Danskere smykker sig med religiøse tatoveringer

Landets tatovører oplever ofte, at kunder efterspørger tatoveringer med religiøse symboler. Tatoveringerne skal afspejle identitet, og også flere præster får blæknålen i huden

Landets tatovører oplever ofte, at kunder efter-spørger tatoveringer med religiøse symboler. Tatoveringerne skal afspejle identitet, og også flere præster får blæknålen i huden. Her ses en mand, der på ryggen har fået tatoveret et krucifiks samt en indskrift i aramæisk.
Landets tatovører oplever ofte, at kunder efter-spørger tatoveringer med religiøse symboler. Tatoveringerne skal afspejle identitet, og også flere præster får blæknålen i huden. Her ses en mand, der på ryggen har fået tatoveret et krucifiks samt en indskrift i aramæisk. Foto: DNS Photography.

Store kors, Jomfru Maria, foldede hænder og bedekranse.

Danskerne lader sig hellere end gerne tatovere med religiøse motiver, fortæller en række tatovører til Kristeligt Dagblad.

LÆS OGSÅ: Mine tatoveringer viser mig, hvem jeg er

Blandt de udsmykkede danskere er Randers-sognepræst Oral Shaw, som for otte år siden fik sin venstre underarm tatoveret med et martyrsymbol, som forfulgte kristne benyttede i Romerriget.

Jeg bekender mig til den kristne tro, og det skal mine tatoveringer vise. Jeg ser tatoveringer som udsmykning på linje med huller i ørerne eller en speciel frisure, men der skal være en historie bag. Historien giver noget værdi, som fastholder de idealer, jeg har fået tatoveringerne efter, og netop derfor er de kristne, fortæller præsten.

BILLEDSERIE: 10 kendte med religiøse tatoveringer

Siden martyrsymbolet er flere tatoveringer kommet til. Blandt andet et græsk Paulus-citat på højre underarm. Størst er kærligheden, lyder det.

For mig handler tatoveringerne ikke om at signalere noget udadtil. De er en tilkendegivelse over for mig selv, siger Oral Shaw.

Omkring 500.000 danskere har en tatovering. Hvor mange af dem, der indeholder et religiøst symbol, eksisterer der ingen statistik på, men de religiøse motiver er stærkt efterspurgte, fortæller tatovør Brian Abrahamsen fra Fyns Tattoo Corner, som er Fyns ældste tatovørforretning.

Vi laver rigtig mange kors, og mindst en gang om ugen tatoverer vi en kunde med et religiøst symbol. Folk forbinder det med noget, og mange får også lavet minde-tatoveringer.

Ved den anerkendte københavner-tatovør AlleTidersTatovering stikkes kors og bedekranse også i huden på kunderne, og hos Aarhus 25 år gamle tatovørforretning, Mjølner Tatovering, oplever tatovørerne stor efterspørgsel på religiøse symboler.

Specielt i kølvandet på Muhammed-krisen i 2005 fik mange kunder tatoveret kors, og den tendens har nu bidt sig fast, fortæller tatovør Kumar Kristiansen.

Folk går meget op i betydningen af deres tatoveringer, og selvom mange danskere ikke går i kirke hver søndag, har de alligevel et tilhørsforhold til kristendommen. Det religiøse har en vis betydning for dem, og derfor får de det tatoveret.

Oprindeligt stammer tatoveringer fra blandt andet kinesisk og japansk kultur fra før vor tidsregning, men først inden for de seneste 10 år har kropsudsmykningen for alvor vundet indpas hos danskerne.

Det skyldes et øget behov for at skilte med sin identitet, mener Birgitte Stougaard Pedersen, forsker i kultur og fænomenologi ved Aarhus Universitet.

Vi fortæller om os selv på mange niveauer med eksempelvis valg af livsstil. Tatoveringer er at fortælle noget om os selv og vise andre, at sådan er jeg. Tatoveringer er en del af informationssamfundets krav til os om at performe os selv.

Ifølge kulturforskeren har tatoveringer ændret status fra at tilhøre en subkultur til at appellere bredt.

I dag ses tatoveringer som generel kropsudsmykning. Tatoveringerne tilhører ikke en bestemt kultur og er ganske enkelt endnu et smykke til kroppen, siger hun.

Men der er også faldgruber ved, at tatoveringer i dag er hvermandseje, mener Brian Abrahamsen fra Fyns Tattoo Corner.

Tatoveringer er virkelig blevet almindelige, og unge får lavet meget større tatoveringer i dag end tidligere. En 18-årig kan sagtens ønske at få en hel arm tatoveret, fordi det skal kunne ses med det samme, og det kommer mange helt sikkert til at fortryde senere. Det går simpelthen for stærkt nogle gange.

gehlert@k.dk