Allerede først på dagen lørdag reagerede domkirken i Haderslev på angrebet i Paris. Man valgte at flage på halv, fortæller domprovst Kim Eriksen.
”Jeg havde svært ved at se en tom flagstang, når folk vågnede op til den frygtelige erfaring af, hvad der var sket i Paris,” siger han.
Domsognet udsendte også en pressemeddelelse, så lokale vidste, at gudstjenesterne om søndagen ville bære præg af hændelserne i Frankrig.
Kim Eriksen fortæller, at der normalt kommer 50 til 75 mennesker til hans højmesser i Hertug Hans Kirke i Haderslev. Søndag var kirken helt fyldt af 125 mennesker - også af folk, han normalt ikke ser på kirkebænken.
”Det var tydeligt, at folk søgte til kirken for at blive mødt af refleksioner over det, der var sket,” siger Kim Eriksen, der skrev sin prædiken om efter angrebet. Han fortæller, at prædiketeksten fra Bibelen nævner en kvinde med blødninger, som rører ved Jesu kappe.
”Dermed bryder hun en af de grænser, som verden havde sat for hende i den mening, at hun skulle være uren. Men sådanne grænser mellem mennesker var netop det, Jesus igen og igen gør op med. Det blev i min prædiken til en forkyndelse af, at vi ikke er kaldet til at trække grænser og sætte skel og møde hinanden med mistillid. Men at det netop er, når tilliden er udfordret, at der er brug for at fastholde tilliden og tiltroen til livet og til medmennesket. Ellers bøjer vi os for ondskaben og lader den krybe ind i os,” siger han og nævner, at kirken nu må opfordre til fortsat bøn for de pårørende og de politikere, som skal træffe ifølge ham svære beslutninger.
I Helligåndskirken i hjertet af København var der ekstraordinært åbent lørdagen igennem fra klokken 15 indtil klokken halv et søndag nat. I det kirkelige beredskab i Region Hovedstaden havde præsterne aftalt, at mindst én københavnsk kirke skulle være åben. 2200 mennesker havde dagen og aftenen igennem været forbi de elektroniske tællere. På en normal natkirkeaften en fredag er der måske 500 gennem kirken, oplyser sognepræst Leif G. Christensen, som havde assistance af to præstekolleger fra kirkens beredskab.
”Vi talte med medfølende og bekymrede danskere, som ønskede at udvise sympati med franskmændene. Jeg talte med to danskere, som havde en bekendt, der var tæt på skyderierne i Paris, men som altså undslap. De var meget personligt bekymrede. Der var også mange sydeuropæiske og franske turister, som er vant til, at kirkerne er åbne, og som tænder et lys som en bøn og går igen. Mange undrede sig selvfølgelig over, hvad der er meningen i denne terror, og hvor Gud er i alt det her. Så kan man som præst kun sige, at hvis du kan bruge mig til noget, så er jeg her som kristendommens udsending,” siger Leif G. Christensen.
Domprovst Poul Henning Bartholin holdt søndag i Aarhus en eftermiddagsgudstjeneste for omkring 120 mennesker, hvilket er 20 procent flere end normalt. Han tror, det er situationen i Paris, der har fået flere i kirke. Derfor har præsterne i domkirken også i prædikener og bønner adresseret hændelserne i forskellige gudstjenester søndagen igennem.
”Situationen rejser en masse eksistentielle og meningsmæssige spørgsmål for os alle. Hvorfor sker det, og hvad betyder det? Det skaber en angst hos mange, og de søger hen, hvor man kan finde en trøst og håb om forsoning,” siger han.
Han har efter angrebet i Paris taget initiativ til nogle overvejelser om, hvad domkirken kan gøre i fremtidige katastrofesituationer. Blandt andet drøftes oprettelsen af et beredskab, så kirken kan holde åbent i længere tid, og så der kan være en præst til stede.
”Vi må sige, at også på dette punkt kommer katastrofer bag på os, og vi vil gerne fremover blive bedre,” siger han.
Samtidig understreger han, at der også ligger en vigtig opgave for kirken i at vurdere, hvornår kirken så skal sætte ind med et beredskab.
Ved flere gudstjenester i mindre byer blev angrebet også nævnt i prædiken og bønner, uden at præsterne dog her taler om flere kirkegængere end normalt.
I Struer ved Limfjorden blev angrebet nævnt i kirkebønnen, og præ- og postludiet var dele af den franske nationalmelodi, som gled over i salmen ”Vær du mig nær”.
”Vi havde gæster fra Afrika, så det prægede gudstjenesten, men samtidig ville vi også gerne markere det, der er sket i Paris. I kirken kan vi lægge ting over til en anden og bede Gud om hjælp. Jeg vil ikke forklejne, at folk mødes, mindes og lægger blomster, som det sker i for eksempel København, men i kirken er der en dimension mere, hvor vi kan bede Gud om hjælp,” siger sognepræst Karen Togsverd Hansen.
Hun oplevede ikke flere kirkegængere som resultat af angrebet, og peger på det, hun kalder en mentalitetsforskel mellem storbyer og en by som Struer.
”Det giver mening i storbyer spontant at arrangere mindehøjtideligheder, men i Struer strømmer folk ikke ud i gaderne for at være sammen og dele sorgen og chokket med hinanden. Jeg oplever en forskel i, hvordan folk udtrykker sig,” siger hun.
Psykolog og hospitalspræst i 20 år Anton Eg Andersen ser billedet som et udtryk for, at terroren forbindes med de store byer.
”Det er her, danskerne forestiller sig, at noget lignende kan ske, fordi de har set det før, blandt andet i forbindelse med Krudttønden (sted for terror i København tidligere i år, red.). Ligesom man møder frem ved den franske ambassade, går man også i de store kirker for at vise sin sympati med ofrene og sin afsky for terroren. Samtidig har man måske behov for at få en forklaring på, hvorfor det onde sker, når Gud er god. Man bliver usikker og bange i forhold til, om terroren vil ramme én selv og familien, når man færdes de steder i byerne, der er udpeget som mulige terrormål,” siger Anton Eg Andersen.
