Prøv avisen

De afviste irakere påvirker ikke kirkens omdømme

Den danske folkekirkes omdømme i debatten om de afviste irakiske asylsøgere afhænger af, hvordan præster og menighedsråd agerer. - Foto: Brian Bergmann

Den danske befolkning ser folkekirken som et neutralt opholdssted for udstødte. Derfor kan kirken huse de afviste irakere, mener kommunikationsekspert

Der skal være plads til alle eksistenser i de danske kirker.

Den opfattelse har de fleste danskere, mener kommunikationsekspert Henrik Byager, og derfor tager den danske folkekirkes omdømme på ingen måde skade af, at de afviste irakere har opholdt sig i to københavnske kirker.

- Der er en bred accept i befolkningen af, at kirken er et neutralt sted for folk i nød. I en situation som den nuværende med irakerne opstår der derfor hverken sympati med- eller antipati mod kirken, siger han til kristeligt-dagblad.dk.

Afhænger af præsten
Men situationen kan hurtigt ændre sig, hvis præster eller menighedsråd vælger side i debatten, mener han.

- At huse afviste flygtninge er et ekstremt ømtåleligt emne. Hvis en præst vælger at sige "smid dem ud", kan det nemt føre til, at kirken fremstår intolerant. Men hvis kirken beholder dem, vil det på nogen folk virke som en modstand mod politikernes beslutning om at sende irakerne hjem.

Ifølge Henrik Byager er det helt fint, at irakerne forsøger at fremprovokere en reaktion ved at indtage en kirke, så længe de opfører sig ordentligt.

- Men hvis de bliver der for længe, vil nogen helt sikkert sige jamen, hvad laver de i vores i kirke? De fleste er jo ikke en gang kristne," siger han.