I blok ni ved foden af Inspektørbakken i det centrale Nuuk på Grønland stod en opgangsdør på vid gab, da Kristeligt Dagblad ankom for at møde Noële Simon og Agnes Deprez.
Indenfor ledte en tyk guld-streg øjet igennem et virvar af kærlighedserklæringer og bandeord på væggen op til svalegangene på anden sal. Her lå de to nonners lejlighed blandt de lokale grønlænderes, og det havde den gjort siden 1980’erne. De havde fransk som modersmål, men talte dansk med hinanden og forstod grønlandsk. Blandt de lokale grønlændere var deres blå nonneslør symbol på den katolske kirke i byen.
Men de to kvinder havde besluttet at rejse til det mildere klima i Skandinavien. Og det var et brud med en fast tradition. For mens præster var kommet og gået i årenes løb, havde søstrene været det blivende element. Fremover må den katolske menighed i Nuuk klare sig uden nonner. Lysten til at aflægge klosterløfte blandt unge kvinder er på tilbagegang, og ordenen har nedlagt missioner i en række lande. Søstrene kaldte sig derfor for de sidste i Nuuk.
Mange nonner arbejder kun for deres orden. Men Agnes Deprez på 65 år fra Belgien havde i tiden på Grønland måttet tjene til dagens brød. Sidst på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk, efter de begge fik nok af den usikre tilværelse som sæsonarbejdere på fiskefabrikken. Noële Simon på 86 år fik dengang ansættelse på en telestation, hvor hun tog imod telefonbestillinger i næsten 17 år, indtil arbejdet blev automatiseret.
”Dengang vi kom hertil, gik alle så at sige i de samme sko. Nu er det en storby, og der er kommet større skel mellem rig og fattig,” fortalte Noële Simon fra Frankrig, der egentlig ikke havde regnet med nogensinde at søge væk fra den smukke ø.
”Jeg havde håbet at dø her, for jeg er en gammel dame. Men det sker ikke,” fortsatte hun.
Udenfor udgjorde sne og is en daglig udfordring, som fik benene til at forsvinde under unge såvel som gamle i Nuuks gader.
”Hun er faldet flere gange. Men hun dør ikke. Det er ligesom i den gamle franske film ’L’increvable’ (Den udødelige, red.) med ham, der ikke kan dø,” sagde Agnes Deprez om sin veninde og slog en latter op.
”Det, man har oplevet her – det, man er blevet til, forsvinder jo ikke. Man er ikke samme menneske efter at have boet i Grønland i 35 år. Man er blevet smittet af den fine mentalitet, der er her. Som nonne har man et lydighedsløfte, men man skal også være lydig mod livet og det, livet byder. Det nytter ikke at kæmpe imod,” forklarede Agnes Deprez, der forventede, at hun ville savne mange mennesker fra tiden under den høje grønlandske himmel:
”Vi forlader Grønland, men vi har mange venner og bekendte. Ligesom os er de kede af, at vi rejser.”
Nonnerne var kendt langt uden for deres vennekreds. Det vidnede flere historier i den lokale presse om, og man kunne også høre det på nogle af de oplevelser, de berettede om.
”En aften, da vi sad og spillede kort, bankede det på døren. Det var en stor fuld pige, som jeg vidste kom fra et handicaphjem, men jeg kendte hende ikke. Hun gik ind ad døren og satte sig på vores sofa og faldt i søvn. Vi fortsatte med at spille kort, indtil vi på et tidspunkt sagde ’nu skal du altså hjem’. Hun ville ikke gå, så vi ringede til handicaphjemmet, men de gad ikke hente hende. Så ringede vi til politiet. Da hun skulle op af sofaen og med dem ud, kastede hun op,” fortalte Agnes Deprez.
Begge nonner havde stadig kontakt til familien. Agnes Deprez skrev stadig med sin 92-årige mor i Belgien via samtaleprogrammet Skype, men det var ikke der, hun ville nyde sit otium. Hun rejste til København, og Noële Simon er nu bosat i en forstad til Stockholm.
