13-årige Vigga Christensen havde egentlig ikke tænkt sig, at hun skulle konfirmeres. Hun vil ikke beskrive sine forældre som kristne, og der var derfor ikke tale om nogen selvfølge, men derimod om et valg, hun selv skulle træffe. Og det gjorde hun så for alvor efter en dag at have været sammen med nogle veninder, som alle skulle konfirmeres.
”Da de talte om det, kunne jeg mærke, at det også var noget, som jeg godt kunne tænke mig. Det lød som en fed og stor oplevelse. Så derfor fortalte jeg mine forældre, at jeg ville konfirmeres, og det var de glade for. De syntes, det var godt, at jeg selv traf beslutningen,” siger Vigga Christensen, som skal konfirmeres til foråret.
Denne lørdag eftermiddag er hun dog også i kirke for at bekende sin tro. Sammen med seks andre kommende konfirmander og sognepræst Mette Gramstrup træder hun ind i Kristkirken i København og bevæger sig op forrest i kirken. Bænkerækkerne er fyldt godt op med familie og venner til konfirmanderne, som er klædt i lange trøjer og cowboybukser. Der er fortsat noget tid, til de hvide konfirmationskjoler og pæne sæt tøj skal findes frem. Men de unge er samlet, fordi de lige skal have noget andet klaret først: De skal døbes.
De syv teenagere, der bevæger sig op ad kirkegulvet, er nemlig en del af den yngre generation i København, som ofte ikke døbes som små. Den kristne tro må de selv vælge til, og det sker typisk i forbindelse med konfirmationen.
”Det her er en af de første virkelig store beslutninger, I træffer i jeres liv – nemlig at I vil døbes og dermed blive del af det kristne fællesskab,” siger Mette Gramstrup, da konfirmanderne har sat sig på den forreste kirkebænk.
Hun har haft konfirmandhold i cirka 30 år og har størstedelen af konfirmanderne i det store Vesterbro Sogn. Gennem årene har hun oplevet en stigning i antallet af dåb op til konfirmationen. Sidste år skulle 27 ud af 86 konfirmander døbes, og i år er det 20 ud af cirka 100.
”Jeg har flere konfirmander end nogensinde før. Mit indtryk er, at de unge godt kan lide fællesskabet. Nogle har egentlig ikke planlagt at skulle konfirmeres, men følges med venner til konfirmationsforberedelsen og bliver så hængende. Derudover tror jeg, at det handler om at høre til et sted. Troen giver dem en ramme og et håb om godhed i en verden med meget ondt,” forklarer hun, inden dåben går i gang.
Nogle af konfirmanderne bliver døbt i løbet af året hver for sig, men ellers tilbyder Mette Gramstrup massedåb i adventstiden. For det er uden for den store barnedåbs- og bryllupssæson og en tid, hvor julen er lige om hjørnet, og man som forældre ikke føler sig nødsaget til at holde en stor, dyr fest. Og så giver massedåben en fællesskabsfølelse.
”Det geniale ved konfirmationen er netop, at det er en kollektiv fælleshandling, hvor man oplever at blive en del af noget større sammen. Dem, der døbes på denne måde, oplever det samme. De forstår det fællesskab, de har sagt ja til at komme ind.”
Inde i Kristkirken forsøger Mette Gramstrup at skabe en hyggelig og uformel stemning. Hun bruger ikke prædikestolen, men går rundt, mens hun taler og underholder med diverse anekdoter. Hun har efterhånden en lille manual for, hvad hun skal sige under konfirmanddåb. Syndernes forladelse nævner hun for eksempel altid.
”Det er ikke, fordi jeg tror, de unge bliver rovmordere og bankrøvere, men det at blive døbt til syndernes forladelse er den store frihed til at træffe de forkerte valg. Det tror jeg, unge i den alder har brug for at høre. Dåben er ikke en vaccination mod ulykke og forfærdelige ting, men det er frihed og et fællesskab, hvor man altid kan føle sig set og elsket.”
Efter prædikenen bedes alle i kirken om at samle sig rundt om døbefonten, som de unge på skift knæler ved. Imens der flittigt filmes og fotograferes, døbes de, hvorefter der tørres med en serviet. Einar Borup Skovgaard får lidt vand på næsen, og der grines. Også hans forældre mente, at han selv skulle bestemme, om han ville døbes.
”Det er jeg egentlig glad for, at de syntes. Det kan jeg bedre lide end slet ikke at have noget valg. Men jeg synes ikke, at det var svært at vælge,” siger han.
Da alle syv er døbt, fører præsten dem hen til et bord med chips, slik, sodavand og kaffe. Hun beder alle tage for sig.
”Når jeg døber nogen, der er over tre år, så skal der altid være en lille fest med lidt slik, kage og sodavand. Det er med til at gøre dåben til en god historie, der kan gives videre. Det skal ikke bare være ’jeg fik lidt vand i håret’. De unge skal huske dåben som en fest,” siger hun.
Vigga Christensen kan også godt lide den lille fejring bagefter, hvor hun bliver ønsket tillykke af familie og veninder.
”Jeg synes, det var vildt fedt. Jeg havde ikke regnet med, at det ville være så stort, og at der ville være så mange mennesker i kirken. Det at døbe mange på én gang er en god idé, og det er fint med en uformel ceremoni bagefter,” siger hun.