Prøv avisen
Rapport

Er liturgi-rapporter debatoplæg eller hold kæft-bolsje?

4 stjerner
Hvad er en god salme? Hvad er det centrale budskab i dåben? Hvad sker der i nadveren? Det er nogle af de spørgsmål, menigheder landet over er blevet opfordret til at tage stilling til som led i en bred debat om gudstjenesteliv i Danmark. – Arkiv Foto: Kåre Gade/Helsingør Stift

De konkrete tekster, der er kommet ud af biskoppernes liturgiudvalg, er velskrevne, men opfylder ikke deres formål om at lægge op til en bred folkelig debat

Det var en sær proces, biskopperne lagde op til med nedsættelsen af tre fagudvalg for liturgi i 2016. Al erfaring siger, at den gode udviklingsproces må begynde med en undersøgelse og beskrivelse af problemet – og ikke med en beskrivelse af den lange fortid og den fornemme teologi, som teologer er så gode til at reproducere. Når man nu læser udvalgenes rapporter, bliver indtrykket af en rodet proces bekræftet. Rapporterne er ganske fine som historisk baggrundsmateriale og som kataloger over opmærksomhedspunkter, der bør huskes i konkret liturgiarbejde på nationalt eller lokalt plan. Generelt er der tale om fagligt kompetente og i øvrigt også ganske velskrevne rapporter, som kan læses med udbytte af dem, der har brug for at ruste sig til at tage medansvar for udvikling af kirkens liturgi. Derimod er rapporterne ikke særligt egnede som oplæg til den ”folkelige og folkekirkelige debat”, der er annonceret som næste skridt.

Der har som bekendt ikke været lægfolk og øjensynligt heller ikke kirkepædagogisk tænkende mennesker i udvalgene, som har været besat af præster og dogmatisk tænkende teologer suppleret med enkelte kirkemusikere.

Der er nu fire hæfter med pixiudgaver af rapporterne på vej ud til menighedsråd og præster, så ikke alle skal læse de snart 300 siders rapportmateriale. Det er godt, men sætter så meget desto mere pædagogisk spotlight på de fire hæfter. Det kan de ikke holde til. Selvom hæfterne er meget forskellige i form og indhold, er der ingen af dem, der lægger op til den slags processer i menigheder og menighedsråd, som mange af menighedsrådene – støttet af konsulenter og folk fra kirkelige organisationer – arbejder med i dag. Her må andre træde til.

Rapporten om autorisation har en række nødvendige overvejelser om frihed og fasthed i liturgien, men når ikke langt med problemløsningerne.

Den mest levende og alsidige af rapporterne er den om gudstjenestelivet i folkekirken. Her er man til fulde klar over, at det er et krav til liturgien, at nutidige mennesker kan ”finde liv og mening i gudstjenestens liv”, som det hedder i pixihæftet fra dette udvalg.

Især rapporten fra fagudvalget om dåb og nadver falder sært ud. Efter de langtrukne konservative teologi- og liturgihistoriske udredninger drøfter man i rapporten en række praktiske liturgiske spørgsmål. Skal der være adgang til fuld neddykning ved dåb i folkekirken, skal der laves et voksendåbsritual, er det godt at have lægfolk til at medvirke ved nadveruddeling og så videre? Alle spørgsmålene mødes med lister af argumenter for og imod, mens der ingen steder afgives dissens, som kommissoriet ellers lægger op til. I stedet for et debatoplæg får vi derfor en konservativ harmonisering.

Mærkeligt nok er det kun de historiske og dogmatiske dele af rapporten, der præsenteres i pixihæfterne om dåb og nadver. Som Bibelselskabets generalsekretær, Birgitte Stoklund Larsen, skriver på Facebook, nævnes reformatoren Martin Luther her 21 gange, mens N.F.S. Grundtvig glimrer ved sit fravær i dåbspjecen. Selvom rapporten afslører, at udvalget kender til Grundtvigs (og den store traditions) syn på dåben som en pagtslutning mellem Gud og den, der døbes, fremhæver hæftet ensidigt den udgave af Martin Luthers teologi, hvor det alene er Gud, der handler i dåben. Man forspilder derfor en oplagt mulighed til at få lægfolk til at tænke med ved at stille de to tolkninger over for hinanden.

De kirkevante husker det gode refræn, som mange steder synges efter trosbekendelsen: ”Lad verden ej med al sin magt os rokke fra vor dåbes pagt.” De stærke salmers dåbsteologi sidder så godt i kirkefolket, at de næppe kan udryddes af dåbshæftets lutherske hold kæft-bolsje.

Indtil 1973 var reglen, at ændringer i gudstjenesten skulle forelægges et menighedsmøde, så alle kunne inddrages. I dag er reglen, at ændringer i liturgien inden for de afstukne rammer skal besluttes i enighed mellem menighedsrådets lægfolk og præster. Med 1992-alterbogens mange valgmuligheder blev det oplagt at drøfte gudstjenesteændringer regelmæssigt, så det mange steder sker løbende på de månedlige menighedsrådsmøder. Det kan være godt nok, at nadverpjecen til sidst for eksempel spørger: ”Hvad betyder nadveren for dig og for din nabo?”. Det er fint, at den enkelte eller menighedsrådsmedlemmer i fællesskab tænker over det. Vil man have et dækkende svar på, hvordan mennesker i sognet tænker – eller ikke tænker – om for eksempel nadveren, må man spørge dem selv. Det kunne være i lytterunder eller fokusgrupper. Vil man vide noget dækkende på landsplan, må man lave dækkende undersøgelser. Det hjælper ikke at gentage: ”Det ved vi ikke,” eller: ”Det kan vi ikke vide.” Vi ved meget og kan få meget mere at vide, hvis teologerne reelt er interesseret i andet end deres egen teologi.

Hvordan føres liturgidrøftelsen videre? Autorisationsudvalget vil godt have et stående liturgiudvalg, gudstjenesteudvalget vil have et liturgisk center, og dåb og nadver-udvalget vil have nogle konferencer, mens biskopperne har lavet en mailindbakke, man kan skrive sine overvejelser til. Igen på Folkekirkemødet i Herning under Himmelske Dage blev det slået fast, at folkekirken er en kirke i mission. Det syn på kirken står ikke stærkt i pixihæfterne og da slet ikke i de to om dåb og nadver. De rækker ikke ud mod nogen, men påberåber sig Luther på en måde, så viljen til at fortsætte den lutherske reformation er vanskelig at få øje på.