Prøv avisen

Philip Faber: De vante kirkegængere skal tage værtskabet på sig

Phillip Faber foreslår, at kirke- og korsangere skal fjerne sig fra orglet og have som en del af deres job-beskrivelse, at de skal sidde på kirkebænkene sammen med menigheden. – Foto: Leif Tuxen

En mere inviterende tilgang fra menighed og kor kunne styrke det kirkelige fællesskab, men der skal for Guds skyld ikke ændres i ordene i højmessen, mener komponist og dirigent Phillip Faber

Møder man op i en dansk sognekirke om søndagen, vil man ofte se, at kirkegængerne sidder spredt som krymmel på en softice. Det hænger muligvis sammen med den danske blufærdighed, men kirkens enestående fællesskab kunne styrkes, hvis krymlet klumpede sig lidt mere sammen. Det mener Phillip Faber. Han er det, man kan kalde en professionel kirkegænger. Siden barndommen har han haft sin gang i folkekirken som kirkekorsanger. I dag kommer han stadig i kirker rundt om i landet – ofte i embeds medfør, men også i forbindelse med højtider og kirkelige handlinger. Og han gad altså godt sidde lidt tættere.

”Jeg er selv meget ekstrovert, og jeg ville sætte pris på at kunne opleve gudstjenesten sammen med min nabo. Jeg tror desuden, det ville give mere kirkefremmede en følelse af at være velkommen og høre til i fællesskabet. Men hvordan gør man det? Hvordan kombinerer man den kontemplative ensomhed, som nogle ønsker, med et behov for at tage nye med ind i fællesskabet? Det er et paradoks,” siger Phillip Faber, der blandt andet er kendt som DR Pigekorets dirigent og vært på tv-programmet ”Den klassiske musikquiz” på DR.

Netop kontrasten mellem respekt for tradition og et behov for en også i fremtiden folkeligt forankret folkekirke flyder som en understrøm i den debat, der i øjeblikket foregår om gudstjenestelivet i Danmark. Biskopperne vil se på, om noget skal laves om i gudstjenesternes form og indhold, og derfor drøftes det nu rundt omkring i sognene, hvilke ønsker man har for fremtiden.

”Man ser jo ret tydeligt behovet for åbenhed, når der er dåb. Hvis der er noget her i verden, der er åbent og tolerant, er det da kirken. Men i kontrast til det står den måske lidt lukkede form, højmessen har. Men det er også den faste forms forudsigelighed, der giver ritualerne tyngde,” siger Phillip Faber.

Han er traditionalist i den forstand, at han endelig ikke ønsker ordlyden i højmessens læsninger og ritualer ændret. Men han ser et behov i folkekirken for at blive mere bevidst om at invitere udenforstående ind i fællesskabet. Og det er ikke præstens ansvar, mener han.

”Jeg synes, de kirkevante bør række hånden ud, hvis de har lyst. Det kan være en opmærksomhed på ukendte ansigter, som træder ind i kirken. Har de lyst til at sidde ved siden af nogen? Skal de have et smil med på vejen? Jeg plæderer på ingen måde for store bannere og uddeling af brochurer, mission er jeg ikke tilhænger af, men bittesmå ting kan virke, hvis man vil lade folk mærke, at de er velkomne. Og det er jo den gode nyhed,” siger han.

Phillip Faber foreslår også, at kirke- og korsangere skal fjerne sig fra orglet og have som en del af deres jobbeskrivelse, at de skal sidde på kirkebænkene sammen med menigheden.

”Salmesangen og menighedssvarene har en utrolig inkluderende kraft, og den udnyttes ikke til fulde, når koret er afsondret fra menigheden, og når menigheden slet ikke synger med på menighedssvarene. Det, at man sidder tæt sammen og i helt fysisk forstand trækker vejret sammen, når man synger, har en utrolig effekt,” siger Phillip Faber.