Prøv avisen
Konfirmation

De blev voksne en søndag for 60 år siden

På det nye billede er det forrest fra venstre Hans Yde, Sonja Søndergaard, Karen Vækild og Tinne Jepsen. Bagerst fra venstre ses Kurt Thorsøe Christensen, Preben Pedersen, Flemming Jensen, pastor Hartvig Wagner, Mogens Morbjerg Madsen og Niels Christian Andersen. – Foto: Jens Bach

I går var et hold konfirmander anno 1957 og deres daværende præst mødt op i Nørhå Kirke i Thy for at fejre det eneste fælles jubilæum, de har. Efter konfirmationen var det nemlig slut med skolegang, og tre uger senere var alle flyttet hjemmefra og kommet ud at tjene. Forberedelserne hos præsten står stadig som nogle af de allerbedste minder

Allerede på parkeringspladsen er der masser af snak mellem de parkerede biler, og inde i våbenhuset er der usædvanligt meget latter og højrøstede hilsner.

Det er konfirmandholdet fra 1957, der er dukket op i Nørhå Kirke for at mindes den søndag i marts for 60 år siden, hvor 7 piger og 11 drenge fra Nørhå og Stenbjerg hver især fik bekræftet deres dåb i den lille middelalderkirke i Thy. Iført ankellange hvide kjoler eller sorte jakkesæt med butterfly. Og alle med håret bukket og sat, helt efter 1950’ernes mode.

Hjemme ventede flæskestegen og citronfromagen, som var menuen hos de fleste på den særlige festdag. Og telegrammer, som hvis det gik højt, indeholdt hele fem kroner.

Dengang var det forældrene, der fulgte dem ind i kirken. I dag er det ægtefællerne. Og heller ikke alle fra dengang er kommet. Der har både været sygdom og enkelte dødsfald blandt jubilarerne, der mødtes første gang for 10 år siden, da det var 50-året for konfirmationen, de kunne fejre.

”Herude på landet er der flere, der fejrer deres konfirmationsjubilæer. For mange er det jo det eneste fælles jubilæum, der er at fejre. Så det skulle da prøves, og derfor gik jeg i gang med at finde folks adresser og sendte alle et postkort til jul forud for vores 50-årsjubilæum. Også præsten. Vi ser ellers aldrig hinanden, men der kom 13 plus præsten og hans kone, og vi havde en rigtig dejlig dag,” fortæller Tinne Jepsen, der også har sørget for at kalde jubilarerne sammen denne gang.

I år er ni fra holdet mødt frem i kirken. Også denne dag i fint tøj, højt humør og med tydelig gensynsglæde. Ikke mindst, da den nu 87-årige præst, Hartvig Wagner, kommer ind og hilser på det hold, der var hans allerførste som sognets nye præst.

”Vi havde faktisk nogle af vores allerbedste timer, da vi gik til præst. Vi blev rystet rigtig godt sammen, selvom vi kom fra to forskellige byer. Dengang skete der jo heller ikke så meget for os unge, så det var skønt for os, at der kom en ung præst, som også begyndte at holde ungdomsmøder i præstegården,” fortæller Sonja Søndergaard.

Hun husker selve konfirmationsdagen den martssøndag for 60 år siden som noget helt særligt. For der var sjældent fin mad på bordet eller så mange gæster i hjemmet. Folk var fattige, som hun siger, og derfor var selve festlighederne også hurtigt overstået.

”Vi blev jo faktisk voksne den dag. Tre uger efter kom vi ud at tjene og flyttede hjemmefra. Jeg fik en plads ved købmanden og fik aldrig nogen uddannelse. Det gjorde de andre fra holdet heller ikke, for der var ikke råd til at sende os videre på skole. Men nogle tog det senere, da de selv fik råd til at betale,” siger hun.

Sonja Søndergaard kan huske sit eget konfirmationsord, men ikke Hartvig Wagners prædiken. Det kan Tinne Jepsen. For han talte om Djævelen, som de unge nok skulle ”få at føle, når I kommer ud i den store verden”, og om ”Jesus, som vil bevare og frelse os fra alle Djævelens lumske angreb”, som der blandt andet stod i prædikenen på konfirmationsdagen. Og det var nogle ord, der satte sig fast.

Denne søndag taler Hartvig Wagner dog ikke om Djævelen, men om brødet. Det brød, som vi tilsyneladende aldrig kan få nok af, men hele tiden vil have mere af og råber efter, selvom vi lever i et velfærdssamfund. Fordi vi ifølge præsten efterspørger en problemfri tilværelse og konstant leder efter mennesker eller institutioner, der kan sikre os det. Men der er et råb, som Gud ikke hører, siger Hartvig Wagner fra prædikestolen til sine tidligere konfirmander.

”Det er det råb, der dækker over, at man vil fri af jordens forbandelse, men ikke ud af det oprør mod Gud, der er årsag til forbandelsen. Man vil nok ud af ulydighedens følger, men ikke ud af ulydigheden selv.”

Og denne søndags prædiken slutter med følgende ord:

”Den egentlige nød er synden, oprøret mod Gud. Her hjælper kun brødet fra himlen. Det må vi frem for alt spise, og det skal vi dele ud. For det varer til evigt liv.”

Hartvig Wagner er med på, at tiden er en anden end dengang, han som helt ny præst stod på prædikestolen foran sit første hold konfirmander og deres forældre. Hvor mange i sognet var missionsfolk, og der hverken blev danset eller serveret alkohol til festerne. Men hans holdning til, hvad der skal forkyndes, har ikke ændret sig meget, siger han.

”Der er mange, der har så travlt med at sige, hvad folk gerne vil høre. Også i kirken. Men hvis præsten bare siger det samme som alle andre, hvorfor skulle man så bevæge sig derhen. Derfor mener jeg, at der både skal tales om brødet og om Djævelen – også i dag,” siger han, da gudstjenesten er slut, og konfirmandholdet anno 1957 har fået taget et opdateret billede foran knæfaldet.

Men festdagen er ikke slut endnu. For som ved en rigtig konfirmationsfest venter festmiddagen nogle kilometers kørsel mod vest, på den nærliggende kro i Vildsund, hvor der i dagens anledning er bestilt tre retter.

”Og jeg lover, det ikke bliver flæskesteg. Det har jeg sikret mig, at vi ikke får. Det fik vi nok af dengang,” siger Tinne Jepsen med et stort smil.

På det oprindelige konfirmationsbillede fra 1957 sidder Sonja Søndergaard (dengang Christensen) yderst til venstre på forreste række, mens Tinne Jepsen (dengang Møller) er nummer tre fra højre. På bagerste række står Hartvig Wagner, der som sognets nye præst havde sit allerførste konfirmationshold. – Privatfoto.
På det nye billede er det forrest fra venstre Hans Yde, Sonja Søndergaard, Karen Vækild og Tinne Jepsen. Bagerst fra venstre ses Kurt Thorsøe Christensen, Preben Pedersen, Flemming Jensen, pastor Hartvig Wagner, Mogens Morbjerg Madsen og Niels Christian Andersen. – Foto: Jens Bach