Klostervandring i munkenes fodspor

Den Danske Klosterrute fejrer i år sit 10-årsjubilæum med en godt fem måneder lang vandring fra Helsingør til Frederikshavn. I alt cirka 2300 kilometer gås der gennem 50 steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen

Dagens vandring mellem Bjerring og Mammen i det østjyske er nummer 120 på jubilæumsvandringen for Den Danske Klosterrute. Vandringen går fra kirke til kirke i Danmark og forbinder 50 af de steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen. –
Dagens vandring mellem Bjerring og Mammen i det østjyske er nummer 120 på jubilæumsvandringen for Den Danske Klosterrute. Vandringen går fra kirke til kirke i Danmark og forbinder 50 af de steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen. – . Foto: Anita Graversen/ritzau.

Kirkeklokkerne ringer ved Bjerring Kirke mellem Viborg og Aarhus. Klokken er 10. Det er tirsdag formiddag, og en lille gruppe mennesker går op ad grusgangen og ind i det hvidkalkede kirkerum og sætter sig. Nogle ved siden af hinanden. Andre helt for sig selv. De har næsten alle sammen rygsække på, fornuftigt fodtøj, og en enkelt har taget vandrestave med.

Det er dag nummer 120 på en jubilæumsvandring, der markerer 10-året for Den Danske Klosterrute. En rute, der forbinder 50 af de steder, hvor der blev bygget klostre i middelalderen, og som siden april har bevæget sig fra Helsingør og ned igennem Sjælland, over Fyn og op igennem Jylland. Fra kirke til kirke.

Nogle dage med mange pilgrimsvandrere, andre gange kun enkelte. I dag er 12 kvinder og to mænd parat til at høre mere om de lokale kirker, naturen, kunsten og historien, som de i dag går forbi på dagens etape mellem kirkerne i Bjerring, Hjermind og Mammen, der ligger i det midtjyske og tæt på Gudenåen. Parat til også at vandre i stihed, når indtryk og refleksioner melder sig.

Her i Bjerring er det graver Elna Dalsgaard Kristensen, der indleder dagen med at fortælle om den lokale kirke. Om koret og skibet fra 1200-tallet, tårnet fra senmiddelalderen og den særlige kerte, der stadig sidder ved døbefonten.

”Før Luthers tid var der masser af lys i forbindelse med dåben. Luther var egentlig heller ikke imod lys, men efter Reformationen lod man kun et enkelt lys være tændt, og det blev så efter dåben givet til dåbsforældrene af præsten med ordene om at bære faklen ud, men samtidig bevare den i deres hjerter.”

Inden vandrerne forlader kirken, slår de op på salme nummer 749 og synger ”I Østen stiger solen op”, og så begynder dagens gåtur.

Over rislende bække, lyngklædte sletter, langs marker og i udkanten af skove. 12 kilometer i alt. Med udsyn til afslappede får, imponerende vidder og til lyden af trætoppe, der leger med vinden. I begyndelsen også hyggesnak, forskellige samtalepartnere og en for- og en bagtrop. I midten går Karen Jensen, som er en af de garvede vandrere. Men helst som pilgrim, fortæller hun.

Her er vandrerne nået til Bjerring Kirke.
Her er vandrerne nået til Bjerring Kirke. Foto: ANITA GRAVERSEN/ritzau

”Nogle gange indleder vi også med en gudstjeneste. Så er sindet stemt, inden vi vandrer, og det gør en forskel,” fortæller Karen Jensen, der er aktiv i Viborg Pilgrimscentrum. Hun har også været en del af Dansk Vandrelaug, men netop den kristne tilknytning betyder noget for hendes glæde ved at gå. Hun oplever, at flere og flere opdager netop pilgrimsvandringen i disse år, og at det blandt andet hænger sammen med, at vi har fundet ud af, at kroppen er vigtig at have med i sit trosforhold.

”Til at begynde med var der mange, der anså det for noget katolsk og dermed forkert i den lutherske kristendom. Men det er vi heldigvis kommet væk fra,” siger hun.

Ved troldetræet inde midt i skoven ud for Bjerringbro holdes den første pause. Dagbogen er givet til den ene af dagens deltagere, præcis som det er sket de øvrige 119 dage, hvor jubilæumsvandringen har været i gang.

Den begyndte den 17. april ved Helsingør Domkirke. I dagbogen kan man læse, at 33 mødte op på den første dag, men ellers har antallet været meget svingende. Nogle dage er kun to dukket op: Olivia fra Tønder og dagens turleder.

Olivia er stadig med. Som den eneste har hun gået samtlige strækninger på ruten. I al slags vejr og med mange kilometer i benene efterhånden. Hun har ikke besluttet, om hun går med hele vejen til Frederikshavn, men tager én dag ad gangen, fortæller hun.

”Hvis jeg pludselig ikke gider mere, så stopper jeg. Jeg har ikke planlagt noget på forhånd, men ser, hvad der sker. Hvis jeg tværtimod havde forberedt alt på forhånd, så var jeg gået glip af alle de gode oplevelser og kunne lige så godt have bestilt en tur med all-inclusive til Mallorca. Nu véd jeg ikke, hvad dagen byder, men oplever jo hele tiden nyt om både kunst, kirker og danmarkshistorien,” fortæller Olivia.

Foto: ANITA GRAVERSEN/ritzau

Hun har undervejs også oplevet masser af gæstfrihed og har overnattet hos både præster, andre deltagere og på de lokale sognegårde.

Turlederen beder alle gå det næste stykke i tavshed. Og om at gå i enrum blandt andre. Lyden af fødder på skovstien. Synet af en stålorm på vejen og duften af korn.

Ved Hjermind Kirke er næste stop. Så er talen fri igen, og her hører deltagerne om dengang, H.C. Andersen besøgte stedets præst Hans Bjerregaard i 1859 og blev så begejstret for den smukke natur, at han derfor skrev ”Jylland mellem tvende have”. Madpakkerne kommer frem. I læ af stendiget, der omkranser kirkegården. Og nu mangler kun det sidste stykke, før turen slutter ved Mammen Kirke. Forinden bliver der slået op i salmebogen igen, inde i Hjermind Kirke, og 14 klare røster synger med på ”Der dufter lysegrønt af græs”.

Kun en af vandrerne har vandrestave med. Elisabeth Paludan-Müller fortæller, at hun har været med til at starte pilgrimsbevægelsen i Danmark sammen med en række andre ildsjæle, og at hun som tidligere sygeplejerske og mensendiecklærer (gymnastikform med fokus på kropsholdning) især har fokus på kropsligheden i vandringen, mens andre er bedre til at forklare det teologiske.

”Men pilgrimsvandringen tiltaler mig, fordi den handler om den åndelighed, der udspringer af den kristne tro. Og når man vandrer i tavshed, læner sig ind i den i retræten og går ind i sig selv, så kan man høre Guds stemme,” siger hun.

Fem timer senere er flokken nået til Mammen Kirke. De fleste har undervejs talt med hinanden på kryds og tværs, og det virker derfor helt naturligt, da de tager hinanden i hænderne og danner en rundkreds, hvor de synger ”Må din vej gå i dig i møde”, inden de siger farvel – og måske på gensyn.