De første kristne havde flere himle over sig

I middelalderen voksede en forståelse af himlen som et modbillede til helvede frem, men i 1900-tallet bliver himlen stort set forvandlet til en metafor for en menneskelig tilstand i denne verden

Hos middelalderpoeten Alighieri Dante er himlen et komplekst rum med muligheder for op- og nedstigning. Her ses Gustave Dorés gengivelse af englenes himmelske kor fra den italiensk forfatters univers. Foto: Ritzau Scanpix

”Fadervor, du som er i himlene…” Mange har nok bedt Fadervor uden at tænke nærmere over, hvad der præcist ligger i udtrykket ”himlene”. Eller også har de netop spekuleret over, hvad og hvor disse himle egentlig er, og hvordan den kristne tale om himlen eller himlene i flertal skal forstås.

For de tidlige kristne gav det ikke de samme hovedbrud, forklarer Anders Christian-Jacobsen, professor i dogmatik ved Institut for Systematisk Teologi, Aarhus Universitet.

”Hos de tidlige kristne var der en udbredt tanke om, at der var flere himle. Vi ser den forestilling afspejlet i Fadervor, og vi ser den også udfoldet flere steder i Det Nye Testamente, blandt andet hos Paulus, der beskriver, hvordan han er blevet ”rykket bort” til den tredje himmel. Man havde en forestilling om, at der var en række himle i forskellige niveauer, som man kunne stige op igennem afhængig af ens fortjenester, og det er formodentlig også det, vi ser afspejlet i Johannesevangeliets kapitel 14, hvor Jesus siger, at ”i min faders hus er der mange boliger”,” siger Anders Christian-Jacobsen.

Denne forestilling om en række af himle, man kan stige op igennem, bygger ifølge professoren nok især på jødiske traditioner fra århundrederne omkring Jesu fødsel. Herfra kender man en del apokalyptiske tekster, der beskriver efterlivet og himlen i mange detaljer og ofte opererer med syv himle. Og herfra stammer udtrykket ”den syvende himmel”, som er Guds sted.

”I Matthæus-, Markus- og Lukasevangeliet samt i Paulus’ breve er det især den opfattelse af universets indretning, man kender fra jødedommen i århundrederne omkring kristendommens opståen, der dominerer. Her ser man – som hos Paulus – beretninger om folk, der får ekstatiske oplever i form af syner eller drømme, hvor de bliver ført igennem flere himle. De tolker deres egen oplevelse som en form for forsmag på det, som kommer til at gælde for alle efter døden.

Den jødiske tradition står imidlertid ikke alene i Nye Testamente og hos de tidlige kristne, men blander sig med den græske tradition, fortæller Anders-Christian Jacobsen:

”I Nye Testamente finder vi også strømninger, hvor man modstiller denne verden med det, der skal komme – ofte i form af både himmel og helvede. Det trækker på en tradition i den græske tænkning, hvor man taler om forskellige æoner som en form for parallelle universer, der også kan forstås som fortløbende. I Det Nye Testamente blandes de to forestillinger lidt, så vi både ser himlen beskrevet som noget, der skal komme, og som et sted, der allerede findes. Paulus taler meget om denne og den kommende verden, så hos ham mødes noget græsk og jødisk tankegods og sprogbrug,” siger han.

Op gennem kirkehistorien løber inspirationen fra græsk og jødisk tænkning sammen. Hos de tidlige kirkefædre, hos for eksempel Origenes, ser man især den græske tænkning videreført, mens den jødiske tradition sætter sig tydeligere spor i apokalyptiske tekster som Johannes Åbenbaring, men med tiden bliver det ifølge Anders-Christian Jacobsen mest almindeligt at tale om himlen som en modstilling til helvede, og man bliver mindre optaget af, hvordan himlen eller himlene er indrettet og mere optaget af, hvordan man kan undgå at komme i helvede.

”Vi har Dante i 1300-tallet, der har en meget udfoldet kosmologi (forståelse af universets indretning, red) med en række himle, man kan bevæge sig op igennem, og han trækker formodentlig også bevidst på græsk tænkning. Men ellers ser vi i middelalderen, at en stærk helvedesangst dominerer og gør billedet af himlen mindre udfoldet, så det bliver en mere forsimplet kosmologi,” siger han.

Martin Luther, der blev en af de vigtigste kræfter i udformningen af protestantismen, er præget af en stærk angst for helvede og mest af alt optaget af, hvordan man kan finde den nådige Gud, der ikke fordømmer en til helvede, forklarer professoren. I sin katekismus skriver han derfor ikke noget om, hvordan begrebet himlene skal forstås i Fadervor, men beskæftiger sig i stedet med at forklare, hvem Faderen er.

”Med naturvidenskaben og den moderne videnskab ændrer kosmologien sig afgørende, og i det 20. århundrede får vi med eksistensteologien en opfattelse af himmel og helvede som dennesidige tilstande. Alligevel tror jeg, at mange kirkegængere har en forestilling om kristendommen som noget, der opererer med et hinsidigt himmel og helvede, og så kan præsternes prædiken om himlen nemt fremstå utroværdig, hvis de prædiker ud fra en metaforisk opfattelse af himlen, mens kirkegængerne tænker i en mere konkret kosmologi, hvor himlen er en lokalitet, man kan komme til,” siger han.