Prøv avisen

De stygge skal have flere bolsjer end de søde

"Jeg ved, at der bliver passet på mig, og at jeg er i hænderne på en, der er større end mig selv," siger dirigent Nenia Zenana. Foto: Mette Frandsen.

Dirigent Nenia Zenanas tro er blevet udfordret på mange måder, men hun hviler i den opfattelse af Gud, at han er nærværende og konkret i hendes liv

Hvordan vil du beskrive din tro?

Helt kort, så tror jeg på Gud. Hvilket for mig vil sige en, som jeg siger du til. En, som er større end mig selv, heldigvis. En, som er alt det store og det nære samtidig: tryghed, trøst, tilgivelse, fred, kærlighed, plads, glæde, humor, liv, lys, kreativitet, rummelighed, grøde. Men også en, der lærer mig ansvaret for mit liv, min verden og de mennesker, der er sat omkring mig.

LÆS OGSÅ: Aldrig alene

Det er i høj grad en hverdagsting for mig at tro på Gud. Ligesom jeg mange gange i løbet af dagen er i kontakt med min mand og siger hvordan går det, og hvad skal jeg købe på vejen hjem?, er Gud en, jeg hele tiden er i kontakt med. Som en meget nær og konkret virkelighed. Men samtidig, som sagt, en, der er større end mig selv, og som har overblikket. Det er i sig selv ret inspirerende at mærke en, der formår at være chef i ordets mest ultimative forstand og samtidig være ligesom en søskende.

Hvordan var forholdet til religion i dit barndomshjem?

Jeg ved ikke helt, om det kunne kaldes religion, når jeg prøver at høre ordet i mine forældres mund. Men gudstro var en hverdagsting. Den hørte med. Der blev læst i Bibelen og sunget, sunget, sunget rigtig meget, og det var en god ting at have til fælles. Vi gik i kirke og deltog i alt muligt kirkeligt. Der blev holdt andagt ved bordet, og jeg tror alt i alt, at det bare var der hele tiden og hver dag. Det var ingen hemmelighed, og på vejen var der nogle, der kaldte os de hellige, men det var o.k. Det var bare sådan, det var. Jeg tror, at den positive selvfølgelighed er noget, som jeg har taget med mig.

Hvad har udfordret din tro?

Mange forskellige ting. Jeg tror, at en af de største ydre udfordringer var, at jeg i 22 år havde en handicappet veninde, som jeg også arbejdede for som hjælper, og som jeg bad rigtig meget for. Og jeg syntes ikke, der skete noget som helst. Jeg syntes bare, at hun kæmpede og kæmpede så hårdt helt frem til sin død.

Til sidst blev jeg sur på Gud og sagde til ham, at nu måtte han selv klare, hvad han syntes, der skulle gøres. For jeg gad ikke snakke mere med ham om hende. Det ved jeg jo så også, at han gjorde, eftersom jeg tror, at han har styr på tingene. Det kan godt være, at der skete ting, som jeg ikke så. Men det var rigtig hårdt at be uden at se forbedring i så mange år.

For min egen del havde jeg en tid for mange år siden, hvor jeg havde mit helt store opgør med Gud. Jeg tror, det var dér, jeg for alvor opdagede, at han ikke smutter. Jeg fik lov at være vred. Meget vred. Meget længe. Men han blev alligevel. Jeg tror, at det er det grundlæggende i sådan et trosmæssigt teenageoprør, lige meget hvornår det bliver taget. Det var det i hvert fald for mig.

Det største religiøse skift i mit liv var, da jeg opdagede, at Gud grundlæggende ville mig det godt. Det lyder måske indlysende, men den kirkeretning, jeg voksede op i, passede måske ikke helt til min læringsstil, eller hvad man kalder det i dag. I hvert fald var jeg endt med en tro, der havde en undertone af frygt, skyld og skam. Men på et tidspunkt i starten af 20erne faldt 10-øren stille og roligt. Verden blev større, der blev højere til himlen, og frem for alt var det, som om Gud sagde til mig, at jeg ikke skulle bekymre mig så meget om de andres forhold til ham. Bare om mit eget. At holde styr på, hvilke kirkeretninger der tror på hvad og hvorfor, og om det nu er korrekt og passer sammen, er ikke så vigtigt. Jeg skulle bare sørge for, at kanalen mellem ham og mig var ren.

Dér har det været fint at tænke på Simon Peter. Han får at vide af Jesus, at han bliver martyr. Peter, der er en ilter sjæl, peger straks på Johannes og siger: Og hvad så med ham?. Hvortil Jesus siger, at det ikke er hans bord. Han skal tage ansvar for sit eget liv og ikke Johannes. Tanken om, at vi ikke skal bekymre os om det, som ikke er vores bord, og som vi ikke kan ændre på, men i stedet tage os af det, som faktisk er vores bord, synes jeg er en rigtig god retningslinje, som af og til har været en udfordring for mig. Det har altid været en gave, når det er lykkedes at finde ro i at slippe det, som ikke er mit.

Hvad har formet den tro, du har i dag?

Min opvækst, min mormor, min kirke (Bethlehemskirken i København, red.), min mand, min uddannelse som musiker, som dirigent og som kropsterapeut. I dag er alt, hvad jeg møder, med til at forme mig, og det er en stor ting for mig, at jeg ikke behøver møde alt nyt med frygt, men kan møde det med nysgerrighed. Jeg ved, at der bliver passet på mig, og at jeg er i hænderne på en, der er større end mig selv. Jeg ved, at livet er fuldt af så meget godt, som bare venter på at blive åbnet. Jeg ved også, at der er en masse sten på vejen, som jeg kommer til at skvatte over, men jeg ved, at de kommer, når de skal, og at jeg får kræfterne, når de er der.

Hvordan gør din livsanskuelse en forskel i din hverdag?

Jeg synes, at jeg snakker med Gud hele tiden eller i hvert fald rigtig mange gange i løbet af dagen. Derudover går jeg i kirke hver søndag. Min livsanskuelse gør en stor forskel i løbet af dagen, faktisk hele tiden, tror jeg.

For nogle år siden skulle jeg skrive et svært brev til en arbejdsplads. Det var et brev, hvor der skulle fortælles svære ting, som skulle vægtes rigtigt. Min præst bad for mig og bad blandt andet Jesus om at stille sig som filter. Sådan at alt skulle gå gennem ham. Det var måske et lidt syret billede, men det virkede faktisk. Da jeg satte mig til computeren, så jeg det for mig. Alle de ord, jeg skrev, blev sendt gennem en stor, lys skikkelse. Hvis ikke de kunne komme igennem, var de for snavsede, og så blev de slettet.

Det var en stor lettelse at vide, at det afsendte var så rent som muligt. Jeg har siden brugt det, når jeg skal sige ting.

Jeg har ikke så meget styr på det med de overordnede retninger. For mig er det bare Gud og mig, og så er den ikke så meget længere. Jeg sidder lige og tænker på den smukke beskrivelse i Emil fra Lønneberg, hvor Alfred siger du og jeg, Emil og han svarer du og jeg, Alfred. Selvom Gud også er universets almægtige opretholder, er det på forunderlig vis samtidig sådan, jeg oplever at sortere under ham.

Hvem er et forbillede for dig i eksistentielle spørgsmål?

Af forbilleder i eksistentielle spørgsmål har jeg et par stykker. Min mormor på 98. Hun sorterer direkte under Vorherre, og hun har lært mig, at de stygge skal have flere bolsjer end de søde, for de stygge trænger mere til dem. Det har hun altid selv levet efter.

Og så min niece Siri-Anna på 12 år. Hun er en gave i mit liv, og hun har lært mig så meget om det, at noget er større. Som 8-årig oplevede hun, at en af de store drenge sagde noget ondt til hende. Da hendes mor spurgte, om ikke hun blev ked af det, sagde hun: Nej, jeg tænkte bare, at det vigtigste var, at jeg ikke sagde noget dumt tilbage til ham. De to inspirerer mig til generøsitet og frygtløshed. Kærlighed og plads.

Hvad er det bedste åndelige råd, du nogensinde har fået?

Frygt ikke!