Daphna er meldt ind: Det Jødiske Samfund giver mig et fællesskab

31-årige Daphna Hartogsohn har som voksen valgt at forblive i Det Jødiske Samfund. Hun vil gerne være med til at sikre, at den største jødiske organisation i Danmark stadig findes i fremtiden

"For mig er medlemskabet til Det Jødiske Samfund i høj grad en støtte til det medlemsskab, jeg er vokset op med."
"For mig er medlemskabet til Det Jødiske Samfund i høj grad en støtte til det medlemsskab, jeg er vokset op med.". Foto: Privatfoto.

Mine forældre var, og er stadig, begge medlemmer af Det Jødiske Samfund, og som barn fulgte jeg automatisk ind under deres medlemskab. Så jeg er vokset op med en tæt kontakt til menigheden, og har derigennem følt, at jeg var en del af et større fællesskab.

Da jeg fyldte 18, valgte jeg at fortsætte mit medlemskab for at være en del af det fællesskab, og senere har jeg også forstået, at jeg med mit medlemskab og deltagelse i forskellige arrangementer ønsker at være med til at sikre, at Det Jødiske Samfund findes i fremtiden. At være medlem af Det Jødiske Samfund havde – og har stadig – også en symbolsk værdi. Det er en helt konkret manifestation af mit tilhørsforhold og min tro i en tid, hvor assimilation blandt jøder fylder, og hvor grænserne for tro, identitet og tilhørsforhold er flydende.

Jeg har ikke overvejet at melde mig ud, for det ville være et mentalt brud med den fællesskabsfølelse, jeg er vokset op med.

Der kan være mange holdninger og årsager til, hvorfor man som ung i dag ikke ønsker at være medlem af den jødiske menighed. Nogle melder sig måske ind i de frivillige ungdomsforeninger, der nu engang passer dem, og får derigennem et behov opfyldt. Hvorfor skal de så også melde sig ind i Det Jødiske Samfund?

For mig er medlemskabet til Det Jødiske Samfund i høj grad en støtte til det medlemsskab, jeg er vokset op med. Jeg tror, at de generationer, der er yngre mig, vil have mere ud af et medlemskab end ”bare” en fællesskabsfølelse.