De danske biskopper i åbent brev: Lad ikke frygten tage over

Danmarks biskopper opfordrer i en pressemeddelelse til, at vi bevarer håbet og holder frygten i skak gennem coronapandemien. Pressemeddelelsen er udtryk for, hvor alvorlig situationen er, da det er meget sjældent, at biskopperne udtaler sig i fællesskab

Arkivfoto.
Arkivfoto. Foto: Jens Thaysen/Midtjyske Medier/Ritzau Scanpix.

Den danske folkekirkes biskopper er gået sammen om at skrive et åbent brev til menighederne om den alvorlige situation, som vi befinder os i, på grund af corona-pandemien.

De skriver, at vi ikke må overgive os til frygten for coronavirussen, selvom hverdagen, som vi kender den, er sat ud af kraft.

Biskopperne beder til, at vi bevarer håbet gennem denne hårde tid, og at vi fortsat skal være der for vores medmennesker.

"Selvom det føles sådan lige nu, er vi ikke alene. Der kommer en dag, hvor vi igen kan give hånd og holde om hinanden. Indtil da skal vi holde ud og stole på, at døden, ensomheden og mørket ikke får det sidste ord. Livet og kærligheden er stærkest. Det er Guds løfte til os. Lad os sammen finde vejen ud af den krise, vi står i og komme videre, styrkede og med nye indsigter ind i en fælles fremtid," skriver de.

At biskopperne udsender en pressemeddelelse som denne, sætter ifølge Peter Lodberg, der er professor mso i systematisk teologi på Aarhus Universitet, en tyk streg under situationens alvor.

"Det er meget bemærkelsesværdigt, at biskopperne udsender en pressemeddelelse som denne. Flere af dem har den holdning, at de ikke skal udtale sig i fællesskab. De gange de har gjort det, har det været under helt særlige omstændigheder. Pressemeddelelsen understreger, at landet står i en unik situation, hvor biskopperne ønsker, at folkekirken også tager et medansvar," siger han.

Peter Lodberg ser også pressemeddelelsen som et lille forsvar for beslutningen om at lukke kirkerne, da den beslutning har mødt en del kritik.

I brevet lægger biskopperne vægt på, at folkekirkens præster stadig kan kontaktes, på trods af at kirkerne nu er lukket.

Brevet kan læses i sin fulde længde her.