Prøv avisen
Før søndagen

Lektor: De spedalske skulle leve på afstand af andre

De spedalske kunne se frem til et liv på afstand af andre for 2000 år siden. Her ses en af dem anråbe Jesus – også på afstand – i et udsnit af motiv malet af franske Jacques Tissot (1836-1902), der efter sin flytning til London blev kendt som James Tissot. – Foto: Ritzau Scanpix

I dag forbinder man ofte spedalskhed med krumme kroppe og forkrøblede lemmer, men for 2000 år siden i de bibelske områder var det en langt bredere betegnelse for sygdomme, der tvang mange til et liv i isolation

Bevægede man sig uden for landsbyerne på Jesu tid og stødte på en beskidt og mager person, der højlydt råbte ”uren” som advarsel, var det med at få benene på nakken i den modsatte retning. Vedkommende ville i det tilfælde sandsynligvis være en spedalsk. Og de spedalske skulle man undgå for ikke selv at blive uren og udelukket fra samfundet. Det fortæller lektor på det teologiske fakultet Jesper Tang Nielsen. I søndagens tekst møder Jesus på sin vandring ikke blot én enkelt, men hele 10 spedalske, som han helbreder. Men at Jesus overhovedet stopper op for at besvare de spedalskes bøn, var på denne tid ikke sædvanligt.

”Man betragtede de spedalske som urene, og man isolerede dem derfor fuldstændig fra den øvrige befolkning, så smitten ikke blev overført. Som spedalsk skulle man højt og tydeligt give varselsråb og dermed forhindre andre mennesker i at komme nær. De spedalske blev også nægtet adgang til vigtige steder. De måtte selvfølgelig ikke komme i templet og var muligvis helt udelukket fra Jerusalem.”

At være nægtet adgang til templet dengang var meget mere afgørende end at være nægtet adgang til kirken i dag. Det var på Jesu tid ganske udslagsgivende for, hvordan man blev anset som menneske. Templet blev på denne tid i Israel betragtet som landets centrum, og kunne man ikke komme her, befandt mig sig virkelig i marginen af datidens samfund, siger Jesper Tang Nielsen.

”At komme nær det hellige krævede, at man var et ’helt’ menneske. Som spedalsk var man med sin sygdom og sine sår ikke ’hel’, og blev derfor betragtet som uren.”

Hvad der er Jesper Tang Nielsen mest slående ved beskrivelsen af de spedalske på Jesu tid, er dog ikke udelukkelsen fra det omgivne samfund. Det er derimod, hvor detaljeret og udførligt den frygtede sygdom står beskrevet i Loven om Spedalskhed, der findes i Tredje Mosebog kapitel 13 og 14. Det er her angivet helt ned i små detaljer, hvordan et menneske, der på sin ”hud får en hævelse eller udslæt eller en lys plet” skal føres til præsten Aron eller en af hans sønner, der ”hvis hårene på det angrebne sted er blevet hvide, og det angrebne sted viser sig at ligge dybere end huden udenom” vil erklære personen for uren. Den pågældende præst vil dernæst forsøge på at helbrede vedkommende i en ugelang og præcist beskrevet helbredelsesproces. Lykkes dette ikke, skal præsten erklære vedkommende uren, og så må han ”bo isoleret og opholde sig uden for lejren”, står der.

Netop det, at spedalskheden optræder mange steder i Bibelen og er så udførligt beskrevet i Tredje Mosebog, understreger ifølge Jesper Tang Nielsen, at spedalskheden var et kendt problem i datidens samfund, som man var nødt til at forholde sig til.

”Mit bud er, at kronisk spedalske som andre syge eller handicappede på denne tid levede af at tigge. Men det blev naturligvis besværliggjort af, at andre ikke måtte komme dem nær. I søndagens tekst optræder de spedalske som en gruppe, men det er svært at sige, hvorvidt det var normalen.”

Når vi i dag tænker på sygdommen spedalskhed, vil mange få et indre billede vist for sig af forkrøblede mennesker med store åbne sår og deforme eller måske endda manglende legemsdele. Men spedalskhed på Jesu tid var kun i nogle tilfælde den samme sygdom, som vi kender til i dag, fortsætter Jesper Tang Nielsen. Der er nemlig sket et skift i ordets betydning, der på bibelsk tid dækkede over et langt bredere spektrum af sygdomme, end hvad den specifikke medicinske betegnelse, vi har for spedalskhed i dag, gør.

”I Mosebogen står det meget tydeligt beskrevet, at spedalskhed kunne helbredes. Der er en lang og detaljeret beskrivelse af, hvordan man kan erklæres ren efter at have været spedalsk. Men den spedalskhedssygdom vi kender i dag, ville man aldrig kunne kurere med de midler, man havde til rådighed på den tid. Betegnelsen, må man derfor formode, dækker over mange forskellige former for hudsygdomme og infektioner. Det bliver også nævnt, at andre ting såsom huse og tøj kunne få spedalskhed, og det giver jo ikke mening i forhold til, hvordan vi betegner sygdommen i moderne tid. Det skyldes, at begrebet spedalskhed i dag har fået en mindre omfattende betydning, så det alene betegner en specifik sygdom.”