Danskere mangler fælles rammer for at mindes de døde

I Danmark har vi kun for alvor kirkens ritualer til at mindes de døde sammen, siger sekretariatschef for Landsforeningen Liv&Død. Foreningen har netop åbnet en ny udstilling, der sætter fokus på sorgen og mindernes betydning for efterladte

Et billede af et gravsted indgår i udstillingen ”De døde i vores liv”. Historierne, der fortælles, spænder bredt, hvad angår alder, geografi, dødsårsag og ikke mindst minderitualer, fortæller sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard. -
Et billede af et gravsted indgår i udstillingen ”De døde i vores liv”. Historierne, der fortælles, spænder bredt, hvad angår alder, geografi, dødsårsag og ikke mindst minderitualer, fortæller sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, Kirsten Søndergaard. - . Foto: Iben Gad.

Den ligger opbevaret i en boks af glas. En sort, størknet masse, der er på størrelse med en tennisbold og fyldt med søm, skruer og andre skarpe objekter.

”Den ser ikke behagelig ud, vel?”, siger Kirsten Søndergaard, som står med glasboksen i hænderne.

Hun er sekretariatschef i Landsforeningen Liv&Død, og genstanden, hun holder, har fået navnet ”sorgklumpen”. Den er lavet af en kvinde i 20’erne, som for fire år siden mistede sin bror i en ulykke og i dag mindes ham gennem kreativt arbejde. Klumpen skal ifølge kvinden illustrere hendes egne minder, men også symbolisere en sorgfølelse, som hun tror, de fleste, der har mistet, vil kunne genkende – en dyb og vedvarende smertelig følelse, som ingen kan se, men som altid er et sted i den sørgendes krop.

I dag er sorgklumpen at finde under en lille glasklokke på Landsforeningen Liv&Døds udstillingssted Funebariet i København. Her er den en del af udstillingen ”De døde i vores liv,” som handler om sorg og mindekultur i Danmark.

”Vores forening har i mange år arbejdet for at ændre tabuet om døden, men vi kan se, at der også ligger et stort tabu i det at miste og mindes. For når begravelsen er slut, bliver det hverdag for vennerne og de bekendte, men de efterladte holder ikke op med at mindes. De kan opleve, at andre ikke forstår, hvorfor de stadig sørger, eller ikke kan håndtere deres sorg. Derfor vil vi gerne gøre opmærksom på mindernes betydning for de efterladte, og hvordan man kan mindes i dag,” siger Kirsten Søndergaard, der viser rundt på udstillingen.

Til at danne grundlag for udstillingen bad Landsforeningen Liv&Død i foråret danskerne dele deres personlige beretninger om sorg og minder samt fortælle om de ritualer, de havde grebet fat i.

”I Danmark er vi ret fattige på fælles ritualer sammenlignet med udlandet, hvor mange lever tættere på deres døde. I Danmark har vi begravelsen, bisættelsen og mindehøjtideligheden, og udover allehelgensdag i kirken er der ikke mange fælles rammer for at mindes. Derfor må mange opfinde deres egne måder,” siger sekretariatschefen.

De forskellige måder kommer til udtryk i de 45 beretninger fra efterladte, som er blevet trykt på tykt papir og nu hænger ned fra loftet i et af Funebariets lokaler. Her kan man læse, hvordan forældre, børn, søskende og ægtefæller blandt andet mindes ved at gå med særlige smykker og kors, ved at have afdødes genstande stående eller ved at gå bestemte steder hen.

”De fleste nævner gravstedet, som de pynter og besøger, men for mange kan vi også se, at det ikke er nok. Der er også behov for, at der står noget fysisk derhjemme, og flere har også fået lavet tatoveringer som denne,” siger hun og peger på billedet af en arm med en tatovering af et drengenavn skrevet med et barns håndskrift.

Hvor nogle af de efterladte i udstillingen har brugt deres familie, venner eller præst til at bearbejde minderne og sorgen, føler andre sig meget alene med deres ritualer. Derfor så Kirsten Søndergaard gerne, at der blev skabt flere markeringer for de døde på samfundsplan.

”Det kunne være fint med noget a la ’de dødes dag’ i Mexico herhjemme. For dermed anerkender man også behovet for at blive ved med at mindes den døde længe efter begravelsen. Det er blevet sagt, at man dør to gange, og at den anden gang er, når man bliver glemt. Derfor er det vigtigt, at vi taler om de døde, hvem de var, hvad de gjorde, og hvad de ville have sagt til forskellige ting i dag,” siger hun.