De islandske bjerge er hjem for alfer og trolde

Den islandske natur, hvor gammel lava ligger som sorte og grønne klippeformationer, og hvor sneklædte bjerge og vulkaner kan få fantasien til at løbe løbsk, når mørket falder på, har sin indvirkning på islændingenes tro. Selvom de fleste er medlem af folkekirken, tror mange, at der bor alfer i bjergene

Islands natur og landskabets stærke kræfter spiller en afgørende rolle for islændingenes tro på, at der lever alfer i bjergene. Hver 20. islænding har set alfer, og mere end hver anden finder det sandsynligt, at de eksisterer. Denne folketro tager vejdirektoratet hensyn til, når nye veje og broer skal bygges, og derfor kan man se veje slå et knæk eller en unaturlig bue om et bjerg eller en klippe. Kirken ser det som så stor en del af den islandske folketro, at den ikke stiller sig i vejen for alfetroen.
Islands natur og landskabets stærke kræfter spiller en afgørende rolle for islændingenes tro på, at der lever alfer i bjergene. Hver 20. islænding har set alfer, og mere end hver anden finder det sandsynligt, at de eksisterer. Denne folketro tager vejdirektoratet hensyn til, når nye veje og broer skal bygges, og derfor kan man se veje slå et knæk eller en unaturlig bue om et bjerg eller en klippe. Kirken ser det som så stor en del af den islandske folketro, at den ikke stiller sig i vejen for alfetroen.

Den står i vejkanten ved en af de store, flersporede veje, der fører ind til Reykjavik. Støjen fra de susende biler smyger sig om klippen, Den Grå Klippe, der umiddelbart bare ligner en almindelig klippe. Men det er ikke en almindelig klippe. Det skulle efter sigende være et såkaldt alfebo – et sted, hvor Islands alfer – de såkaldte huldufólk bor. Troen på, at der bor alfer i nogle af Islands klipper og store sten, er så gammel og stadfæstet, at der i mange tilfælde er blevet taget højde for det, når veje eller broer er blevet bygget. Mere end hver anden islænding siger, det er sandsynligt, at der lever alfer i klipperne, og derfor sætter denne alfetro nogle gange sit præg på vejarbejdet. Det er tilfældet med Den Grå Klippe.

Klippen, der er højere og bredere end et menneskes højde, skulle flyttes i forbindelse med, at vejen blev bygget i 1971. Men rygtet lød, at der boede alfer inde i den store klippe, og hvis man prøvede at flytte den, ville folk blive udsat for en række ulykker. Alligevel flyttede man stenen. I samme periode begyndte vejarbejdernes maskiner og lastvogne at bryde sammen, og der opstod forskellige uheld, som vejarbejderne knyttede sammen med stenen. Blandt andet kørte den operatør, der hjalp med at flytte stenen, en vandforsyning til en fiskefarm over. Det betød, at 90.000 laks døde af iltmangel, og de økonomiske omkostninger var ødelæggende. I 1999 blev der føjet to spor mere til vejen, og her fik man tilladelse til at flytte stenen, så den i dag står i nærheden af sin oprindelige plads.

Historien om Den Grå Klippe er et af tre eksempler, som det islandske vejdirektorat, Islands Vejadministration, har noteret som episoder, hvor islændingenes tro på alfer har haft indflydelse på vejbyggeriet. I et andet tilfælde har en vej en forkert og unaturlig hældning over "Troldepasset" i det nordlige Island, fordi man ikke har fjernet de klipper, som vejen er bygget på, da der angiveligt skulle bo alfer.

Viktor Arnar Ingólfsson afdelingschef i det islandske vejdirektorat, understreger, at det er meget forskelligt, om direktoratets ingeniører, vejarbejdere og andre ansatte tror på alfer og huldufólk. Men der bliver taget hensyn til troen på alferne, når der skal bygges veje.

– Vi kan ikke benægte, at troen på det overnaturlige nogle gange er årsag til lokalbefolkningens bekymringer, og disse holdninger bliver der taget højde for, ligesom vi også tager højde for alt muligt andet, siger Viktor Arnar Ingólfsson.

I vejdirektoratets registrering er der også eksempler på, at clairvoyante medier er kommet ud på steder med vejarbejde for at mægle med alferne og finde en løsning.

Der er også mange andre vejprojekter, der vidner om, at alferne har indflydelse på Islands 12.000 kilometer veje. Der er sågar en vej i udkanten af Reykjavik – Alfebakkevej – der slår et knæk for at tage hensyn til et alfebo i nogle klipper. Alfeboet har med kommunens velsignelse fået sit eget husnummer – nummer 102 – og er dermed blevet en del af samfundet . Det fortæller Magnus Skarphedinsson, historiker fra Islands Universitet.

Han har sin egen alfeskole i Reykjavik. Og gennem de sidste 35 år har han forsket i alfer og interviewet mere end 700 mennesker, der påstår, de har set forskellige slags alfer. Ifølge ham er nogle alfer udødelige, mens huldufólket bliver født og dør – ligesom mennesker. Huldufólket, der på dansk betyder "skjulte folk", skulle have samme størrelse som mennesker, men går klædt som folk fra slutningen af 1800-tallet. Det fortæller Magnus Skarphedinsson, der har identificeret 13 forskellige slags alfer, herunder to typer huldufólk, tre slags gnomer, tre slags feer og fem slags trolde – alle sammen er usynlige for de fleste mennesker.

– De fleste tror på alfer og huldufólk, fordi deres mor, far eller mormor har fortalt om, hvordan de legede med alfer, da de var små. Det betyder meget, at de kender nogen, som de stoler på, der har haft en personlig oplevelse med alferne, siger han og viser nogle af de steder i og omkring Reykjavik frem, hvor der efter sigende bor alfer.

Et af stederne er netop Alfebakkevejen, en helt almindelig villavej, hvis unaturlige knæk ifølge Magnus Skarphedinsson vidner om, hvor stærk en del af den islandske kultur troen på alfer er.

– Det er så stor en del af kulturen, at det ville være politisk selvmord, hvis en politiker sagde, at alfer og huldufólk ikke eksisterer, siger Magnus Skarphedinsson, der selv er bror til en af Islands mest indflydelsesrige politikere, den socialdemokratiske udenrigsminister, Össur Skarphedinsson.

En stor undersøgelse fra Islands Universitet lavet i 2007 viser, at troen på alfer og huldufólk har været rimelig konstant, siden man foretog en lignende undersøgelse i 1974. Dog var flere sikre på alfernes eksistens i 1970?erne. I dag mener 54 procent af islændingene, at det er "sandsynligt" eller "muligt", at der eksisterer alfer, mens det gjaldt 48 procent i 1974. Dengang var 17 procent dog helt sikre på, at alferne eksisterer, mens det i dag kun er 8 procent.

Troen på alfer eksisterer side om side med den kristne tro, og 79 procent er medlem af den islandske folkekirke. Ifølge landets biskop, Karl Sigbjörnsson, er kirken åben for troen på alfer, for det er en del af Islands folkesjæl:

– Det kommer ikke i konflikt med kristendommen, siger Karl Sigbjörnsson, der af sig selv nævner sin bedstemor som en af dem, han kender, der i sin barndom legede med alferne.

– Min bedstemor, der var meget kristen, fortalte historier om sin barndom på landet, hvor der var alfer og huldufólk. Jeg tror også, det var en del af en pædagogik, som opfordrede til at være forsigtig i sin omgang med naturen – at man ikke skulle klatre så meget i klipperne og ikke støje for meget, siger han.

Netop beretninger fra familiemedlemmer nævner Terry Gunnell, professor i folkesagn, der står bag undersøgelsen, også som en vigtig årsag til, at troen på alfer lever videre. Ifølge ham er der stor forskel på kirkens holdning til overtro i Island og Danmark. Det hænger sammen med, at den pietistiske bevægelse aldrig er kommet til Island, mener han.

– I Danmark sagde stærkt troende protestanter, at selvom man tror på sådan noget, må man ikke fortælle sine børn om det. Det var næsten forbudt overhovedet at nævne overtro af denne slags. Det har jeg også set stærke eksempler på i det vestlige Norge, men den pietistiske bevægelse er aldrig kommet til Island. I stedet for skrev kirken i det 15. og 16. århundrede bøger om alfer. Den var interesseret i det, siger Terry Gunnell.

Han påpeger, at teologi er en af de ældste afdelinger på Islands Universitet, der først slog dørene op i 1911, og den første leder af teologi var interesseret i det spirituelle.

– Så folk, der blev uddannet, var meget åbne for troen på ånder og spøgelser, siger han og fortsætter:

– Der har aldrig været en konflikt mellem de to verdener. Heller ikke i dag. Kirken vil nok ikke sige, at vi alle skal tro på alfer. Men den stiller sig heller ikke i vejen for det.

Han peger på, at undersøgelsen også viser, at rigtig mange islændinge er aktive kristne. 45 procent beder til Gud, selvom de ikke nødvendigvis går i kirke. Kirkens hjemmeside viser også, at kun to-tre procent af medlemmerne kommer til gudstjeneste hver søndag, og 10 procent går i kirke mindst en gang om måneden.

Spørger man professoren om, hvorfor denne tro på alfer eksisterer side om side med den kristne tro, peger han på flere forklaringer, hvor naturen og den sene urbanisering spiller en rolle.

– Det er gammel tro i Skandinavien. Det har også været sådan i Danmark i 1800, men det har varet længere i Island. Det hænger sammen med, at byerne i Island vokser meget pludseligt og meget sent. Og mange af dem i byerne har stadig familie på landet, hvor man i højere grad tror på naturens sjæle og hører historier om alferne, siger han.

Desuden hænger troen på alfer sammen med mørket, der om vinteren fylder det meste af døgnets timer. Og Terry Gunnell peger på, at mørke altid har været en tid, hvor ens fantasi har gode rammer. I Island er der gammel lava overalt, og i kombination med mørket kan det nemt blive til formationer, der ligner trolde, alfer og andre ting. Også sagaerne og folkeeventyrene, som alle islændinge er vokset op med, er en forklaring på, hvorfor alfetroen er så stærk.

Men den forklaring, som fylder mest, er landskabets vilde kræfter:

– Landskabets kræfter her i Island er så stærke, at ens hus kan blive ødelagt af noget, man ikke kan se – et jordskælv eksempelvis. Hvis man ser på himlen, kan man se nordlyset, og om vinteren på landet kan der endda være en elektrisk lyd i luften på samme tid. Man kan blive væltet omkuld af noget, man ikke kan se. Floderne ændrer sig og vokser, når isen smelter. Når det sner, tager sneen midlertidige former i vinden. Og når man åbner for vandhanen i Reykjavik, og lugten af svovl rammer en, så ved man, at lige under ens fødder er der kogende varm lava, siger han og tilføjer:

– Landskabet er så levende, at når noget uforklarligt sker, så bruger islændinge kulturen og kulturelle ord som spøgelser, skjulte folk og "uforklarlige kræfter" til at forklare det. Vi stoler på, hvad vi er blevet fortalt, selvom vi ikke selv har set det. Så på en måde er Osama bin Laden ikke mere virkelig end de skjulte folk. For der er nok ikke nogen islændinge, der har set Osama bin Laden, siger Terry Gunnell.

At troen på alfer og skjulte folk særligt knytter sig til landet, kan Gudjon Skarphédison, der er præst i det vestlige Island i området Snæfellsnes, godt nikke genkendende til. Hans kirke og præstegård ligger på landet midt mellem sneklædte bjerge, og fra hans stuevindue kan man se den kendte gletsjer Snæfellsjökull, som i Jules Vernes roman "Rejsen til Jordens indre" siges at være vejen til Jordens centrum.

– Man snakker ikke rigtigt om alferne. Sådan var det nok mere i gamle dage. Men alligevel vil ingen benægte, at der findes alfer. Jeg tør heller ikke benægte det. Her på landet er nogle steder mere besjælede end andre steder. De steder, som man kun kan gå til eller komme til med hest, kan godt inspirere til, at der findes alt muligt. Jeg har taget lange ture på hest, og der er steder, hvor bjerge og lava former sig, så det ligner trolde og alfer. Det kan godt være lidt uhyggeligt, siger præsten og kigger ud af vinduet.

Ud på sneklædte bjerge og den tusind år gamle lava.

schnabel@kristeligt-dagblad.dkw