Det er tre år siden, at beretningerne fra Abu Ghraib-fængslet begyndte at sive ud fra den irakiske hovedstad, Bagdad. Fotografier af ydmygende scener som blandt andet af nøgne irakere, der blev tvunget til at danne en menneskelig pyramide foran to storsmilende amerikanske soldater, dokumenterede forlydenderne om tortur og overgreb af værste slags.
Og reaktionen var ubønhørlig. Over hele verden fordømte man de åbenlyse krænkelser af de fængslede irakers menneskerettigheder. Ingen tvivl kom de amerikanske soldater til gode. Grænsen vár overskredet. Præcis som de fleste mennesker mener, at den dagligt bliver det i Darfur- provinsen i det vestlige Sudan.
– Der er en kerne af rettigheder, som har en ekstrem høj status, som de færreste anfægter. Det så man for eksempel, da afsløringerne fra Abu Ghraib dukkede op. Dér bekræftede menneskerettighederne deres universalitet. Alle tog afstand fra det, der var sket, siger Jens Elo Rytter, ph.d. og lektor ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet menneskerettigheder.
Abu Ghraib bekræfter den status, menneskerettighederne har opnået i de seneste årtier, fra Berlinmurens fald i 1989 til nu. De fylder mere på enhver måde. Geografisk, hvor flere og flere lande arbejder med menneskerettigheder, og juridisk, hvor efterhånden flere hundrede konventioner og protokoller definerer rækkevidden af dem. Men også mentalt. De er blevet et fænomen, som borgere over hele verden forholder sig til i et eller andet omfang.
– Der er en særlig magi omkring begrebet. Menneskerettighederne har en stærk tiltrækning på det enkelte individ. Det lader til, at sikringen af den enkeltes frihed falder sammen med en naturlig menneskelig tilbøjelighed, siger Jens Elo Rytter.
Al sejrsgang til trods er opbakningen til menneskeretten dog ikke fuldstændig. Jens Elo Rytter peger på, at samtidig med at menneskerettighederne har forgrenet sig, bliver de også udfordret på en ny måde af politikerne og andre. Og sammenstødene bliver stadig kraftigere.
– Noget af magien er forsvundet de seneste fem år. Tidligere var der noget næsten helligt ukrænkeligt over menneskerettighederne, men det er blevet mindre kontroversielt at udfordre dem, siger han.
Jens Elo Rytter henviser blandt andet til den diskussion, der har været i Danmark, når internationale organer har kritiseret regeringen for at krænke menneskerettighederne på udlændingeområdet. Regeringen har ikke været til sinds blot at tage kritikken til efterretning, men har imødegået den og taget til genmæle over for de involverede institutioner.
– Spørgsmålet er, om det er en lang tendens, eller om den er bestemt af, hvordan det politiske landskab ser ud netop nu. I praksis er menneskerettigheder noget, man stemmer om – når vi er ude på marginalerne. Der er kommet en større villighed til at afprøve grænserne for, hvor langt de rækker, siger han.
Måske hænger det sammen med, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg også hele tiden forsøger at udvide sit territorium.
– Det er naturligt, at der bliver kæmpet lidt om, hvor meget menneskerettighederne skal fylde i et samfund. Vi taler jo ikke om, at regeringen er uenig i nøgleværdierne. Men det gælder stadig, at det er nogle værdier, der skal vindes i hver generation, mener Jens Elo Rytter.
Frem til Anden Verdenskrig var menneskerettighederne en sag for den enkelte nationalstat, primært i Europa. Det var først efter krigen, at menneskerettighederne blev et internationalt anliggende med vedtagelsen af FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder i 1948.
Frederik Thuesen Pedersen, sociolog og pd.h.-studerende ved Københavns Universitet på et projekt om menneskerettigheder og social solidaritet, er i lighed med Rytter opmærksom på, at der de seneste år har været en tendens til, at menneskerettighederne har tabt en smule terræn.
Han peger på, at det utvivlsomt spiller en rolle, at Anden Verdenskrig efterhånden har fortonet sig som den historiske baggrund for indførelsen af menneskerettighederne. Hvor rettighederne tidligere hentede deres styrke i afskyen for krigen og alt, hvad den stod for – på linje med EU – skal de nu forsvares af vælgere og politikere, for hvem Anden Verdenskrig er væk.
– Efter at menneskerettighederne havde stor medvind i efterkrigstiden, er der siden slutningen af 1990'erne mobiliseret en form for nationalistisk modstand mod projektet. Menneskerettighederne bliver fremstillet som en form for afgudsdyrkelse, sådan som Søren Karup for eksempel gør det i bogen "Dansen om menneskerettighederne", siger han.
Frederik Thuesen forklarer det med, at menneskerettighederne i kraft af, at de er et forsvar for den enkelte borger, indskrænker staternes suverænitet. For politikere, der lægger stor vægt på statens suverænitet og handlekraft, vil menneskerettighederne være en hæmsko for de initiativer, man kan tage politisk.
Stadig er der dog ingen tvivl om, at menneskerettighederne står stærkt i det danske samfund – og i stigende grad også befæster deres position internationalt. Som kerneværdier har de stor tilslutning i Danmark.
– Man kan sige, at menneskerettighederne er rykket frem, men at de dermed også er blevet en del af det almindelige politiske slagsmål. Politikerne tager dem ikke nødvendigvis helt så bogstaveligt, som de gjorde for 10 år siden, siger han.
Selvom menneskerettighederne oprindelig blev formuleret i en vestlig, europæisk sammenhæng, undrer det ikke Frederik Thuesen, at også ikke-vestlige samfund og kulturer har taget dem til sig og i voksende grad forsøger at indarbejde dem i deres lokale lovgivning.
– Menneskerettighederne rummer tanken om en moral, der beskytter alle mennesker. Den ide appellerer til de fleste. Den universelle moral, der ligger bag menneskerettighederne, er en meget stærk tanke. Det er de færreste mennesker, der ikke føler sig tiltrukket af at få at vide, at de er noget i deres egen ret som menneske, og at den tanke oven i købet kan omsættes til juridisk beskyttelse. Det giver menneskerettighederne en stor styrke, siger han.
Frederik Thuesen peger også på, at globaliseringen givetvis har indflydelse på menneskerettighedernes internationale fremgang. I takt med, at lande samarbejder og handler på kryds og tværs, stiger behovet for nogle fælles etiske regler, som kan anvise svar på, hvordan man løser problemer med flygtninge, indvandrere, sundhed, miljø og så videre. Menneskerettighederne er hensigtsmæssige, fordi de ikke er knyttet til en bestemt religion.
– Man kan sige, at menneskerettighederne er en form for moralens universalsprog, lingua franca, som engelsk efterhånden er blevet det inden for videnskab og handel.
Faren ved menneskerettighedernes succes – og måske en af årsagerne til, at politikerne udfordrer dem – kan dog være, at de har det med at blive ophøjet til at være en eviggyldig rettesnor for forholdet mellem stat og borger. Kai Sørlander, filosof og forfatter til blandt andet "Om menneskerettigheder – er en global etik mulig?", mener, at det er vigtigt at fastholde, at menneskerettighederne ikke er guddommelige sandheder.
Hans bekymring er, at menneskerettighederne har en tilbøjelighed til at blive betragtet som en facitliste for en lang række forhold i samfundet, selvom de efter hans mening ikke er af en særlig natur, som hæver dem over de politiske diskussioner. I sin essens er menneskerettighederne politiske idealer, der er vedtaget af politikere på et givet historisk tidspunkt. Gode, rigtige idealer, som Kai Sørlander har stor sympati for, men stadig politiske.
– Menneskerettighederne har det med at blive en slags trumf; en politisk overdommer, der udstikker den rette kurs, og det er et problem. Set med mine øjne er menneskerettighederne nogle velbegrundede idealer, som vi absolut bør sigte efter og lægge til grund for den parlamentariske debat, men det er nødvendigt, at vi er opmærksomme på, at de ikke ejer en særlig magi. De er et sæt spilleregler vedtaget i en bestemt historisk sammenhæng, siger Kai Sørlander.
Han peger på, at jurister og domstole jo heller ikke er enige om, hvordan menneskerettighederne skal fortolkes.
– Der er altid et fortolkningsproblem. Hvornår er der for eksempel tale om tortur? Det må være op til politikerne at definere så præcist, at domstolene kan træffe entydige afgørelser.
På Institut for Menneskerettigheder er uddannelseschef, histori-ker Annette Faye Jacobsen enig i, at menneskeretten hele tiden har brug for kvalificeret modspil for at være et sæt værdier, man kan tage alvorligt.
– Men jeg synes også, at der har været en meget frugtbar diskussion af grænserne for menneskeretten. Det er ikke sådan, at menneskeretten ikke kritiseres, og det er fint nok. Ellers risikerer vi, at den bliver udvandet, siger hun.
Set med hendes øjne er der først og fremmest grund til at glæde sig over udviklingen i de forløbne 20 år. Hvor man ved FN's Verdenskonference om Menneskerettigheder i Wien i 1993 stadig drøftede, om menneskerettighederne virkelig er universelle – om de nu også dur i Kina – er den debat forstummet.
– Menneskeretten er etableret som en fælles platform i de fleste stater. Der er ingen, der for alvor sætter spørgsmålstegn ved menneskerettighederne som en fælles standard – i hvert fald ikke i teorien, siger Annette Faye Jacobsen.
Samtidig har udviklingen siden terrorangrebene på USA den 11. september 2001 også givet, og giver fortsat, menneskerettighederne alvorlige ridser i lakken. Behandlingen af fangerne på Guantánamo-basen; de hemmelige fangetransporter i Europa; nationale sikkerhedslovgivninger, der af hensyn til terrorbekæmpelsen presser de borgerlige rettigheder. Dertil kommer en frygt for flygtningestrømme og indvandrere, som har fået mange vestlige lande, herunder Danmark, til at stramme sin udlændingelov langt ud over, hvad der hidtil har været praksis.
– Vi har set vestlige lande sætte nye standarder, som man ikke havde forestillet sig for 10 år siden, siger Annette Faye Jacobsen.
Den glade nyhed, set med hendes øjne, er, at i modsætning til tidligere er der nu en heftig debat, når menneskerettighederne udfordres eller ligefrem overtrædes.
– Kritikken kan ikke undertrykkes. Dét er en landvinding. Hemmelige fangetransporter bliver ikke ved med at være hemmelige. Når en regering afviser en kritisk rapport, bliver det diskuteret. Alle de konventioner og den lovgivning, diverse regeringer har skrevet under på gennem årerne, forpligter. Menneskerettighederne er i vidt omfang blevet skrevet ind i de nationale lovtekster, og nu fanger bordet, siger hun.
Selvom menneskerettighederne er blevet forankret som en kerneværdi i det internationale samfund, presser nye udfordringer sig også hele tiden på. En af de alvorlige trusler mod demokratiet, som Annette Faye Jacobsen ser forude, er den islamistiske fundamentalisme med dens selvmordsbomber og terror.
– Det er en stor udfordring for de demokratiske dele af det internationale samfund at komme i dialog med de befolkningsgrupper, som støtter de fundamentalistiske kræfter, understreger hun.
upoulsen@kristeligt-dagblad.dk
Læs også kronikken på lørdag "20 år med menneskerettigheder" af Eva Maria Lassen, ph.d. i historie, seniorforsker ved Institut for MenneskerettighederFakta
FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne