De er skøre, de svenskere – men så skøre er de altså heller ikke

Svenska Kyrkan har vedtaget en ny kirkehåndbog, men rygterne er overdrevne. Der er nye formuleringer om Guds køn, men hverken Herren, Faderen eller den treenige Gud er røget ud af gudstjenesten

De er skøre, de svenskere – men så skøre er de altså heller ikke
Foto: Petra Theibel Jacobsen.

”Den svenske kirke overvejer kønsneutral Gud,” lød en overskrift i Kristeligt Dagblad den 23. november.

Den artikel blev fulgt op samme dag på politiken.dk: ”Den svenske kirke: Gud behøver ikke at være en mand.”

Her havde man strammet historien, og det fremgik blandt andet, at man i den svenske kirke fremover kunne kalde Gud for ”hen”, det kønsneutrale konstruktord, som svenskerne har opfundet til der, hvor de mener, at hverken han eller hun slår til.

Det sidste var decideret fake news og blev senere rettet på avisens hjemmeside. Men skaden var sket. På den satiriske søndagstegning i Politiken illustreres ordningen med en korsfæstelse af de mandlige kønsorganer. Historien bredte sig til andre nyhedsmedier. Fremtrædende politikere kommenterede på svenskernes politiske korrekthed og deres ukristelige konstruktivisme. På Facebook bredte den teologiske forargelse sig. Døber svenskerne så heller ikke i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn? Kan man overhovedet kalde dem kristne på den anden side af Øresund? Historien viste sig at have klangbund i alle med dyb og indgroet skepsis over for ”svenske tilstande”, som vi kalder det, når det moderne trusselsniveau stiger.

Svenska Kyrkan udsendte et dementi: ”Hen” er ikke en mulighed om Gud i den nye gudstjenesteordning, som det svenske kirkemøde i sidste uge vedtog med stort flertal.

Et enkelt blik i svenskernes nye kirkehåndbog peger da også i retning af en storm i et glas vand. Der er, som det fremgik af Kristeligt Dagblads artikel, en valgmulighed, så præsten kan indlede gudstjenesten ”i Guds, den treeniges, navn”, og ”Gud” erstatter i nogle tilfælde det personlige pronomen ”han”. Men: Herren er fortsat med svenskerne både i formessens hilsen og i den aronitiske velsignelse i slutningen af gudstjenesten. Svenskerne beder stadig Fadervor og døber børnene ”i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”. At dømme efter kirkehåndbogen vil en kirkevant dansker stadig kunne falde ind i en svensk gudstjeneste og genkende både bønner, liturgiske led – og Vorherre.

Og selvfølgelig notere sig forskelle. Ligesom de fleste andre kirkesamfund i verden har svenskerne ikke forsagelsen af Djævelen før trosbekendelsen (at den er i folkekirken, er Grundtvigs skyld eller fortjeneste, alt efter hvordan man ser det). Svenskerne har for eksempel også mulighed for at bruge kirkeårstilpassede bønner under nadveren, ligesom forholdet mellem det liturgisk faste og valgfrie er anderledes end i den danske gudstjenesteordning. Intet tyder dog på, at svenskerne har kappet alle bånd til tradition og historie med den netop vedtagne kirkehåndbog.

Kritikken for at gøre netop det er til gengæld en forudsigelig indvending mod enhver ændring i liturgiske forhold. Ligesom kritikken for det modsatte er både forventelig og forudsigelig.

I øjeblikket arbejder tre biskoppelige udvalg med liturgien i den danske folkekirke. Der er sat et-to år af til dette arbejde. Hvordan processen herefter skal forløbe, er vist stadig uklart.

Man kan notere sig, at svenskerne har været cirka 20 år undervejs med den netop vedtagne gudstjenesteordning, der er blevet testet og har været genstand for flere høringsrunder undervejs. Sagsakterne for vedtagelsen på kirkemødet er tilgængelige på nettet; det er indviklet og bureaukratisk, men også offentligt tilgængeligt, så alle, der orker, kan få indsigt i de forskellige ændringsforslag, der er nået frem til den endelige behandling af kirkehåndbogen. Og så har svenskerne ovenikøbet haft et stort, internationalt revisionsfirma til at evaluere ikke resultatet, men processen. Det er der kommet en ret kritisk rapport ud af. Den rapport kan de danske biskopper måske skimme igennem, før de overvejer den videre proces for det danske liturgiarbejde. Her er sikkert både noget at tage ved lære af – og det modsatte.

Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær i Bibelselskabet.