Kirkefondet blev dannet for 125 år siden for at give kristendommen en chance i indvandrerbyen København, der dengang havde fået sogne med mere end 100.000 indbyggere.
Målet var at få små sogne på højst 5000 indbyggere og med hver sin kirke. Idealet var, at kirken skulle organiseres - og befolkningen genopdrages til at leve ligesom ude i de små sogne på landet, hvor folk kom fra.
Indvandrerne blev ikke ukristelige af at blive københavnere. Men de betakkede sig for at skulle lukkes ind i noget, der lignede de socialt kontrollerede landbyer, de netop var flyttet fra.
Derfor flyttede de rundt og brugte de kirker, det faldt for at bruge til det ene og det andet. Kirkefondets plan om at få københavnerne ind i lokale menighedssamfund kulminerede med, at cirka to procent af befolkningen var blevet organiserede menighedskristne efter 30 år. Resten kom og gik, som de havde brug for det i deres familier.
I dag er det ikke blot organisationen og kirkeforståelsen, men det meste af ledelseslaget i folkekirken, der er bagudvendt og ude af trit med medlemmernes kirkeforståelse. Folkekirken bygger på sine sognemenigheder, hvor 85 procent af kirkens penge bruges.
Det er fint, at der er lokale kirkelige tilbud ud over landet - og at folkekirken ikke, som så mange andre kirker, er blevet for toptung og bureaukratisk. Men medlemmerne tænker ikke primært på deres lokale sognekirke med dens formodede menighedsfællesskab, når de tænker på kirken og kristendommen.
Sognekirken deler skæbne med den lokale tankstation: Man tanker op, hvor man har brug for det, og ikke blot på den tank, man bor nærmest ved.
Kun en tiendedel af danskerne var til en almindelig gudstjeneste, senest de var i kirke. 90 procent var til en kirkelig handling, flest var til begravelse, eller de var til en koncert eller en anden særlig event i en kirke. Og kun for cirka en tredjedel foregik det i deres egen sognekirke.
To tredjedele lægger ikke vægt på, at de, hvis de deltager i noget i en kirke, så gør det i en kirke, de kender, eller i en kirke, hvor de kender andre mennesker. Eller sagt positivt: Danskerne bruger kirken, ligesom de bruger andre kulturtilbud.
De kommer der, hvor der sker noget, der henvender sig særligt til dem, og som passer ind i deres familie og livsrytme. Det højtbesungne menighedsfællesskab er kun af interesse for en meget lille del af befolkningen, måske to procent, som i Kirkefondets velmagtsdage i København for 100 år siden.
Der er tre gode grunde til at arbejde for fællesskaber rundtomkring i de lokale sognekirker. For det første er der nogle, men altså relativt få, der har brug for det. Det er dem, der med glæde siger: ”Kirken er mit andet hjem” eller endog: ”Kirken er mit hjem”.
For det andet er det vigtigt, at kirken ikke ender som et tomt hus, hvor en præst ekspederer skiftende ritualer for skiftende besøgende. Der skal mennesker til at bære en kirke, herunder regelmæssige gudstjenester, som er kristendommens rygrad.
Det skal der for det tredje helt særligt i dag, hvor kirken står alene med den kristendomsformidling, som først familien og så skolen tog sig af.
Hvad danskerne flest søger i kirken, er ikke fællesskab. Det finder de fleste - heldigvis - i familien, vennelaget, arbejdspladsen og fritidsaktiviteterne. Hvad der søges i kirken, er livsorientering - og gerne, når det lykkes, Kristus-orientering.
De fleste har brug for orientering, det vil ordret oversat sige at være vendt mod øst, hvorfra Kristus kommer igen. Heldigvis er kirken ofte god til at bidrage til vendingen mod øst, når danskerne dukker op i kirken her og der.
Og heldigvis er kirken ikke summen af små lokalmenigheder, men summen af Kristusorientering hos mennesker, der bruger kirkerne på kryds og tværs.