Da den fynske biskop H.L. Øllgaard den 28. april 1948 som den første biskop i danmarkshistorien ordinerede de første kvinder til et præsteembede i folkekirken, blev det mødt af højlydt utilfredshed. Hele 514 mandlige præster protesterede imod ordinationen.
Siden har modstanden mod kvindelige præster stået som et særkende ved kirkens konservative højrefløj. Men i dag på 70-årsdagen for den første ordination skal man lytte usædvanligt godt efter for at høre argumenter imod, at kvinder kan være præster.
”Der er ingen tvivl om, at man stadig kan finde de holdninger i folkekirken. Men de er svundet ind og er blevet til en meget stille modstand,” siger lektor i teologi ved Aarhus Universitet Else Marie Wiberg Pedersen, der i sin forskning har beskæftiget sig med køn og kirke.
Hun mener, at der er flere faktorer, der kan forklare, at debatten om kvindelige præster er forstummet. Først og fremmest peger hun på, at kvinder har vist sig at være mindst lige så dygtige præster som mænd. Derved har modstanderne haft svært ved at finde belæg for deres holdninger i den praktiske hverdag.
Dernæst peger hun på, at det havde en stor signalværdi, at den tidligere biskop over Viborg Stift Karsten Nissen i 2007 afskaffede en ordning i stiftet, hvor mandlige præster kunne undlade at give hånd til kvindelige præster ved en præsteordination.
”Afskaffelsen blev bakket op af både kirkeministeren og samtlige biskopper. Og dermed forsvandt en stor del af legitimiteten ved direkte at vise sin modstand over de kvindelige kolleger,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.
Holdningen eksisterer dog stadig blandt præster. Da TV 2 ved nytårstid foretog en rundspørge blandt landets præster, svarede otte procent af de 431 adspurgte mandlige præster nej til spørgsmålet, om hvorvidt de gik ind for kvindelige præster.
Og ifølge professor ved det teologisk konservative Menighedsfakultet i Aarhus Kurt E. Larsen er den officielle holdning hos missionsbe- vægelserne Indre Mission og Luthersk Mission stadig, at kvinder ikke bør besidde et præsteembede. Alligevel er det sjældent, at man hører argumenterne offentligt:
”Når halvdelen af landets præster i dag er kvinder, giver det ikke længere mening at kæmpe imod selve ordningens eksistens. Derfor har modstanden ændret karakter fra at være en offentlig kamp imod ordningen til at være en intern teologisk debat i disse kredse om, hvordan man skal fortolke Bibelen og den kirkelige traditions tale om de kirkelige embeder i dag,” siger han.
Henrik Højlund er sognepræst ved Kingos Kirke i København og en af de personer, man stadig kan høre markere sig imod, at kvinder skal være præster. Han var blandt andet med til at udgive bogen ”Kvinder på Herrens mark” i 2007. Men også han oplever, at modstanden mod kvinder i embedet er forstummet. Og det er ifølge ham i høj grad på grund af frygten for at blive sat i bås med ekstreme islamister.
”Det er næsten umuligt at sige offentligt i dag, at man ikke synes, at kvinder skal være præster. Der støder man ind i en folkestemning, der er helt uigennemtrængelig,” siger han.
Samtidig peger han på, at andre kirkelige dagsordener har vist sig mere påtrængende de senere år end spørgsmålet om kvindelige præster – ikke mindst indførelsen af vielser af homoseksuelle.
Alligevel mener Henrik Højlund, at det er vigtigt, at man ikke lukker spørgsmålet om legitimiteten ved kvindelige præster.
”For i sidste ende hænger både vielser af homoseksuelle og kvindelige præster sammen. Begge dele er udtryk for, at man ser kristendommen som en fortolkningsreligion, hvor den hele tiden fortolkes hen mod et nyt indhold. Det er især tydeligt ved vielser af homoseksuelle og i mindre grad ved kvindelige præster. Der er som bekendt også kvindelige præster, som er klart imod vielser af homoseksuelle. Men indførelsen af kvindelige præster har alligevel åbnet en lille sprække for kristendommen som en religion under stadig udvikling i stedet for at se troen som en åbenbaret sandhed,” siger han.
Læs Kristeligt Dagblads artikler fra 1948 om ordinationen af de tre første kvindelige præster her