Danskerne sover for dårligt

Søvn er lige så vigtig som sund kost

Danskerne sover en time til halvanden mindre end for 100 år siden. Og vi sover dårligere. For vi indretter ikke vores liv efter, hvor vigtig søvn er for vores psykiske og fysiske helbred, mener psykiateren Jes Gerlach.

Derfor har han udgivet en ny bog, der giver råd til den gode søvn.

- Vi informerer om kost og motion, men har glemt betydningen af søvnen. Vi sover 20-30 år af vores liv. De resterende 40-50 år er afhængige af, at man får en god søvn. Derfor bør der være større fokus på, at man ændrer levevis for at få en optimal søvn, siger Jes Gerlach, som er formand for PsykiatriFonden.

- I mange år gav lægerne bare sovetabletter, når patienten sagde, at han eller hun ikke kunne sove. Der har ikke været en nærmere analyse af søvnen og årsagerne til søvnproblemet. De 500.000 danskere, der har psykiske lidelser, har også tit søvnproblemer, siger han.

Jørgen Lassen, formand for de praktiserende lægers landsorganisation, PLO, oplever, at især ældre henvender sig med søvnproblemer.

- Der bliver udskrevet alt for meget sovemedicin. Vi prøver at begrænse det, for vi ved, at sovemedicin bevirker, at patienten efterfølgende får endnu sværere ved at sove, siger Jørgen Lassen.

Poul Jennum, formand for Dansk Søvnselskab og leder af søvnlaboratoriet på Glostrup Sygehus, siger, at han ikke har ordineret sovemedicin i mange år.

- Hvis det ikke er psykisk eller fysisk sygdom, kan man nøjes med gode råd til, hvordan folk stresser ned og ændrer deres livsstil, siger han.

walsoe@kristeligt-dagblad.dk

Bagsiden