Bliver du rørt, når en fyldt sportshal istemmer nationalsangen, mens kameraet panorerer hen over håndboldherrerne på en baggrund af rødt og hvidt? Så er du ikke alene. Tre ud af fire danskere har det sådan, når de hører Der er et yndigt land. Ikke alle altid, men indimellem for de fleste.
Kun hver fjerde dansker svarer, at nationalsangen aldrig rører dem. Det fremgår af en norsk undersøgelse af danskeres, svenskeres og nordmænds holdning til nationale symboler som nationalsang, -flag og grundlov.
Undersøgelsen er en del af et større norsk projekt om grundloven som nationalt symbol og er netop blevet offentliggjort af Stiftelsen Kirkeforskning i Oslo. I kanten af undersøgelsen kan man finde ændringer og forskydninger i opfattelsen af nationale symboler, som er relevante i forhold til både håndbold og folkekirken. Det hele handler om danskhed.
LÆS OGSÅ: Slut med kirkeministre i Norge
Når man i undersøgelsen spørger til, hvornår danskerne føler sig mest danske, nævner 16 procent netop sportsbegivenheder. Interessant er det dog, at tallet er faldet markant. Det tilsvarende tal i 1998 var 31 procent. Lige efter et håndbold-EM i Danmark er det svært at tro, at sportsbegivenheder skulle spille en så markant mindre rolle end i 1998, men det siger noget om, at sådanne tal er følsomme i forhold til helt ak-tuelle begivenheder.
Der er et stort sammenfald mellem de skandinaviske lande, når man spørger til, hvad der skal til for at være en rigtig dansker/svensker/nordmand. I toppen ligger blandt andet sproget, respekt for love, menneskerettigheder og institutioner, kendskab til kultur og traditioner. Der er dog ganske interessante forskelle, når det gælder kirke og kristendom.
Hele 18 procent af danskerne mener, at det at være medlem af folkekirken er et kendetegn, der er af betydning for at være rigtig dansk. Det tilsvarende tal for nordmænd og svenskere er 11 procent.
Folkekirken sidder øjensynligt dybt i danskerne. På godt og ondt, men ikke nødvendigvis i en ligefrem sammenhæng. Den nationale majoritetskirke i Danmark har ikke national-betegnelsen i navnet (det hedder folkekirken, ikke den danske folkekirke) mens det hedder Svenska Kyrkan og Den norske Kirke.
Man kan overveje, om forskellen er udtryk for dansk provinsialisme eller en form for ditto universalisme. Af undersøgelsen fremgår også, at 20 procent af danskerne mener, at det at være kristen har betydning i forhold til at være rigtig dansk, mens blot 12 procent af svenskerne anser det for betydningsfuldt for at være rigtig svensk.
Af undersøgelsen fremgår tillige, at Danmark er det skandinaviske land, hvor man udtrykker størst skepsis over for indvandrere. Og det land, hvor flest mener, at verden ville blive et bedre sted at være, hvis flere var som dem, altså danskere. Det mener hver tredje dansker, mens det tilsvarende tal i Sverige og Norge er hver femte. Det må være udtryk for det, Dronningen på et tidspunkt kaldte danskernes mereværdskompleks, grænsen mellem positiv national-følelse og negativ chauvinisme er hårfin.
Flaget har en særlig status i Danmark, hvor danskerne er mest aktivt flagende i forhold til både svenskere og nordmænd, men det er primært i forbindelse med private festdage, man flager i Danmark (71 procent). Kun 10 procent af danskerne flager ved nationale festdage, mens det tilsvarende tal for Norge er 68 procent.
Et EM i håndhold er anledning til at lufte nationalfølelsen og justere vores omgang med nationale symboler. TV 2 har kørt en kampagne, hvor blandt andre mekanikere i røde kedeldragter, en julestjerne-gartner og en skoleklasse poserede med hver deres variant af Dannebrog. Danskere i flere farver optrådte med nationalsymbolet helt i overensstemmelse med befolkningen. Skepsissen over for indvandreres brug af Dannebrog er nemlig faldet markant: Rundt regnet var hver fjerde dansker i 1998 skeptisk over for indvandreres brug af Dannebrog, i 2013 er det kun hver tiende.
Befolkningen ændres, og vores holdning til nationale symboler transformeres. Dannebrog lever videre som symbol for den nationale identitet, der rækker ud over kulturelle og etniske forskelle. Når vi spiller håndbold, har ingen politiske fløje monopol på flaget.
Birgitte Stoklund Larsen er leder af Grundtvig-Akademiet og redaktør af Dansk Kirketidende.