”Den sten, bygmestrene vragede, er blevet hovedhjørnesten.”
Den sætning kommer fra Jesus i bibelteksten, der læses op i landets kirker denne søndag. Ordene er dog ikke nogle, som kristendommens hovedfigur eller evangelisten bag teksten, Matthæus, kan tage æren for. De er derimod skrevet flere hundrede år tidligere i en salme tilegnet Israels kong David.
Dette har imidlertid ikke afholdt evangelisten fra at låne sætningen, ligesom de første kristne generelt har hentet mange udtryk og citater fra jødedommen til Det Nye Testamente. Det fortæller Kirsten Nielsen, der er professor emeritus i Det Gamle Testamente på Aarhus Universitet.
Sætningen om den vragede hovedhjørnesten findes mere præcist i Salmernes Bog, kapitel 118, hvor den ifølge Kirsten Nielsen bruges til at sige, at det, som ikke er noget værd for bygningsmestrene, er helt fundamentalt for Gud. Ordene er ikke kun genbrugt i Matthæusevangeliet, men flere steder i Det Nye Testamente. Det gælder blandt andet i Markus- og Lukasevangeliet, hvor det ligesom i denne søndags tekst sker i forbindelse med en historie om nogle onde vinbønder. Derudover bruges det i Apostlenes Gerninger, hvor apostlen Peter fortæller, at ”Jesus er den sten, som blev vraget af jer bygmestre, men som er blevet hovedhjørnesten”, og i Efeserbrevet, hvor Paulus skriver, at menigheden ”er bygget på apostlenes og profeternes grundvold med Kristus Jesus selv som hovedhjørnesten”.
Endnu et eksempel er ifølge Kirsten Nielsen Første Peters Brev, hvor der står: ”Se, i Zion lægger jeg en hjørnesten, udvalgt og kostbar. Den, der tror på ham, skal ikke blive til skamme. For jer, som tror, er den altså kostbar; men for dem, som ikke tror, er den sten, bygmestrene vragede, blevet hovedhjørnesten og en anstødssten, en klippe til at snuble over.”
”Her er der kommet et nyt betydningselement ind. De ikke-troende vil snuble over den hovedhjørnesten, som Gud har lagt i form af Jesus. Når nogen afviser Jesus, betyder det billedligt, at de snubler over ham, selvom han er hovedhjørnestenen – det helt fundamentale,” siger hun.
Ifølge Kirsten Nielsen er der lidt forskellige tolkninger af, hvad der menes med ”hovedhjørnestenen”. I den autoriserede oversættelse af Bibelen fra 1992 er det græske udtryk oversat til hovedhjørnesten, hvilket er meget tæt på både den hebraiske og den græske grundtekst. Men i den nye oversættelse af Bibelen fra i år bruges ordet grundsten i stedet.
”Ordet ’grundsten’ gør det entydigt, at der er tale om den første sten i bygningen. Betydningen grundsten passer godt ind i sammenhængen i Salmernes Bog, men i den nye sammenhæng i Matthæusevangeliet, har stenen ikke nødvendigvis den samme betydning,” siger hun og tilføjer, at udtrykket her i stedet bruges til at sige, at stenen er den sidste sten, der sættes, og som dermed fuldender bygningsværket.
”At tolke stenen på den måde passer godt ind i den nytestamentlige sammenhæng, hvor lignelsen handler om Jesu død. Citatet skal nu pege fremad mod Jesu opstandelse som fuldendelsen.”
Når udtryk fra Det Gamle Testamente blev brugt i Det Nye Testamente, var det ifølge Kirsten Nielsen netop for at understrege, at Jesus var Guds søn.
”Det betyder for eksempel, at de mange profetier om Messias nu blev tolket om Jesus. Det var ham, der var den kvist, der skød ’fra Isajs stub’, som der står i Esajas’ Bog, og han var den lidende Herrens tjener, som blev ’gennemboret for vore overtrædelser’,” siger hun.
På samme måde var fortællingen om, at Jesus blev født i Betlehem, en henvisning til profetien i Mikas Bog om, at der fra Betlehem ”skal udgå en fyrste, som skal herske over Israel”. Og så er hele skildringen af Jesu død på korset også præget af citater fra gammeltestamentlige salmer, siger Kirsten Nielsen. Et eksempel er den kendte sætning ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?” fra Salmernes Bog.
”Når evangelisterne har været så omhyggelige med at henvise til Det Gamle Testamente, som var den hellige skrift for dem selv og deres jødiske landsmænd, så var det altså for at vise, at Gud er trofast. Gud lever op til sine løfter. Jesu liv, død og opstandelse er ikke tilfældigheder; de er udtryk for Guds vilje,” siger hun.
Uddrag fra teksten til 20. søndag i trinitatis. Matthæusevangeliet 21, 28-44