Prøv avisen

De dødes mand

Kvartermester på Hvidovre Hospital Jan Jensen har ansvar for, at de døde bliver udleveret til bedemanden. Han pendler konstant mellem sit kontor ved kapellet og det såkaldte morsrum for enden af en lang gang. Morsrummet er inddelt i et venterum, et kølerum og et ilægningsrum, hvor Jan Jensen hjælper bedemændene med at lægge de afdøde i kister. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.

Jan Jensen har tilbragt hele sit arbejdsliv med døde mennesker. Han arbejder som kvartermester på Hvidovre Hospital, hvor han har ansvar for at udlevere de døde fra hospitalet, når de skal begraves eller bisættes. Hans forhold til døden er så naturligt, at han taler til de døde

Den er kun 40 centimeter lang – den lille træboks. Den er lavet af lyst krydsfiner og ligner mest af alt en gaveæske til en flaske vin. Men det er det ikke. Det er en lille træboks til et dødt foster, som kvartermester Jan Jensen på Hvidovre Hospital senere skal sende med en rustvogn til Bispebjerg Kirkegård, hvor fosteret skal graves ned. Det har han prøvet mange gange før. Han har ansvaret for, at alle de døde udleveres fra hospitalet, når de skal begraves eller bisættes. Han hjælper bedemændene med at lægge de afdøde i kister, han rykker for, at de døde bliver synet anden gang af en læge, så de kan komme fra venterummet til kølerummet ved siden af, han indsamler og udleverer dødsattester, modtager blomster og kranse, hvis der er højtidelighed i hospitalets kapel, og meget andet. I nærheden af kapellet længere nede ad en lang gang ligger morsrummet, som er inddelt i et venterum, et kølerum og et ilægningsrum. Det er her, de døde er, og kvartermesteren pendler hele tiden fra sit kontor ved kapellet til morsrummet.

Man kan konstant høre hans hvide telefon ringe fra kontoret. Han er en travl mand. Selvom han har arbejdet som portør og kvartermester siden 1972 og er vant til at lægge døde i kister, er der stadig situationer, som han synes er svære at takle.

– Jeg er glad for mit arbejde. Men det med børnene har jeg det rigtig svært med. Ikke så meget fostrene, men mere de døde børn. Jeg kan ikke lide at se forældrene være så kede af det. Når en mor har gået så lang tid med sit barn i sin varme mave, er det frygteligt, at hun ikke ser barnet leve. Det må være meget hårdt. Jeg synes ikke, det er hårdt at se de gamle døde damer og mænd og deres pårørende. For vi ved alle sammen, at det bliver vores tur en dag. Vi ved bare ikke hvornår, siger Jan Jensen og flytter den lille træboks, som han senere skal pakke fosteret ned i.

Hans telefon ringer. Det er endnu en bedemand. Han vil aftale, hvornår han kan komme og hente to afdøde. Jan Jensen finder sin aftaleprotokol frem og skriver ind, hvornår de afdøde skal udleveres. Han lægger et stykke papir ind i det system af skuffer, han har stående på sit bord – der er i alt fem røde små skuffer med hver sin ugedag, og det sikrer ham, at han ikke overser en aftale eller bytter om på nogle vigtige oplysninger.

– Jeg kan godt lide, at jeg har udleveringerne samlet. Så har jeg styr på det hele, siger kvartermesteren.

Bag ham hober blå og røde ringbind med dødslister fra de foregående år sig op. Det er den liste, som Jan Jensen starter dagen med at tjekke, når han møder ind om morgen klokken syv. Listen indeholder det sidste døgns antal døde, og der er typisk mellem to og syv døde hver dag. Mellem ringbindene står en gammel grå Viola-radio, hvor kanalen er indstillet på Radio Rødovre. Jan Jensen har sat fem små pletter med hvid slettelak ved de frekvenser på radioen, som han bedst kan lide. Det får tonerne fra en Pavarotti-sang til at blande sig med lyden fra endnu en telefonsamtale med en bedemand.

For Jan Jensen var det helt naturligt, at han kom til at arbejde med døde mennesker. Hans farfar var klokker på Brøndbyøster Kirkegård, og allerede her – som ganske ung – fik han et afslappet forhold til døden.

– Her mødte jeg kirken og døden. Jeg hjalp nogle gange med at grave huller, og senere blev jeg portør på Kommunehospitalet i København, og dér var der nogen, som mente, at jeg havde en god kontakt til de pårørende. Så jeg blev i faget, siger 65-årige Jan Jensen, der har en kone og to sønner.

Han bor selv i Brøndbyøster, som også hører under Hvidovre Hospital. Selvom han er glad for sit arbejde, kan han ikke lide tanken om, at der kan komme en nabo eller et familiemedlem ind blandt alle de andre døde. Når det sker, har han en aftale om, at han ikke selv tager sig af den afdøde.

– Jeg synes, jeg er med til at gøre noget godt – også efter at man er færdig med at leve. Nogen skal jo gøre det. Men jeg kan ikke lide tanken om, at min gamle mor på 87 år en dag kommer her forbi. Det er der en stor sandsynlighed for, at hun gør. For hun bor i det område, der hører under hospitalet. Både min broders svigermor og en dame, jeg hjalp med at holde sin have, er døde her på hospitalet.

– Men jeg så navnene på dødslisten om morgenen, så jeg havde ikke noget med dem at gøre. Der er også følelser i mig. Hvis man kan stå med sin egen søster eller mor, vil jeg vove den påstand, at man ikke er egnet til det her job. Så er man lidt for hård, siger Jan Jensen og åbner døren ud til gangen for at lukke et par bedemænd ind.

De er kommet for at hente to afdøde, som senere skal begraves. Hver gang han åbner døren for at tage imod blomster, bedemænd eller pårørende til en af dagens højtideligheder i kapellet, trænger en kulde ind ad døren, som leder tankerne hen på kølerummet til de afdøde.

Jan Jensen finder en særlig skruetrækker – en slags skruepumpe i jern – frem og går med bedemændene ned ad den lange gang mod morsrummets kølerum.

– Det her er mit redskab. Den tager jeg altid med, når jeg går ud ad døren, siger han og holder skruepumpen til kistelågene tæt ind til kroppen.

Med det samme, han åbner døren til rummet, rammes man af en svag sød lugt, som har en ubehagelig virkning på en. Han finder først en gammel dame frem, som bedemændene halvt løfter, halvt tipper fra båren og ned i kisten. Bagefter tager de det tøj frem, som de pårørende har valgt. Den afdøde dame får ikke tøjet rigtigt på, for bedemændene synes ikke, man skal "mosle rundt med ligene". Derfor klipper de tøjet op og lægger det hen over afdøde. Hurtigt skrues låget på, og næste afdøde findes frem. Hun har en lysegrøn farve hen over den nederste del af maven, hvor tarmene med mad er. Det er her den første forrådnelsesproces går i gang.

Mens de bakser afdøde fra båren over i kisten, banker det på døren. Det er endnu en bedemand, der skal bruge kvartermesterens hjælp. Han er kommet for at hente en dødsattest, men må vente til de to andre bedemænd er færdige med deres arbejde. Han beslutter sig for at hjælpe til. Men pludselig opstår der forvirring, fordi en af bedemændene er kommet til at tage en forkert pose med tøj, som lå oven på en tredje afdød, der ligger på en båre i kølerummet. I posen er der et jakkesæt. Men det er en gammel dame, der ligger på båren foran dem. Hurtigt bryder kvartermesteren ind og får styr på situationen. Posen er undtagelsesvis kommet med en gammel afdød mand ned i kølerummet, og da de afdødes poser med tøj normalt hænger nummereret i en særlig garderobe, troede bedemændene, at det var den gamle dames tøj. Men det er det ikke. Hun skal slet ikke have sit eget tøj på. For den afdøde skal begraves på det offentliges regning, fordi der ikke er nogen familie til at sørge for begravelsen. Derfor får hun noget hvidt lærred hen over sig, som bliver brugt i sådanne situationer. Hun skal ikke have nogen ejendele med sig i kisten. Der er ellers mange, som gennem Jan Jensens tid som kvartermester har haft forskellige ting med sig i graven. Nogle bliver begravet i deres brudekjole, med brudebuketten, og han har endda oplevet, at en afdød fik sin gamle hund med sig, ligesom en anden fik sin kat med sig i Himlen.

– Der var også engang, hvor en dame ønskede sig at se ud, som hun gjorde til sin 50-års-fødselsdag. Jeg fik et billede af hende fra festen, hvor man kunne se, at hun havde højt touperet hår. Så måtte jeg i gang med at toupere. Heldigvis har min søster været frisør, så jeg har i mine unge dage set, hvordan man touperer, siger Jan Jensen og lukker døren ind til venterummet.

Det er her de afdøde kommer ned at ligge, efter at de er blevet synet af en læge første gang. Når man har synet dem endnu en gang og har konstateret dødsstivhed eller ligpletter, kan den afdøde komme ind i kølerummet ved siden af. Her ligger den afdøde sammen med 20-30 andre under hvide lagener og venter på at blive hentet af en bedemand.

Det eneste, som Jan Jensen er lidt utilfreds med ved sit arbejde, er selve den tid, de afdøde ligger i venterummet, inden de kommer ind i kølerummet.

– Af etiske årsager arbejder jeg meget på, at processen med at syne anden gang bliver foretaget så hurtigt som muligt. Der går typisk et døgn, inden de syner anden gang. Men der kan gå længere tid. Det er en skam.

Efter at kistelågene er blevet skruet på med skruepumpen, må Jan Jensen igen hen på kontoret for at ordne flere papirer og modtage telefonopkald. Et opkald drejer sig om en vielsesring, der ved en fejl er kommet med den afdøde ned i morsrummet, fordi det var afdødes ønske at blive begravet med den på. Alle værdigenstande skal afleveres på kassererkontoret, hvor Jan Jensen senere kan hente dem og give dem til bedemændene.

Ude fra gangen kan man pludselig høre lyde fra en familie, som skal til en højtidelighed i kapellet. Jan Jensen tager sin skruepumpe og går ud af døren fra sit kontor for at gøre klar til højtideligheden. Selvom familien ikke skal se den afdøde, lægger Jan Jensen alligevel altid skruepumpen ved klaveret, så bedemanden har den for en sikkerheds skyld. For man ved aldrig.

Og flere og flere vælger da også at se afdøde, inden kistelåget skrues fast, fortæller Jan Jensen.

– Min vurdering er, at det er steget. Det er måske, fordi jeg og bedemændene fortæller de pårørende, at det er godt at se den afdøde. Hvis der er børnebørn og børn kan de lægge billeder ned i kisten. Det er en måde at tage ordentlig afsked på. Jeg så eksempelvis min far, da han døde. Så var jeg sikker på, at det nu også var ham, der lå i kisten, siger Jan Jensen, der tilføjer, at der kan være tilfælde, hvor afdøde er forandret så meget, at man anbefaler familien ikke at se ham eller hende.

Hver dag, inden kvartermesteren går hjem fra sit arbejde, lægger han altid vejen forbi morsrummet for at gøre klar til næste dags udleveringer af afdøde. Han har vænnet sig til lugten.

– I starten kunne jeg ikke lide den. Men nu lægger jeg ikke rigtig mærke til den. Men det gør folk udefra. En dag måtte to politimænd, der skulle ind at tjekke en gammel dame, skynde sig ud derfra. Jeg tror ikke, de syntes, det var så rart, siger Jan Jensen og smiler venligt.

Han er blevet så vant til at arbejde med de døde, at han godt kan finde på at tage en lille "snak" med dem.

– Jeg går altid lige ned og siger farvel til dem, inden jeg går hjem om eftermiddagen. Jeg har et meget afslappet forhold til de døde. Hvis jeg støder ind i en af bårerne inde i kølerummet, så kan jeg godt finde på at sige: "Skal du skubbe, fru Sørensen." Eller hvis jeg ved, at gamle fru Hansen bliver hentet af en bedemand dagen efter, siger jeg måske: "Så, nu er det din tur – nu kommer de snart og henter dig," siger kvartermesteren.

Telefonen ringer. Igen.

schnabel@kristeligt-dagblad.dk

Jan Jensen er glad for sit arbejde. Men han er utilfreds med, at der går for lang tid, inden de afdøde bliver ligsynet af lægerne, så de kan komme her i kølerummet, hvor der ligger 20-30 afdøde og venter på at blive hentet af en bedemand. -- Foto: Malene Korsgaard Lauritsen.