Darwin puster nyt liv i kirken

200 år efter Darwins fødsel rehabiliterer flere store kirkesamfund og en række fremtrædende teologer den ellers forkætrede Charles Darwin. Hans udviklingslære har på godt og ondt tvunget kristne til at tænke nyt om Gud, om mennesket, om Bibelen som helligskrift og om meningen med det hele

Michelangelos fresko fra Vatikanet afbilleder Gud i himlen som en gammel, almægtig mand med hvidt skæg. Det samme gudsbillede har i århundreder været udbredt i befolkningen, men det udfordres af den moderne teologi, som i stigende grad baserer sig på Darwins tænkning og naturvidenskabens landvindinger. –
Michelangelos fresko fra Vatikanet afbilleder Gud i himlen som en gammel, almægtig mand med hvidt skæg. Det samme gudsbillede har i århundreder været udbredt i befolkningen, men det udfordres af den moderne teologi, som i stigende grad baserer sig på Darwins tænkning og naturvidenskabens landvindinger. –. Foto: Polfoto.

Få mennesker har haft så stor indflydelse på kirken og troen i moderne tid som den britiske videnskabsmand og forfatter Charles Darwin. Hans revolutionerende nye måde at betragte livets oprindelse og udvikling på har fra 1800-tallet til i dag gjort det bydende nødvendigt for teologer og kristne tænkere verden over enten at genopfinde eller nyformulere troens knudepunkter. Og mens han i begyndelsen stort set kun blev mødt med kritik, hovedrysten og udstødelse i den kirkelige verden, har hans videnskabelige nybrud frem til i dag bredt sig dybt ind i toneangivende teologers værker som et naturligt og ufravigeligt udgangspunkt for alt seriøst arbejde med troens plads i livets store sammenhæng.

Charles Darwin, 200 år efter din fødselsdag skylder Church of England dig en undskyldning for at have misforstået dig og, gennem vores forkerte reaktion, opmuntret andre til stadig at misforstå dig. Vi forsøger at praktisere de gamle dyder, hvor tro søger forståelse og håber, at det kan gøre det godt igen.

Sådan formulerede den engelske kirke allerede sidste år en officiel undskyldning til Darwin for kirkens mangeårige kritik af hans udviklingslære. Og tilsvarende har den katolske kirke ved flere lejligheder i løbet af de seneste ti år slået fast, at evolutionen ikke er i modstrid med kirkens syn på verdens og livets tilblivelse. Det gjorde pave Johannes Paul II for eksempel i en tale i Det Pavelige Videnskabelige Akademi i 1996. Flere pavelige videnskabsfolk har markeret sig med samme synspunkter.

Troende må se at komme væk fra den forestilling, at Gud er en slags diktator eller designer i newtonsk forstand, der skabte universet som et ur, der tik-takker afsted, har astronomen George Coyne udtalt med pavens velsignelse, mens den katolske astrofysiker Michael Heller sidste år ligefrem fik verdens største hæderspris, Templeton-prisen, for sit livsværk med at tænke tro og evolution sammen.

Det er nødvendigt at tolke mange fundamentale trossandheder på en ny måde. Jeg tænker her blandt andet på skabelsen, arvesynden, frelsen og dommedag. Det vil med andre ord sige hele teologien, sagde Heller blandt andet, da han modtog prisen i Buckingham Palace i London.

Også herhjemme er Darwin blevet en velintegreret del af de toneangivende teologiske miljøer. Dog ikke uden kamp. Adjunkt, cand.theol. og ph.d. Marie Vejrup Nielsen fra Aarhus Universitet mener, at teologien op igennem det 20. århundrede udspiller sig som en lang række af måder at reagere på, at formidle og tænke kristendom på efter Darwin.

Darwins teorier får betydning for teologiens udvikling som en del af nye tilgange til forståelse af mennesket, men også fordi darwinismen bliver inddraget i religionskritik rettet mod kristendommen, vurderer Marie Vejrup Nielsen og uddyber:

Kort sagt er det hovedspørgsmål, som Darwins teorier stiller teologien: Hvordan skal de bibelske tekster forstås? Er skabelsesberetningen, syndflodsfortællingen og de andre beretninger historiske, bogstavelige forklaringer på virkelige hændelser, eller er der tale om fortællinger, der vil noget andet end at beskrive og forklare, sådan som naturvidenskaben gør det?

På Bibelens allerførste sider står beretningen om, hvordan Gud skaber verden på i alt syv dage. I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden, lyder den berømte første sætning, og derefter følger historien om, hvordan Gud for hver dag føjer nyt til og til sidst skaber mennesker i sit eget billede og giver dem besked på at herske over jorden og blive frugtbare og mangfoldige.

Darwins idé om, at jorden og livet på den udviklede sig gennem millioner af år, og at det hele ikke stod færdig på én gang, blev i første omgang modtaget som en art syrebad for kirkens folk. Læser man Bibelen fuldstændig bogstaveligt, så skurer de to syn på livets opståen og udvikling uendeligt hårdt mod hinanden. Det forklarer også, hvorfor det stadig er magtpåliggende for nogle kristne, mest markant i USA, at kritisere og udfordre evolutionslæren.

Men for langt de fleste er det blevet en større og vigtigere kamp at genopfinde og nytolke kristendommen i lyset af Darwins og naturvidenskabens landvindinger.

Hvis man accepterer naturvidenskaben og udviklingslæren, må man nytænke grundlæggende dele af den kristne troslære. Menneskesynet: Adskiller mennesket sig fra den øvrige skabning? Selve troen på skabelse: Ikke alle levende væsener er blevet til på én gang. Desuden synet på Bibelen: Beretningerne om skabelsen kan ikke tages bogstaveligt, forklarer teologiprofessor Svend Andersen fra Aarhus Universitet.

Men den største vanskelighed ligger nok i det, man kalder det ondes problem: Hvis Gud skaber gennem evolutionen, så har han indbygget lidelse og død i selve sin skabelsesproces. For evolutionen forudsætter konkurrence på liv og død. Denne konsekvens tager for eksempel K.E. Løgstrup. Dermed kan man ikke sige, at al lidelse i verden skyldes menneskers synd, for dyr led, før der overhovedet var mennesker, siger Svend Andersen.

Darwin har med andre ord ikke bare stået fadder til et nyt naturvidenskabeligt syn på livets udvikling, han har også skubbet til en ny udvikling i teologien, hvor alle tidligere dogmer, vedtagelser eller sandheder må tages op og forklares i det nye perspektiv.

Det er min fornemmelse, at mange af mine kolleger både på teologi og på religionsvidenskab først nu er ved at vågne op til Darwin, siger professor i samtidsteologi, Niels Henrik Gregersen fra Københavns Universitet.

Han slår fast, at Bibelens skabelsesberetning efter Darwin ikke opfattes som historieskrivning, men som en myte.

Men en myte er ikke det samme som en løgn, men en beskrivelse af menneskets grundforhold til enhver tid.

Danske såvel som anglikanske og katolske teologer skal med andre ord udføre lidt af et kunststykke, når de i disse år skal udlægge og fortolke Bibelen. For på den ene side skal de se bort fra alle de konkrete oplysninger i teksterne, som strider mod videnskabelige fakta. Og på den anden side skal de fastholde idéen om, at netop dette helligskrift stadig fortæller det mest sande om menneskelivet overhovedet.

Løsningen på den udfordring er for de fleste blevet at læse Bibelen billedligt, altså som litteratur, hvor det ikke er de historiske detaljer, men de store eksistentielle hovedpointer om kærligheden, ansvaret, tilgivelsen og håbet, som skal sætte sig.

Det afgørende i H.C. Andersens eventyr om den lille grimme ælling er jo på samme måde ikke, om andegården rent faktisk eksisterede, men at ethvert mistrøstigt menneske med den historie i baghovedet kan håbe på at kunne ende sine dage under bedre kår, som den smukkeste svane.

Man kunne indvende, at moderne teologer er blevet så flinke til at tolke Bibelen billedligt, at Bibelen selv er blevet lovlig flink, siger Niels Henrik Gregersen og uddyber:

Moderne teologer taler gerne om Guds kærlighed, men ikke om tilværelsens hårdhed. Det er min opfattelse, at der er større sammenhæng mellem Darwin og Kingos gamle kristendom, hvor sorrig og glæde de vandre til hobe, end mellem Darwin og den type moderne teologi, som lader alt gå op i luftige tolkninger, og glemmer den biologiske basis for alt liv. For der er altså rovdyrklør lige nede under kulturens neglelak. I gammeldags kristendom kaldes det synd, siger Niels Henrik Gregersen.

Michelangelos berømte fresko, der fremstiller Gud som den gamle mand i himlen med det lange hvide skæg, hører fortiden til. Den almægtige og personlige Gud, der troner over verden og skaber livet med ét ord, har Darwin så eftertrykkeligt gjort op med.

Men den moderne teologi har med Darwin i bagagen ikke dermed fået udskrevet sin dødsdom. Snarere har den fået pustet nyt liv i sig. For nu er teologien og kirken ikke givet på forhånd, den skal konstant tilkæmpe sig autoritet, den skal forklare sig, den skal gøre sig relevant. Og det arbejde er langt fra afsluttet, selvom darwinismen i sig selv i dag er blevet bredt accepteret.

Teologien har lagt sig pladask ned for mytiske og symbolske opfattelser af for eksempel menneskets tilværelse. Der har været udvist stor opfindsomhed og stræbsomhed, så skabelsestanken på en eller anden måde alligevel kunne indpasses i tankerne om Gud som skaber og livets opretholder. Gud er blevet mere håndterlig og menneskelig af det, forklarer Jørn Henrik Olsen, ph.d. i teologi, kunstner og kristendomsformidler.

Han hæfter sig ved, at flere teologer i stedet for at læse Bibelen bogstaveligt har ladet sig inspirere af tanken om, at livet er os givet, at Gud som Skaberen er til som den magt, der har skabt menneskelivet.

I en dansk sammenhæng har en teologi, der fjerner sig fra bogstavelige tolkninger og i stedet fokuserer på troen som en selvstændig sfære i tilværelsen, haft særligt let ved at finde fodfæste, fordi Grundtvig og hans indflydelsesrige arvtagere tidligt tog bestik af den nye situation, mener idéhistoriker Hans Henrik Hjermitslev fra Aarhus Universitet.

Det er vigtigt at slå fast, at udviklingslæren ikke udelukker guddommelig skabelse. Samtidig tog en vigtig teologisk fraktion som grundtvigianerne i begyndelsen af 1900-tallet udviklingslæren til sig ved at lægge vægt på Grundtvigs opprioritering af sakramenterne, menighedslivet og trosbekendelsen frem for Bibelen som det fundamentale i kristendommen, forklarer Hans Henrik Hjermitslev. Han ser også store forskelle på de danske og de amerikanske forhold i tilknytning til Darwin og kristentroen.

Den kristne fundamentalisme og kreationisme opstod i USA omkring 1920 i et kulturelt miljø, der var polariseret mellem kristne sekter og ateister, og dermed meget langt fra de fredelige forhold i Danmark, vurderer Hans Henrik Hjermitslev.

Teologisk anmelder ved Politiken og ph.d.-studerende, Lars Sandbeck fra Københavns Universitet er på samme linje.

I Danmark har præster og teologer fået ind med modermælken, det vil sige med Grundtvig og Kierkegaard, at kristendom og naturvidenskab ikke har noget med hinanden at gøre. Gud er ikke en ting, men levende ånd. Derfor bliver evolutionslæren af de fleste herhjemme heller ikke længere set som en teologisk udfordring, siger Lars Sandbeck.

En international analyse fra Michigan State University i USA viste i 2006, at 82 procent af danskerne tror på Darwins udviklingslære, mens kun 35 procent af amerikanerne anser den for sandsynlig. Danmark hører dermed til et af de lande i verden, hvor Darwins evolutionslære har allerstørst tilslutning i befolkningen.

Samtidig er Danmark et af de lande i verden, hvor én kirke, nemlig folkekirken med 82 procent af danskerne som medlemmer, har størst udbredelse. Og just her ligger forklaringen på Darwins danske succes, mener Tine Lindhardt, generalsekretær i Bibelselskabet.

I USA står kirkerne i en situation med konkurrence, og så får man behov for at profilere sig og blive mere markant i sine holdninger. I Danmark har folkekirken ikke behøvet at gøre sig smal og spids, og derfor kan den rumme også moderne videnskabeligt tænkende mennesker, der ellers ville føle, at de blev nødt til at tage hovedet under armen, når de går i kirke, vurderer Tine Lindhardt.

Hun anser det dog som et problem, at darwinismen har medvirket til, at vi er mindre personlige i vores beskrivelse af Gud.

Det er skidt, fordi nærheden går fløjten, hvis man kun taler om Gud som det gode, en kilde, lys og ikke som en person. Så vi må i gang med at bruge andre personbilleder om Gud, for eksempel det billede, Det Nye Testamente giver os, nemlig Jesus, siger hun.

Teologiprofessor Niels Henrik Gregersen kan godt more sig lidt over, at Darwin faktisk selv ligner billedet af den gamle skabergud i himlen, som evolutionslæren ellers så eftertrykkeligt har udfordret.

Men allerede Luther gjorde jo nar af de barnlige sjæle, der ville forstå Gud som en, der sidder oven på himlens skyer med Jesus siddende på en skammel ved siden af. Lang tid før Darwin sagde Luther, at Gud er større end det største og er til stede i det mindste lille korn, siger Niels Henrik Gregersen.

hoejsgaard@kristeligt-dagblad.dk