Danskerne har fået ny person-attest – men kommunerne kender den ikke

En udskældt ændring af civilregistreringen blev i mandags rullet ud i de danske folkekirker. Hos kommunerne, som også skal gøre brug af det nye system, har man ikke hørt om tiltaget. Kirkeministeriet har dog oplyst om den, fastslår Folkekirkens IT

Kristeligt Dagblad har været i kontakt med fire danske kommuner, som netop skal anvende personattesterne, og svaret her er det samme: Ingen af dem har hørt om personattesten.
Kristeligt Dagblad har været i kontakt med fire danske kommuner, som netop skal anvende personattesterne, og svaret her er det samme: Ingen af dem har hørt om personattesten. Foto: Leif Tuxen.

Når en borger skal dokumentere sin fødsel over for myndighederne ved udstedelse af nyt pas eller kørekørt, kan myndighederne fremover tjekke oplysningerne via en såkaldt personattest. Folkekirkens IT under Kirkeministeriet lancerede i mandags et nyt it-system, hvis formål blandt andet er at samle borgernes civile oplysninger på ét dokument, som kan tilgås digitalt ude fra kommunerne.

Tiltaget mødte tilbage i oktober både forvirring og en hel del kritik fra flere kirkebogsførende præster og kordegne, som har ansvaret for civilregistreringen. De mente blandt andet, at ændringen blev ”lusket” ind. Det samme gjorde Christian Langballe, Dansk Folkepartis kirkeordfører og næstformand for Kirkeudvalget, som anklagede kirkeminister Mette Bock (LA) for ”enevældigt” at have taget beslutningen uden udvalgets kendskab.

Det lader nu til, at det ikke kun er Kirkeudvalget på Christiansborg, der mangler kendskab til det nye tiltag. Kristeligt Dagblad har været i kontakt med fire danske kommuner, som netop skal anvende personattesterne, og svaret her er det samme: Ingen af dem har hørt om personattesten.

”Jeg kender ikke noget til en ny personattest, og det gør mine medarbejdere heller ikke,” siger Susanne Christiansen, afdelingsleder i borgerservice i Hjørring Kommune og tilføjer:

“Det lyder dødsmart, men det er jo ikke særlig smart, når vi ikke ved noget om, at det eksisterer. Vi har ikke hørt noget om, at det skulle være på bedding, og vi har ikke fået nogen varsel om lanceringen,” lyder det fra afdelingslederen.

Hos Folkekirkens IT fastholder man dog, at samtlige kommuner er blevet oplyst om det nye tiltag.

Ifølge kontorchef Torben Stærgaard sendte ministeriet et brev ud om ændringen i civilregistreringen og myndighedernes nye muligheder i forrige uge.

”Brevet beskriver den nye personside, som vi kalder den, og samtidig forklarer det, at myndighederne nu kan finde civiloplysninger samlet i cpr-registret og på den måde tjekke oplysningerne, når en borger eksempelvis skal have nyt førerbevis eller lignende,” forklarer han.

Han kalder det samtidig en ”øjenåbner”, at de kommuner, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med, ikke mener at have hørt om tiltaget.

”Det betyder muligvis, at vi skal have kigget på den måde, vi oplyser dem på. Men samtidig – og det skal ikke lyde som en kritik af kommunerne – men hvad gør de med sådan et brev? Når det nogensinde frem til medarbejderen ved skranken, har man lyst til at spørge,” siger Torben Stærgaard.

Ifølge Susanne Christiansen har man i Hjørring Kommune ikke set ”skyggen af det brev”, og hun mener, at det ville have været mere hensigtsmæssigt, hvis kommunerne var blevet oplyst på anden vis. For eksempel gennem en driftbesked fra cpr-registret, for på den måde ville meldingen automatisk poppe op på alle medarbejdernes skærme, når de logger ind, forklarer hun.

Tiltaget blev præsenteret for præster og kordegne på et it-kursus tilbage i oktober og skulle have været lanceret den 6. november. Tekniske småproblemer fik dog Folkekirkens IT til at skubbe implementeringen 14 dage frem, og i mandags kunne man ude i folkekirkerne således for første gang prøve kræfter med det nye system. Og ud over et par ”småfejl” kører systemet, som det skal, lyder det fra Torben Stærgaard.

Det bekræfter Kaj Bollmann, landsformand for Kirkeligt Centrum og sognepræst i Jyllinge i Roskilde Stift. Han stod forrest i kritikerkoret tilbage i oktober, da han mener, at man med tiltaget er ”en hårsbredde fra det klik, der fører det hele over til kommunen eller statsforvaltningen”.

”Systemet kører, som sådan et nyt system nu engang gør. Der er et par mindre fejl, men der er endnu intet bemærkelsværdigt, som gør, at man kan sige, om det er succes eller fiasko,” lyder det fra sognepræsten.