”Ethvert system, som ikke tåler kritik, mister sin legitimitet. Hvis islam skal have en chance for at kunne eksistere i et demokratisk samfund, kræver det en revolution, det opgør, som andre religioner har gennemgået, men som aldrig har fundet sted i islam.”
Sådan lyder dommen fra Waleed al-Husseini over telefonen fra Paris. Dengang den i dag 27-årige islamkritiker og ateist boede i Palæstina, oplevede han selv konsekvenserne af at holde fast på sin ret til at ytre kritik. Det har han skrevet en bog om, som udkommer på næste fredag.
Det begyndte med bloggen ”Fornuftens Stemme” i 2006. I internettets anonymitet og relative sikkerhed begyndte den dengang 17-årige Waleed al-Husseini at rejse nogle af de eksistentielle, etiske og islamkritiske spørgsmål, han søgte svar på. Hvorfor var kvinder ifølge islam mænd underlegne, når det samtidig var deres tunge ansvar at opdrage kommende generationer? Hvordan kan mennesket have en fri vilje, hvis det er Guds hånd, der fører dem? Imamerne kunne enten ikke svare fyldestgørende, når han som barn havde spurgt, eller også fik han at vide, at han skulle tie stille og ikke fornærme Gud. Men fra internetcaféerne i hjembyen Qalqilya på Vestbredden kunne Waleed al-Husseini sende strømme af spørgsmål, provokationer og debatoplæg ud i cyberspace uden indblanding. I løbet af de næste år oprettede han flere blogs på sociale medier, mens tusinder af følgere strømmede til fra hele verden.
I marts 2010 oprettede han den satiriske Facebook-side, ”Jeg er Allah”, hvor han gjorde grin med koranen og dens vers.
Hvad al-Husseini ikke vidste var, at myndighederne længe havde overvåget ham, og han blev arresteret på en internetcafé og ført til sikkerhedstjenestens hovedkvarter.
”De kaldte mine blogs for et angreb på alle muslimer og sagde, at de udfordrede sikkerheden i hele Palæstina,” forklarer han og fortsætter.
”De var overbevist om, at jeg var finansieret af udefrakommende kræfter, og at målet var at destabilisere hele landet. Det var utænkeligt for dem, at jeg havde oprettet mine blogs af egen vilje og overbevisning, og de spurgte mig, hvordan jeg vovede at vende Allah ryggen.”
Waleed al-Husseini var fængslet i 10 måneder. Han blev forhørt om sine påståede udenlandske forbindelser, udsat for søvnberøvelse og psykisk og fysisk tortur. Han blev herefter løsladt, formentlig på grund af pres fra udlandet, vurderer han. Men han var stadig under nøje opsyn og skulle melde sig dagligt til politiet, ligesom han blev forbudt at bruge internettet.
Waleed al-Husseinis historie er langtfra enestående. I Saudi-Arabien blev en blogger i september i år idømt 1000 piskeslag og 10 års fængsel for apostasi – frafald fra islam – mens en kristen, jordansk blogger blev skudt uden for retslokalet, da han stod anklaget for at fornærme islam. Han havde delt en satiretegning på Facebook. I april i år blev Nazimuddin Samad hakket ihjel med macheter i Bangladesh i den foreløbige kulmination på en række drab på sekulære bloggere i landet.
En opgørelse fra det amerikanske forskningscenter Pew Research Center viser, at 25 lande i verden har love mod apostasi, og 14 af dem findes i Mellemøsten og Nordafrika.
Ifølge Waleed al-Husseini er det langt farligere at være frafalden end at tilhøre en anden religion.
”Apostasi udgør en større trussel mod islam, fordi det er et mere åbent opgør med islam, når nogen fra troen vender den ryggen. Det ryster selve kernen i religionen. Derfor slås der så hårdt ned på frafaldne, for de udstiller det svage fundament, mange islamistiske styrer bygger på,” siger han.
Blot få uger efter sin løsladelse i 2011 blev Waleed al-Husseini igen anholdt i Qalqilya, mistænkt for at stå bag en ny blasfemisk side, og i de følgende tre måneder blev han jævnligt varetægtsfængslet.
Han besluttede sig for at flygte til Frankrig og lærte herfra senere, at han var blevet idømt syv et halvt års fængsel in absentia. I Paris var han i sikkerhed for den juridiske kontrol. Men ikke for den sociale.
”Jeg boede i det 18. arrondissement, hvor demokratiet blev opfattet som en trussel, og hvor imamerne afgjorde strider, ikke myndighederne. Også her oplevede jeg at blive udstødt eller udsat for trusler, når folk lærte, at jeg var ateist. Det var et samfund i samfundet. I virkeligheden er det et problem overalt i storbyer i Europa, også i Danmark. Mange steder har muslimer ingen interesse i landets love og skikke. De følger Koranen og ser de sekulære samfunds borgere som vantro og fortabte. Derfor skærmer de deres børn fra denne verden, for at de ikke også skal påvirkes, og det styrker isolationen.”
For nylig åbnede Mariam Moskeen i København. Et feministisk projekt, som har kvindelige imamer og er åben for både mænd og kvinder på lige fod. Og i årevis har organisationen Sabaah, som kæmper for rettighederne for muslimer i LGBTQ-miljøet, givet sin stemme til kende i den danske debat. Er det ikke tegn på, at islam er ved at undergå forandring og tage de første spæde skridt mod den revolution, al-Husseini efterspørger? Måske, siger Waleed al-Husseini, men understreger, at græsrødder ikke er nok.
”Jeg støtter alle disse progressive tiltag. Men problemet med disse bevægelser er, at de ikke anerkendes af andre muslimer. De anerkendes ikke af præstestyret i Iran – end ikke blandt store dele af herboende muslimer. Islam har ingen interesse i frie kvinder, de udgør snarere en trussel,” siger Waleed al-Husseini og afslutter:
”Muslimer er nødt til at se sig selv som først og fremmest franske, danske, eller hvor de nu kommer fra, og dernæst som muslimer. Før det sker, kan islam ikke rykke ind i det 21. århundrede.”