Danskerne betaler kirkeskat, fordi de har brug for kirken

Corona-restriktioner i landets kirker skaber fortsat debat, og de har det seneste halvandet år udfordret danskernes brug af kirken. Uden kirkebrugere ville der da heller ikke være nogen kirke, skriver lektor emeritus Hans Raun Iversen, der i mange år har arbejdet med brugerperspektivet i kirken

Den vigtigste grund til at betale sin kirkeskat er simpelthen, at mennesker har brug for kirken og det, den kan bruges til og står for.
Den vigtigste grund til at betale sin kirkeskat er simpelthen, at mennesker har brug for kirken og det, den kan bruges til og står for. Foto: Bent K Rasmussen/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

Den evangelisk-lutherske kirke i Danmark fik med Grundloven af 1849 prædikatet folkekirke. Indtil grundlovsændringen i Norge i 2007 var den danske folkekirke ene om at være udnævnt til folkekirke i en grundlov. I den nordeuropæiske betydning af ordet er en folkekirke en tidligere national- eller statskirke, der blev skabt med tvang fra oven, men som senere blev søgt givet videre til medlemmerne som en kirke fra neden med folket som bærere af kirken.

For tiden er store dele af det folk, der bærer kirken, utilfredse med de restriktioner fra oven, som landets kirker lige nu er underlagt. Fra i går er arealkravet i kirkerne blevet lempet, så der må være én person pr. to kvadratmeter, uanset om deltagerne står, går eller sidder ned. Dette ændrer dog fortsat ikke ved, at mange stadig oplever begrænsninger i forbindelse med kirkegang samt begravelser, bisættelser og brylluppet i kirkerummet. I den anledning kan man passende se nærmere på brugerperspektivet i kirken.

Hvis vi først bliver ved ordet ”folkekirke”, så er der nogle oplagte problemer indbygget i brugen af det. Når for eksempel Grundtvig brugte udtrykket, tænkte han ud fra Israels stammer og mente, at danskerne er og bør se på sig selv som en lignende folkestamme med egen stamme- eller folkekirke. Men hvad så med de 13,9 procent af befolkningen, som har udenlandsk oprindelse? Er de også ”folk” eller en del af det danske folk, hvis kirke folkekirken er?

Andre kritikere peger på, at kirken er Guds og ikke folkets, fordi den også er en bekendelseskirke. Især for nogle år siden talte mange kritisk om, at kirken var blevet til en servicekirke, som betjener sine medlemmer som en slags forbrugere. Læser man loven om medlemskab i folkekirken, betragtes kirken der som en betjeningskirke, hvor især præsten skal betjene medlemmerne, når de ønsker det.

Alle disse etiketter rummer dog kun nogle ret begrænsede sider af folkekirkens praktiske liv og virke. Mest præcist er det at tale om folkekirken som en brugerkirke, der indretter sig ganske meget efter, hvad brugerne vil bruge den til. Folkekirken har op mod 500.000 aktiviteter pr. år svarende til, at der er cirka fem ugentlige forsamlinger i cirka 2000 kirker i cirka 50 uger. Med 40 mennesker til stede gennemsnitligt pr. forsamling er der cirka 20 millioner besøg i folkekirken pr. år. Det betyder i praksis, at 70-75 procent af befolkningen kommer indenom eller på anden måde har en form for nærkontakt til kirken i løbet af et år. Uden alle disse kirkebrugere var der ingen kirke og slet ikke en folkekirke.

Når vi kommer i kirken, bruger vi kirken til det ene eller det andet, som vi er kommet for. Det betyder ikke, at vi har reduceret os selv til forbrugere, eller at vi betragter kirken blot som en del af markedet, hvor man handler ind efter smag og behag. Vi bruger kirken, når vi synes, at vi har brug for at gøre det. Den vigtigste grund til at betale sin kirkeskat er simpelthen, at mennesker har brug for kirken og det, den kan bruges til og står for.

Sognepræst Lena Kjems fortalte i en kronik i Kristeligt Dagblad sidste år, at hun aldrig har gået i kirke af lyst. Hun gør det, siger hun, fordi hun ”trænger”. Hun har det altså med kirkebrugen, ligesom som fru murermester Jessen har det med kage. Kjems’ udtryk rammer sikkert de fleste gudstjenestebrugere ganske godt: Vi bruger kirken, når vi trænger til det, ikke nødvendigvis fordi det er sjovt eller spektakulært at komme i kirken.

Brugerperspektivet på kirken er jeg især blevet optaget af i årene 2014-2019, hvor jeg var leder for et tværfagligt projekt på Københavns Universitet med studier af folkekirken som kulturinstitution. Der blev det klart, at folkekirken ligner alle de andre kulturinstitutioner på i hvert fald tre afgørende måder: 1) Den må være tæt på sine brugere for at forstå dem, 2) den må være skarp på sit formål for at have noget at komme med, og 3) den må indrette sit arbejde derefter.

Hvis folk ikke brugte kirken, ville der ikke være meget mission i kirken. Hvis kirkebrugen hørte op, kunne ansatte og frivillige naturligvis gå ud på gader og stræder med deres kristendom. Jeg tror dog ikke, at der er ræson i ret meget mere gadeforkyndelse eller brug for mere kristen gademusik end den, Frelsens Hær leverer så udmærket. Derimod tror jeg, at der er masser af mission – følgeskab med kristent vidnesbyrd og tjeneste – i det, når kirker tager så godt som muligt mod kirkens mange slags brugere.

Hans Raun Iversen er lektor emeritus i teologi.