De tager hinanden i hånden, mens de går tur ud i naturen omkring sommerhuset i Vendsyssel, og er i høj grad i live. Begge har haft kræft, og begge er kommet godt over sygdommen, så der ligger ikke nogen aktuel anledning bag. Alligevel er Anna og Finn Nielsen helt på det rene med, at de nu er så gamle henholdsvis 81 og 79 år at døden er rykket tættere på.
LÆS OGSÅ: Grave, der fortjener bevarelse
Det er ikke noget, vi går og spekulerer så meget over til daglig, men mange skriver jo salmer op, som de vil have sunget til deres begravelse. Vi er blot gået et skridt videre, forklarer Finn Nielsen.
Sammen har de bestilt deres fælles gravmæle, som kunstneren Per Ahlmann nu er ved at få gjort færdig. Det vil til sin tid blive placeret på det familiegravsted, hvor Anna og Finn Nielsen engang skal begraves. Her er i forvejen gravene for hans bedsteforældre og Halvor den farbror, der druknede ved en badeulykke i 1920 og derved kom til at lægge navn til Halvorsminde Ungdomsskole, nu Halvorsminde Efterskole, i Hjørring.
På pladen med Anna og Finn Nielsens navne på gravmælet vil der også stå Halvorsminde, for Halvorsminde Ungdomsskole har været en væsentlig del af deres liv, ligesom den har været det for de forudgående slægtled.
Finn Nielsens bedstefar oprettede skolen i 1903, i 1935 overtog hans forældre lederskabet, og efter faderens alt for tidlige død fortsatte hans mor som forstander frem til 1965. Anna og Finn Nielsen var dermed tredje generation i familieskabet, der fra 1965 til pensionen i 1992 ledede skolen.
Bevidstheden om at være en del af en slægt og familie har i høj grad haft indflydelse på Anna og Finn Nielsens beslutning om at følge traditionen og sætte sig et minde på familiegravstedet, ligesom andre slægtled har gjort det før dem. I dette perspektiv betragter de også døden.
Vi er her en tid, og så overtager næste led, siger Anna Nielsen og citerer en linje fra Jeppe Aakjærs Som dybest brønd: Din egen dag er kort, men slægtens lang. Selv kan hun føre sin slægt helt tilbage til 1400-1500-tallet.
På den måde har jeg det fint med døden, med tanken om, at nu tager andre over. Livet er jo dejligt, og vi ønsker at være raske og rørige så længe som muligt, men den dag, vi bliver syge og trætte, er det også dejligt at vide, at vi får lov at sove i fred. Døden kan være en befrielse, når det kommer dertil. Så døden skræmmer mig ikke.
Det pensionerede forstanderpar kendte Per Ahlmanns hustru, Lisbeth Eugenie Christensen, som er billedkunstner og har været elev på Halvorsminde Ungdomsskole. Mødet med Per Ahlmann gav dem idéen til at få lavet deres eget fælles gravmæle.
Vi vidste jo, at Per også arbejdede med gravmæler, og det tiltaler os, at vi nu får et smukt kunstværk, der virkelig udtrykker noget af det, der har haft betydning for vores liv, siger de.
Udformningen af deres kommende gravmæle har været længe undervejs med løbende kommunikation og møder mellem parret og kunstneren, ligesom Per Ahlmann har været på besøg på Halvorsminde Ungdomsskole for også her at samle et indtryk fra deres liv. Hans første skitseprojekt kasserede de, da Anna og Finn Nielsen ikke mente, det udtrykte nok om dem. Derefter kom den ene af deres to døtre på banen med ny inspiration til symbolikken: Livets kilde, der skal symbolisere arbejdet med de unge på skolen, og to kastanjefrugter, som viser hen til det træ, der i 1920 blev plantet i skolens gård, og som stadig stod der, da Anna og Finn Nielsen var forstanderpar.
Selve gravmindet udarbejdes i keramik stentøj mens den ovale navneplade bliver i sort, sandblæst granit. Den kan skrues af og sendes til stenhugger, når dødsdatoerne engang skal tilføjes. Hvornår det sker, optager dem ikke. Døden er ikke noget, de taler om til daglig. Dertil har de for travlt med at leve.
Vi har et godt liv, og det bliver vi forhåbentlig ved med længe endnu, men vi har det samtidig godt med at have tingene afklaret, også på dette område, og vores børn synes, det er helt fint, siger Finn Nielsen.