Danskerne skifter religion som aldrig før

Årligt konverterer hundredvis af danskere til islam, buddhisme og nye religiøse bevægelser. Også flere danskere konverterer til kristendommen

Tisunder af danskere har gennem de seneste år skiftet fra en religion til en anden. -
Tisunder af danskere har gennem de seneste år skiftet fra en religion til en anden. -. Foto: Donatella Giagnori/EIDON/MAXPPP.

På trods af de senere års sekularisering og højlydte krav om, at al religion skal ud af det offentlige rum, har danskernes åndelige søgen tilsyneladende aldrig været større.

En voksende gruppe af danskere vælger nemlig hvert år at skifte deres barndoms tro ud med en anden religion, vurderer flere religionsforskere, Kristeligt Dagblad har talt med.

Mellem 400 og 700 danskere anslås således at konvertere fra kristendommen til buddhismen, islam eller nye religiøse bevægelser hvert eneste år.

Voksende fænomen
Men strømmen er ikke ensidig. Op imod 100 danskere skønnes at konvertere den anden vej, vurderer konversionsekspert og ekstern lektor i teologi på Aarhus Universitet Mogens S. Mogensen.

- Selvom der samlet set ikke er tale om en decideret folkebevægelse, så er religionsskifte et fænomen, der vokser, siger Mogens S. Mogensen, der påpeger, at danskerne altid har skiftet tro.

Men hvor religionsskiftet tidligere næsten udelukkende foregik inden for de forskellige kristne retninger og trossamfund, finder flere og flere danskere i dag vej til religioner uden for kristendommen, siger han.

Nye bevægelser
Det er især nye religiøse grupper og bevægelser, der har godt tag i danskerne.

Der er ingen tal eller statistik på området, men det skønnes, at helt op imod 50.000 i en eller anden grad er blevet involveret i nye religiøse bevægelser mod 40.000 for omkring fem år siden.

Mere sikre er skønnene, når det drejer sig om konvertitter til de store verdensreligioner. Her vurderer religionsforskerne, at op imod 4300 danskere i alt er konverteret til islam, mens mellem 4000 og 5000 danskere er blevet buddhister.

Intern bevægelse
Men danskernes smag for andre trosretninger går også den anden vej.

I 2004 konverterede op imod 1518 danskere til kristendommen fra en af de andre store verdensreligioner. Det tal skønnes siden at være vokset til omkring 2100.

Men også internt mellem de forskellige kirkesamfund og kristne retninger er der bevægelse. Sidste år indmeldte 2324 danskere over 25 år sig således i folkekirken, heraf en ikke ubetydelig del i forbindelse med et skifte fra en anden kristen retning.

Det sidste skridt
Selvom flere og flere danskere finder en ny religion, er det ikke lige let for alle at tage skridtet fra religiøs omvendelse til den endelige konversion.

For radiojournalisten Kjeld Koplev tog det det meste af et liv, før han som næsten 70-årig tog endelig afsked med jødedommen for at blive døbt i folkekirken.

- Jeg har gennem tiden gjort mig mange tanker om at konvertere. Og flere præster har da også opfordret mig til at gøre det. Men gennem mange år turde jeg ikke tage det sidste skridt, fordi jeg følte, at det ville være et forræderi over for min jødiske baggrund, siger Kjeld Koplev.

revsbech@kristeligt-dagblad.dk

Blandt de tusinder af danskere, der gennem de senere år har skiftet fra en religion til en anden, er radiojournalisten Kjeld Koplev. For godt to år siden konverterede Kjeld Koplev, der er af jødisk oprindelse, til kristendommen. --
Blandt de tusinder af danskere, der gennem de senere år har skiftet fra en religion til en anden, er radiojournalisten Kjeld Koplev. For godt to år siden konverterede Kjeld Koplev, der er af jødisk oprindelse, til kristendommen. -- Foto: Leif Tuxen.