To gange i løbet af de sidste tusind år har danskerne skiftet religion i større stil. Første gang var netop for omtrent tusind år siden, da danerne begyndte at skifte nordisk mytologi ud med kristendom, og kong Harald, som Jellingstenene vidner om, samtidig samlede Danmark. Anden gang var for knap fem hundrede år siden, da den protestantiske reformation fra Tyskland også slog rod herhjemme, og den katolske kirke blev erstattet af den evangelisk-lutherske statskirke.
Nu er der så ved at være gået fem hundrede år mere, og flere tegn og tiltag i tiden tyder på, at danskerne igen er i færd med i større stil at ændre religiøst tilhørsforhold. Mens de religiøse reformationer tidligere kom oppefra, symbolsk og magtpolitisk udtrykt ved kongens skift af tro, ja, så kommer reformationen denne gang mere stille fra neden.
For det er folket i Danmark, der er ved at skifte tro. Ændringen er langtfra slået igennem på alle fronter. Det danske samfunds top er stadig kristen, evangelisk, luthersk. Og meget kan endnu nå at ændre sig. Men som Kristeligt Dagblads store serie "Østen i Vesten" har påvist, så foregår der i det danske religiøse landskab i disse år en række meget dramatiske og bemærkelsesværdige forandringer.
Den klassiske kirkekristendom er blevet marginaliseret i befolkningen som helhed. Til gengæld vokser en ny folketro frem, som henter sin inspiration fra Østens tankeunivers, men samtidig tilpasser sig den vestlige kongstanke om individets ret til selv at bestemme.
Flere danskere tror i dag på reinkarnation end på, at Jesus opstod efter at være død på korset. Holdningen er mere positiv over for meditation og yoga i folkeskolen end over for traditionel salmesang. Langt flere danskere har deltaget i alternative behandlingstilbud fra akupunktur over zoneterapi til clairvoyance end i tilsvarende kristne spirituelle tilbud som forbøn, retræter eller pilgrimsrejser. Og samtidig kan den måde, som flest danskere udtrykker deres tilhørsforhold til tro på, samles i sætninger som: "Jeg er religiøs på min egen måde" og "Der findes sandheder i mange religioner".
I netværkssamfundet søger folk ikke længere én religiøs sandhed i kirken, men søger og finder deres egen sandhed på internettet eller i deres egne private netværk. Væk kommer dermed talen om belæringer, prædikener, åbenbaringer eller en tro, der er fast eller givet på forhånd. Ind er kommet nysgerrighed efter det anderledes, dialog, meditation og en søgen efter mening, som dybest set findes i ens eget indre. Det er google-buddhismen, der vinder frem - altså individuel søgning med forkærlighed for Østens mystik.
Når Kristeligt Dagblad har valgt at skrive om Østens indflydelse på danskernes nye religiøsitet, er det ikke for at skubbe til eller reklamere for udviklingen. Men som avis vil og skal vi orientere om, hvad der rent faktisk foregår i kirke- og troslivet. Den stille reformation, der kommer fra neden, men vokser i styrke, er et af de vigtigste udviklingstræk her overhovedet. Men netop fordi reformationen er stille, kan den så nemt overses. Fortalerne for den nye tro fra Østen gør da også meget for at pakke dens religiøse ophav pænt og uskyldigt og gnidningsfrit ind.
Når børn dyrker yoga i fritiden, er det jo i udgangspunktet bare gymnastik, leg og underholdning, der hjælper dem med at fokusere og få selvtillid. Når en tandlæge har en krystal stående under sin tandlægestol og en lysterapilampe i loftet, er det en tilpasning til nye kunders ønsker og behov. Når skattevæsenet inviterer firmaet Zenmind ind i varmen hos stressede og overbebyrdede medarbejdere, er det også kun for at indlære nogle smarte teknikker, som folk selv kan bestemme, hvordan de vil tolke, uden et ord i øvrigt om zenbuddhismen som tro. Og når verdens for tiden mest ansete religiøse leder, Dalai Lama, kommer til Danmark, ja, så er budskabet tilforladeligt "fred gennem indre fred" og ledsaget af et afvæbnende budskab om, at danskerne skam ikke behøver at skifte tro.
Næsten klinisk renset var hjemmesider og reklamer til offentligheden for Dalai Lamas besøg da også for forklaringer på, hvad tibetansk buddhisme egentlig er.
Men alt det tilforladelige til trods, så har alle teknikkerne og tilbuddene både i fritiden og på arbejdspladserne en indvirkning, der ikke er til at tage fejl af. Det mest kendte medlem af folkekirken, som tror på reinkarnation, Steen Ribers, blev overbevist om dette synspunkt efter først at have opsøgt en yogalærer. Flere af de børn, der dyrker yoga, bliver som omtalt i dagens avis, rent faktisk også mere og mere interesserede i buddhismen som religion. Den alternative tandlæge tror på sin egen behandling. Mange af de erhvervsledere, skuespillere og andre kendisser, der bruger meditation til at finde balance i deres hektiske liv, står nu også frem og fortæller om et livssyn, der er dybt påvirket af især buddhismens læresætninger.
Fortæl mig, hvad du bruger din tid på, og hvad du er optaget af, så skal jeg sige dig, hvem du er i religiøs henseende.
Lidt over 80 procent af danskerne er fortsat medlemmer af folkekirken, og kirken er stadig den vigtigste religiøse institution i Danmark. Men de nye religiøse strømninger udgør en stor, stor udfordring for kirken på det mentale plan, fordi den endnu ikke har fundet et modtræk, der kan dæmme op for eller ændre udviklingen. Ja, faktisk har kirken selv medvirket til at skabe en del af den nye udvikling.
Store dele af dansk kirkeliv med såvel tidehvervsfolk som grundtvigianere som bannerførere vendte sig i det 20. århundrede mod fromhedsreligionen. Spejderkristendom og føleri skulle ud på sidelinjen. I stedet skulle mennesket være jorden tro, og det var bedre at sidde på kroen og tænke på kirken end at sidde i kirken og tænke på kroen.
Både biskop Jan Lindhardt og forfatter Johannes Møllehave har fortalt, hvordan de i deres unge dage fravalgte, ja, nærmest gjorde grin med et fænomen som bordbøn. Det var et udtryk for ydre fromhed. Men det var og er jo kun den indre overbevisning, der talte. Ja, Guds nåde var alt rigeligt. Så mennesket, hvad enten det var Møllehave eller Maren i Kæret, behøvede intet at gøre for at fortjene Guds frelse, kirkens gunst eller andet godt, som kristendommen kunne tilbyde. Det var og er det frie liv, det gjaldt om at leve. Og var det ikke det, Jesus var kommet til jorden for: at sætte mennesker fri?
Budskabet gav mening i det evangelisk-lutherske Danmark i det 20. århundrede. Med kirkens velsignelse kunne folkeskolen derfor også afskaffe bestemmelserne om forkyndelse i midten af 1970'erne. Kristne var og er jo fri, så hvorfor skulle folkeskolen docere, belære, indoktrinere om kristentroen?
Det var også i det 20. århundrede, at udenadslære til konfirmandundervisning gik af mode. De ældre generationer i dag kan stadig mange salmer udenad, men for de 20-40 årige i dag er den slags viden i bogstaveligste forstand fortid. Kun omkring én procent af samtlige folkeskoler Danmark har i dag med jævne mellemrum fadervor på programmet ved fælles samlinger.
Hele denne udvikling har fundet sted i frihedens, åbenhedens, næstekærlighedens og fremskridtets navn. Med gode hensigter.
Men konsekvensen har i praksis været én stor omgang aflæring af kristendom ude blandt almindelige mennesker. For al den vanekristendom, alle de ritualer i dagligdagen, al den viden om kirkens helligtekster ude hos folk, som tidligere gjorde kristendom til en folkereligion, er ved at forsvinde.
Kun ti procent af danskerne betragter i dag kristendom som den eneste sande religion. Over 60 procent mener, at det offentlige sundhedsvæsen skal åbne sig mere for alternative behandlingstilbud, hvoraf de fleste henter inspirationen fra østlige eller asiatiske religioner og filosofier. Sansen for, at der er forskel på religioner, eller at noget er bedre end andet, er med andre ord forduftet.
Tilbage står mennesker, der selv sammensætter og vælger deres tro. Og her passer så begreber som reinkarnation, karma og indre balance tilsyneladende bedre ind end synd, nåde, frelse og opstandelse.
Myndige borgere, der frit og frimodigt vælger, hvad de vil tro på. Det er i princippet smukt at se og høre på for en kirke, som i sit væsen er åben, tillidsfuld og demokratisk anlagt. Men spørgsmålet, der nu tårner sig op, er, om befolkningen vil bruge åbenheden til også til sidst at smide kirken over bord?
Reformationer og revolutioner er ikke det samme. Men hvad enten der er tale om religiøse eller politiske omvæltninger, så kendetegnes de af store skift på flere områder inden for den samme tidsperiode. Det gælder institutioner, og det gælder holdninger.
Den stille reformation, som allerede er i gang i Danmark i øjeblikket, er begyndt med holdningerne. Men debatten om de religiøse institutioner i samfundet er i de senere år også vokset i styrke.
Stort set alle politiske partiers ungdomsafdelinger vil som tidligere omtalt her i avisen have kirken skilt fra staten i Danmark. I forbindelse med debatten om islam er det blevet et stadig mere udbredt synpunkt, at religion og politik skal holdes adskilt. Af samme grund vinder ateisters og kulturradikales kritik af folkekirkens historisk tætte forbindelse til staten også udbredelse.
En religionssociolog har leveret de videnskabelige rådata, der bakker op: Det er ikke folkekirken, som samler nationen, men derimod sproget, lovene og det at føle sig som dansk, lød hovedbudskabet i Peter Lüchaus ph.d.-afhandling for nylig om folkekirkens plads i det danske samfund.
Kirkeministeriet har med en række nye love og tiltag også i praksis skubbet til folkekirkens løsrivelse fra staten. Dog selvfølgelig uden at sige det højt. Men faktum er, at civilregistreringen på få årtier har flyttet sig fra kirkens solide kirkebøger fast forankret ude i sognene til en central computerbase, som med et snuptag senere kan fjernes helt fra kirken og køres sammen med statens og kommunernes øvrige edb-systemer. Et udvalg arbejder netop nu på at frigøre og selvstændiggøre folkekirkens økonomi i forhold til staten ved at samle alt i ét stort bloktilskud, som kirken herefter selv skal administrere.
- Adskillelsen mellem kirke og stat vil aldrig ske brat i Danmark, men stille blive listet igennem af snu kirkefolk og lovgivere, lød kommentaren fra sognepræst Poul Joachim Stender forleden.
Men selv i et tiltagende google-buddhistisk Danmark vil folkekirken naturligvis ikke forsvinde. Den vil blot blive sin egen. En stor religiøs spiller på et religiøst marked i vækst.
For at holde sig på god fod med de mange forskellige religiøse opfattelser - muslimske indvandrere, velbeslåede google-buddhister, energiske ateister og traditionelle kristne - vil staten på sigt i stigende grad søge at holde sig neutral. Mens fromhed i fortiden styrkede riget, vil fremtidens samfundsorden sikres bedst ved at holde religion uden for det offentlige rum, vil flere mene.
Det ensartede landbrugssamfund, hvor Gud, konge og fædreland langt op i 1800-tallet stod som samlende faktorer, er forsvundet. Frem er vokset et globalt informationssamfund med internationale konventioner, europæisk samarbejde, et boom i rejser og menneskestrømme, internet og satellit-tv.
Denne udvikling har bragt Østen til Vesten. Og sammen med ateismens opblomstring og individualismens sejr har det medført en helt ny situation for kirken og troen. Kirken har selv været optaget af først at kæmpe indre kampe mellem liberale og konservative kræfter, dernæst at forholde sig til islam. Men først sent er det gået op for kirkens ledende teologer og gejstlige, at danskernes religiøse præferencer handler om noget helt andet: selvrealisering og et godt liv, der virker i praksis.
Når pointen er gået ind, kan man til gengæld forvente at se folkekirken opføre en modreformation af stor styrke. Og mon ikke en fornyet kristendom vil forsøge at give google-buddhisterne kamp til stregen.
Alt imens Harald Blåtands gamle Jellingsten restaureres og minder os alle om betydningen af både fortidens og nutidens store religiøse opgør.
hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk
Morten Thomsen Højsgaard er kirke- og tro-redaktør ved Kristeligt Dagblad. Han er ph.d. fra Københavns Universitet på en afhandling om netværksreligion samt medforfatter til bøger som "Gudstro i Danmark" og "Den digitale kirke". Denne artikel bygger på tidligere artikler i serien om "Østen i Vesten" samt research udført af Morten Rasmussen, Nanna Schelde og Laura E. Schnabel.