De religioner, som vil overleve, må indrette sig som åbne, venlige tilbud

Kristendommen bærer det danske samfund, men udfordres af kravene om tilpasning til nutiden, mener religionsforsker Katrine Frøkjær Baunvig

Set indefra må kristendommen betragtes som en succes, siger Katrine Frøkjær Baunvig.
Set indefra må kristendommen betragtes som en succes, siger Katrine Frøkjær Baunvig. . Foto: Lars Aarø, Fokus.

Hvad er det bedste ved kristendommen?

For en som mig, der forsker i religion og elsker katedraler, men ikke selv er troende, bliver spørgsmålet let abstrakt, selvom kristendommen for mig også er noget, som er uomgængeligt og en historisk bekræftet kendsgerning. Jeg ser derfor kristendommen udefra og som et af mange kultursystemer, der alle har til formål at holde mennesker sammen ved at skabe fælles værdier og ritualer - og dermed være samfundsopbyggende og -vedligeholdende. For mennesket er et socialt dyr, der spontant søger andre personer og kollektive eller kulturelle systemer for at blive til det, vi forstår som et menneske. Og jo mere komplekst samfundet er, jo mere kræver det også af dette kultursystem, hvis det skal virke. Her har kristendommen vist sig at være langtidsholdbar, geografisk udbredt og i stand til at kunne tilpasse sig stadig nye vilkår. Så set indefra må kristendommen betragtes som en succes.

Hvad er det værste ved kristendommen?

Det er bagsiden af samme mønt. At et sådant kultursystem altid er under opbygning og tilpasning, og at det kan være svært for en samtid at se, hvilke omstillinger der er nødvendige for at bevare kultursystemet. For der er typisk tre muligheder. Den første er, at de, der bærer kultursystemet, ikke finder, at der er grund til at lave noget om. Den anden er, at der laves mindre og omkostningslette omstillinger, men omvendt ikke noget, som ikke kan rulles tilbage. Og så er der den tredje vej, som er de helt store og omkostningstunge omstillinger, som ikke kan rulles tilbage som for eksempel Reformationen.

Hvad er det bedste ved folkekirken?

Det er den førerposition, som folkekirken stadig har i Danmark, til trods for at kristendommen siden slutningen af 1700-tallet reelt har været i krise og er blevet mødt af mange andre værdier og måder at tænke på som for eksempel økonomisk tænkning, videnskabelig tænkning, æstetisk tænkning med flere. Men i Danmark er der ikke for alvor nogen konkurrerende religioner eller andre kristne retninger, som kan true folkekirkens position som den førende tro i det danske samfund - og det gælder også her i 2015, og også selvom mange af de andre værdier og tænkninger spiller en stor rolle i samfundet.

Hvad er det værste ved folkekirken?

Ja, det handler igen om kirken og kristendommen som kultursystem og om evnen til at se, hvad der skal til i den tid, som man lever i.

I dag som altid er spørgsmålet: Hvordan balancerer man mellem at tilpasse for meget og for lidt? Kan man komme folket så meget i møde, at man er rejst for langt fra kernen? Og kan man omvendt stille sig så tungt på traditionen, at man ender som en rigid kolos? Det er det Scylla og Charybdis (snævert og farligt stræde fra græsk mytologi, red), som folkekirken må styre igennem.

Hvad er det bedste ved gudstjenesten?

Det er, når det lykkes at give kirkegængerne en følelse af at være en del af menigheden, når det giver mening for dem at være der. Når kirkegængerne mindes om fællesskabet og kollektivet og derfor føler sig bekræftet i deres identitet, mening og dermed også i deres kristne kultursystem. Når det lykkes at skabe balance mellem på den ene side den kristne tro i al sin abstrakthed og så på den anden side den meget konkrete kirke og gudstjeneste med liturgi, salmesang og ritualer.

Hvad er det værste ved gudstjenesten?

Hvis der ikke kommer nogen og deltager. For hvis et kultursystem skal opretholdes, kræver det, at der møder nogle op og er med i ritualerne. Eller når det ikke lykkes at give kirkegængerne den følelse af at være en del af en menighed og det kultursystem, som de gik i kirke for at få. For det kan være svært i dag, hvor der kommer så mange forskellige mennesker i kirke med så mange forskellige udgangspunkter. Først er der dem, som jeg kalder kirkeeliten. De er ikke nødvendigvis teologer, men de er indforstået med kristendommen, liturgien, teksterne og selve gudstjenestens opbygning. De reflekterer - også teologisk - over teksterne og forholder sig kritisk til prædikenen, valget af salmer og er generelt meget aktive. De ved selvsagt også, hvornår de skal rejse sig i løbet af gudstjenesten. Den anden gruppe kalder jeg de kirkevante. De er hjemme i deres kirke, som de holder af. De kender deres præst, og de glæder sig over det fællesskab, som de møder i kirken. De kan en masse salmer, og de ved, hvordan en gudstjeneste forløber, og hvornår de skal rejse sig. De forholder sig ikke nødvendigvis kritisk til gudstjenestens udformning og forløb. Endelig er der de ikke-kirkevante, som kun kommer sjældent i kirken. For eksempel til en dåb eller et bryllup. De er ofte meget forvirrede og ved ikke, hvornår de skal rejse sig, eller hvordan gudstjenesten er bygget op. De kender ikke salmerne og går sjældent til nadver. For dem kan en gudstjeneste være en meget rodet - og kedelig - ting. Udfordringen er at komme alle disse tre grupper i møde.

Hvad er det bedste ved det multireligiøse samfund?

Jeg opfatter det multireligiøse og det multikulturelle som relativt synonyme og som beslægtet med det postmoderne. For at gøre en lang historie kort: De religioner, som vil overleve i samfund kendetegnet ved den komplekse tilstand, må indrette sig som åbne, venlige tilbud for individer, der ikke længere er stabile, robuste troende. Man søger, shopper og sammensætter selv sin religiøsitet.

Hvad er det værste ved det multireligiøse samfund?

Jeg tror ikke, at man kan sige, at det er det værste ved det multireligiøse samfund. Men det er interessant, at religiøse kernebegreber ændrer indhold, når de shoppes og omformes, så de passer ind i den enkeltes egen religion som for eksempel begrebet reinkarnation. I Østen, hvorfra tanken om genfødsel stammer, er reinkarnation noget, som man helst vil undgå, mens det for mange i Vesten bliver til et håb om flere liv.