Danskere frygter hjemløshed

Stor undersøgelse om danskernes viden om og holdning til hjemløshed

Næsten en fjerdedel af alle danskere mener, at hjemløshed kan ramme dem selv. I den forbindelse handler det ikke om, at befolkningen føler sig udsat for alene at blive boligløse, men at de også forbinder hjemløshed med misbrug og marginalisering fra det øvrige samfund. Over halvdelen mener, at hjemløshed kan ramme alle. Det viser en undersøgelse, som Kirkens Korshær offentliggør på mandag i forbindelse med en 90-års jubilæumskonference om hjemløshed.

Det er Institut for Opini-onsundersøgelse, der vederlagsfrit har spurgt 500 danskere om deres holdning til og viden om hjemløshed.

- På baggrund af undersøgelsen mener vi også, at der er langt flere hjemløse end det uofficielt officielle tal på cirka 3000. Både danskernes følelse af, at hjemløshed kan ramme alle, og at over 10 procent af befolkningen kender til hjemløshed i nærmeste venne- og familiekreds siger os, at det reelle tal for hjemløse er langt højere, siger kampagneleder Torben Larsen fra Kirkens Korshær.

Over halvdelen af befolkningen konfronteres dagligt med hjemløshed, når de til og fra arbejde ser hjemløse på stationer, i gaderne og på pladser i de større byer.

- De hjemløse er blevet meget synlige i de senere år. Og det betyder, at den såkaldt almindelige befolkning også ved mere om hjemløshed. F.eks. kobler de i undersøgelsen hjemløshed med stofmisbrug, andre former for misbrug og marginalisering, siger Torben Larsen.

- Men at så mange mener, at hjemløshed kan ramme dem selv, og at halvdelen mener, at hjemløshed generelt kan ramme alle, fortæller også om den utryghed, mange mennesker i dag føler, de lever i.

Et stort flertal i befolkningen mener ifølge undersøgelsen, at den synlige elendighed er en skamplet på samfundet, som der politisk burde gøres noget mere ved. Det gælder firefemtedele.

Selv om undersøgelsen viser, at der er stor forståelse for hjemløshed og dens årsager, så er der også et stort mindretal, som mener, at de hjemløse burde tvinges væk fra gaderne.

- Groft sagt gælder det en tredjedel, mens den resterende del af befolkningen i større eller mindre omfang har forståelse for de hjemløses vilkår, siger Torben Larsen.

benteclausen@kristeligt-dagblad.dk