Guds hænder og få det tilbage på ny.”
Ifølge sociolog på Roskilde Universitet Rasmus Willig er kristendommen ikke ligegyldig for danskernes voksende interesse for at give afkald for noget for klimaet og miljøets skyld.
”Det at faste er indlejret i kristendommen, og dermed ligger der i vores kristne historie en erfaring om, hvad det vil sige at begrænse sig. Samtidig kan historien bag fasten – om Jesus, der vandrer i ørkenen i 40 dage – føles meget konkret i dag. For det er der, vi frygter, vi er på vej hen – ind i en ørken.”
I Varde Sogn i Sydvestjylland ser sognepræst Mette Hvid-Olsen dog ikke nogen grund til, at folkekirken skal tale faste og afholdenhed op.
”For mig er fasten noget meget fremmed, og jeg synes, der er ting, der er væsentligere at fokusere på. Jeg er med på, at afholdenhed kan være godt for klimaet, og jeg spiser heller ikke selv meget kød, men jeg ville have svært ved at koble det med noget religiøst. Det er noget udvendigt, som jeg som luthersk kristen hellere vil holde adskilt fra kirken,” siger hun.