Salmedigter: De forkerte gør det rigtige

Man skal rette taknemmeligheden det rigtige sted hen. Det er for salmedigter Hans Anker Jørgensen pointen i søndagens tekst

Hans Anker Jørgensen opfatter søndagens tekst som en af dem, der har stået ham nærmest siden barnsben. Det har den, fordi den handler om taknemmelighed, fortæller han. –
Hans Anker Jørgensen opfatter søndagens tekst som en af dem, der har stået ham nærmest siden barnsben. Det har den, fordi den handler om taknemmelighed, fortæller han. – . Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix.

Står man på toppen af bakken Vejrhøj, der med sine 121 meter er den højeste i det naturskønne Odsherred i Nordvestsjælland, kan man spejde over Sejerøbugten til den ene side og hele den inddæmmede Lammefjord til den anden. Den storslåede udsigt bringer en følelse af dybfølt taknemmelighed i hele kroppen. I hvert fald hvis man er Hans Anker Jørgensen, salmedigter og tidligere præst i flere Københavnersogne, der ofte bestiger bakken på sine hyppige udflugtsture fra det gamle skolehjem i Odsherred, hvor han bor i bofællesskab. Generelt kalder han sig selv for en taknemmelig sjæl, hvilket også kommer til udtryk i flere af Hans Anker Jørgensens egne salmer, der netop har taknemmeligheden som omdrejningspunkt. Men lige dér på toppen af Odsherred mærker han i særlig grad, hvad han mener, at denne søndags tekst handler om.

”I teksten helbreder Jesus de ti spedalske, men kun én, som endda er en på den tid afskyet samaritaner, vender tilbage for at takke Gud. Det bærer en pointe om, at selv de ”forkerte” er dem, der gør det rigtige, når man siger tak til Gud og giver ham æren. Vi er syndere allesammen, men stadig elsket af Gud, og det husker jeg at takke for, når jeg står og spejder over vandet og glæder mig over naturens skønhed. Taknemmelighed er en fællesmenneskelig erfaring, som de fleste kender, men den skal rettes det rigtige sted hen. Og det er til Gud,” siger Hans Anker Jørgensen.

Søndagens tekst er en af dem, der ligger Hans Anker Jørgensen meget nær. Det har den gjort, siden han som barn hørte en prædiken om de spedalske og de syge fra faderen, der var indremissionsk præst i blandt andet sjællandske Vallekilde Sogn. Selvom nogle dengang i missionske kredse betegnede sygdom som Guds straf, var faderen af en anden overbevisning.

”Jeg husker min fætter Helge Ankers 40-årsfødselsdag lige så tydeligt. Han havde været præst og var ramt af sklerose, så han sad fuldstændig lammet på et plejehjem. Min far nægtede at tro på, at det var Gud, der havde gjort det her imod ham. Selvom jeg har meget kritik af den strenge mission, jeg er vokset op i, så har min fars lære om, at sygdom ikke er Guds, men derimod Fandens værk, fulgt mig lige siden.”

Hans Anker Jørgensens kristne opvækst lærte ham også, at taknemmelighed og barmhjertighed hænger sammen, og at videnskabens kureren af sygdomme står i forlængelse af Guds evne til at skabe liv og helbrede.

”Jeg var vel omtrent ved konfirmationsalderen, da en kvinde ved navn Helga Johansen, som tidligere havde været ung pige i huset hos os, kom hjem fra Indien og fortalte om sit arbejde. Hun var uddannet sygeplejerske og var blevet missionær i spedalskhedsmissionen. Af de historier, hun fortalte om de spedalske, hvis sygdom man lykkedes med at bremse med medicin, lærte jeg at tro på, at videnskaben kan være en tjener for Guds barmhjertighed her på jorden.”

Teksten til 14. søndag efter trinitatis står i Bibelen, Lukasevangeliet 17, 11-19.