Skal man tro en nylig opgørelse fra det amerikanske analyseinstitut Pew, er danskerne en flok rationalister uden tro på meget andet end det, der kan måles og vejes.
Pew har rangordnet 34 europæiske lande efter, hvor religiøs befolkningen er, og her rammer Danmark næsten bunden. Kun esterne er mindre religiøse. Pews undersøgelse er baseret på spørge-undersøgelser, hvor der blandt andet er spurgt til, om man beder og tror på Gud.
Og de spørgsmål giver ifølge Greg Smith, viceleder af Pews researchafdeling for religion, tilsammen en god indikator for graden af traditionel religiøsitet i et land.
”Der er helt givet også andre faktorer at måle religiøsitet på, men de her spørgsmål formår at indramme graden af det, jeg vil kalde traditionel religion i et land. Spørgsmålene har en bredde, så de er relevante for mange forskellige religiøse grupper,” siger han og tilføjer, at spørgsmålene også har været brugt til at undersøge religiøsiteten i de amerikanske stater.
Alligevel er der noget, der kan undre ved Pews dom over Danmark. Især her i juletiden, hvor de tilsyneladende så irreligiøse danskere strømmer i kirke. Og ser man på folkekirkens medlemsstatistik, kan kirken prale af at have cirka 75 procent af befolkningen inden for folden. Ser man udelukkende på gammeldanskere, er medlemsprocenten nærmere de 85.
Umiddelbart ligner danskernes tro et paradoks. Og spørger man Anders Laugesen, religionsjournalist og vært på DR’s radioprogram ”De højere magter”, skal man gå anderledes til værks, hvis man vil indfange den religiøsitet, der lever blandt danskerne.
”Når amerikanske analyseinstitutter undersøger tro, gør de det ud fra en kulturel sammenhæng, hvor religiøsitet handler om at gå i kirke og tro på en bestemt måde. Men religiøsitet er noget andet i en dansk kultur. Her vil man sige, at det er bedre at sidde på kroen og tænke på Vorherre end at sidde i kirken og tænke på øl og damer,” siger han.
Anders Laugesen forklarer, at danskernes religiøsitet blandt andet er formet af en kierkegaardsk eksistentialisme, hvor det centrale snarere er, hvordan du er, end hvordan du tror. Derudover har Grundtvigs tanker fra 1800- tallet været med til at forme den særlige danske religiøsitet.
”Grundtvig sagde, at man er menneske først og kristen så. Det ligger dybt i den danske forståelse af religion, at det ikke er selve bekendelsen, der er vigtig, men snarere, at det religiøse giver en særlig livsretning og fællesskab til at folde menneskelivet ud i,” siger han.
På samme måde siger historiker Uffe Østergaard, at Pews kriterier er forkerte for at kunne forstå danskernes religiøsitet.
”Der er både en stor forlegenhed og uvidenhed om religion i Danmark. Derfor vil man ofte få svar, som man spørger i sådan en rundspørge. Det er for overfladisk blot at sige, at danskerne ikke er religiøse,” siger han.
Uffe Østergaard mener i stedet, at danskerne har sat folkekirken til at forvalte deres egen religiøsitet. Man har skubbet religiøsiteten over i en institution, og derfor er de færreste selv særligt bevidste om tro. Og siden så mange åbenbart er villige til at betale kirkeskat, tyder det på, at danskerne er ganske tilfredse med den ordning, siger Uffe Østergaard.
”Det kan se ud, som om vi slet ikke er religiøse. Men det er min påstand, at der over de seneste 500 år helt tilbage fra Reformationen har været en proces, hvor både lutherdom, socialdemokrati og nationalisme er smeltet sammen i Danmark. Det betyder, at kristendommen er blevet så dybt indlejret i hele samfundet, at vi slet ikke længere lægger mærke til den,” siger han og citerer den tidligere Roskilde-biskop Jan Lindhardts ord om, at danskerne ikke behøver at gå i kirke, fordi de går i danskhed hver dag.
Den særegne danske religiøsitet er de senere år ofte blevet kaldt for kulturkristendom. I 1990’erne karakteriserede kirkehistorikeren Jørgen I. Jensen den samme slags religiøsitet som den fjerne kirke, hvor danskerne finder en tryghed ved, at der findes en kirke et sted derude i den fjerne horisont. I dag giver den pensionerede Jørgen I. Jensen heller ikke meget for Pews karakteristik af Danmark.
”Det er meget amerikansk at se kristendommen som en religion. Men hvem siger, at den er det? Kristendommen er snarere et ultimativt budskab om åndelig frihed. Derfor giver det ikke mening at tale om kristendom, som om den er en del af vores cv og noget, man kan måle på, om man går i kirke hver måned,” siger han.
Men hvis danskerne hverken tror på Gud eller går til gudstjeneste på en almindelig søndag, melder spørgsmålet sig, hvad det så er, folkekirken danner fællesskab om – for eksempel på mandag ved de mange tusinde julegudstjenester? Ifølge Marianne Gaarden, biskop over Lolland-Falsters Stift, er en vigtig del af folkekirkens berettigelse, at den danner en borgerlig ramme om forskellige forståelser af kristendommen.
”Når man spørger danskerne, om de er religiøse, vil en del svare nej. Men spørger man de samme, om de tror, at der findes mere mellem himmel og jord, vil de svare ja. Det er vel det nærmeste, man kommer menigmands trosbekendelse,” siger hun.
Biskoppen tvivler på, at der er mange danskere, der finder et rendyrket rationelt verdensbillede fyldestgørende for deres egne erfaringer af virkeligheden.
”Mange oplever tilværelsen som flerdimensionel, uden at de dog nødvendigvis vil tolke det i lyset af den treenige Gud. Men de har en erfaring af, at der er noget, der er større end dem selv. Og det er netop den erfaring, vi som præster skal fortolke ved hjælp af evangeliet på en meningsfuld måde i kirken. Udgangspunktet er Bibelen, men der er stor rummelighed i folkekirken til forskellige fortolkninger,” siger hun.