I disse uger begynder konfirmanderne på deres konfirmationsforberedelse. Eller rettere: De begynder ”at gå til præst”, som de selv siger. Både de unge og deres forældre forventer, at det er præsterne, der varetager konfirmationsforberedelsen. Sådan er det også i langt de fleste af folkekirkens sogne. For nylig talte jeg med en mor i et af de sogne, hvor det er kirke- og kulturmedarbejderen, der står for undervisningen, og den pågældende mor var skuffet over, at hendes barn ikke fik lejlighed til at lære præsten at kende. Moderen havde ingen negativ forventning til kirke- og kulturmedarbejderen som underviser, men hun ville bare gerne have haft, at hendes søn kom til at kende præsten.
Det er ikke kun den omtalte mor, der har en særlig forventning til præsten som andet end lærer eller pædagog. Præsten gør noget, som de fleste andre mennesker, konfirmanderne kender, ikke gør. Han eller hun står hver søndag foran alteret i kirken, og den særlige identitet og autoritet bærer præsten med sig også i mødet med de unge i konfirmationsforberedelsen. Centralt i billedet af præstens identitet står tavshedspligten. Som den nævnte mor formulerede det:
”Vi har altid sagt til vores søn, at hvis der er noget, han ikke kan tale med sine venner, sine lærere eller med os forældre om, så kan han altid tale med en præst, for han eller hun har tavshedspligt.”
MindU, et projekt under Det Sociale Netværk, der sætter fokus på psykisk sårbarhed og mental trivsel blandt konfirmander, peger på, at op mod 90 procent af konfirmanderne hellere vil tale med præsten end med en lærer om sårbarhed og dårlig trivsel, netop på grund af tavshedspligten. I første sæson af tv-serien ”Herrens Veje” så vi, hvordan en pigekonfirmand betroede sig til den unge præst, da hun var blevet gravid. Når man ikke har andre steder at gå hen, kan man altid gå til præsten. Om de unge så faktisk gør det, er en anden sag.
Pernille Nærvig Petersen, der er religionspædagogisk konsulent i Helsingør Stift, har netop færdiggjort rapporten ”Præster, konfirmander og pædagogik”, der baserer sig på interviews, en spørgeskemaundersøgelse blandt præster og på eksisterende konfirmandundersøgelser. Her fremgår det, at netop det relationelle, forholdet mellem præst og konfirmander, er noget af det, mange præster vægter højt, når de skal angive, hvad de gerne vil have, at konfirmanderne får med sig fra forberedelsen. Konfirmanderne møder i præsten et menneske, som autentisk kan tale personligt om tro og kristendom, og hvis relationen til præsten er god, så får konfirmanderne en fornemmelse af, at der er noget at hente i kristendommen. Mens konfirmanderne ifølge rapporten typisk kommer med en forventning om, at det at gå til præst er lidt ligesom at gå i skole, og at de skal have viden om kristendom, så bliver det relationelle efter konfirmationen vægtet højest. Konfirmationen opleves som ”den bedste dag i mit liv”, og som Pernille Nærvig Petersen formulerer det, så bliver det ”tolket sammen som én stor kærlighedserklæring, der kulminerer den dag – og som også konfirmationsforberedelsen bliver set i lyset af”.
Der er altså meget på spil i konfirmationsforberedelsen for både konfirmander og præster, hvilket også anskueliggør, hvorfor konfirmationen er en af folkekirkens helt store succeser med en konfirmationsprocent, som i international sammenhæng er enestående. Det er med andre ord et område, der er værd at satse på trods forskellige strukturelle ændringer – også i sogne, hvor der er mange konfirmandhold, som i tilfældet med den skuffede mor. Samt i sogne, hvor der er meget få konfirmander.
Den helt store udfordring er, at den gode relation mellem præsten og konfirmanderne ikke er vedvarende. Efter konfirmationen er der kun få eller ingen kontaktpunkter mellem kirken og konfirmander. Spørgsmålet er, om konfirmandernes endog meget positive erindring om den store dag er nok for folkekirken? I hvert fald må man håbe, at de, der går til præst, også efterfølgende har samme fornemmelse som konfirmandmoderen: At man altid kan tale med præsten, hvis man har brug for en helt fortrolig samtale.
Birgitte Stoklund Larsen er generalsekretær for Bibelselskabet.