Prøv avisen

Debat om tro i skolen har dybe rødder

Ifølge Tim Jensen bygger diskussionen om en religionsneutral folkeskole i dag på idéen om skolen som et frirum, hvor eleverne ikke skal påvirkes religiøst i den ene eller anden retning, og samtidig spiller det sammen med en udbredt dansk opfattelse af, at religion hører til derhjemme. Foto: Politiken

Diskussionen om religionens rolle i folkeskolen begyndte for mere end 80 år siden. I dag raser den stadig, og den handler om, hvorvidt børn skal ses som elever eller religiøse individer, vurderer religionshistoriker

I Kristeligt Dagblad blev ordet ”religionsneutralitet” anvendt for første gang i 1947. Næste gang var i 1969, og derefter nævnes det først igen i 1990. Men efter årtusindskiftet nærmest eksploderer brugen af begrebet, og det optræder i utallige debatter og inden for vidt forskellige områder. Således bliver det også en del af diskussionen om, hvilken rolle religion og folkekirken skal spille på landets folkeskoler.

Ifølge Tim Jensen, der er lektor i religionshistorie på Syddansk Universitet, er der mange ting, der har medvirket til diskussionen om religionsneutralitet i folkeskolen.

”Det er meget kompliceret, men det bygger blandt andet på tanken om, at børnene skal ses som elever og ikke som kristne eller muslimer eller noget helt tredje,” forklarer han.

Ifølge Tim Jensen bygger diskussionen om en religionsneutral folkeskole i dag på idéen om skolen som et frirum, hvor eleverne ikke skal påvirkes religiøst i den ene eller anden retning, og samtidig spiller det sammen med en udbredt dansk opfattelse af, at religion hører til derhjemme.

Indtoget af multikulturalisme, og neonationalisme i kølvandet på denne, er ligeledes fænomener, der har skubbet til udviklingen, mener lektoren.

Diskussionen om forholdet mellem kirke og skole har dog dybe historiske rødder, mener Mette Buchardt, der er ph.d. i teoretisk pædagogik, cand.theol. og lektor ved Aalborg Universitet, hvor hun blandt andet forsker i relationen mellem kirke, stat og skole.

”I 1933 afskaffer man i vid udtrækning det gejstlige tilsyn, som stammer fra den lutherske enevældestat, hvor præsten var den lokale embedsmand for staten. Sognepræsten førte tilsyn med skolens undervisning, og på den måde var kirke og skole forbundet. Det bliver dog genstand for diskussion, da staten professionaliseres i stigende grad, og forskellige sociale og religiøse bevægelser opstår.”

I 1930’erne er forholdet mellem stat og kirke til genforhandling. Moderne og kritisk forskende teologer, som er kristne, tror på videnskaben som et redskab til modernisering af religion og religions forhold til samfundet. Religionsundervisningen i folkeskolen skal nu baseres på objektivitet. Det er en sekulariseringsproces, men det er også et forsøg på at gøre kristendom til ikke alene et trosspørgsmål, men en del af den danske kulturhistorie, forklarer Mette Buchardt.

”På den tid er man blandt teologer bevidste om andre religioner, men det er primært kristendommen, der tillægges historisk og kulturel betydning. Til gengæld baner diskussionen vejen for folkeskoleloven i 1975, hvor man streger nogle af de formuleringer, der tillader kristendomsundervisningen at være forkyndende, og hvor faget skifter navn til kristendomskundskab. Det faglige anliggende blev dermed understreget,” siger Mette Buchardt og tilføjer, at kristendomskundskab med folkeskoleloven i 1993 desuden forpligtes til at undervise i de ikke-kristne religioner.

Tim Jensen forklarer, at religionsneutralitet eksempelvis kan indføres i folkeskolen ved enten at fejre alle religiøse højtider eller ved at droppe dem alle.

”Det kan gå i flere retninger, men det er sikkert, at der fortsat vil være debat på området. Og det er et sundhedstegn, for det er et svært balancepunkt at finde frem til,” siger Tim Jensen.