Nogen havde bygget et menneskehøjt kors af tomme øldåser foran Orange Scene. Ceres-, Royal- og Carlsberg-dåser stod lodret og vandret oven på hinanden. Ved foden var placeret blomster og blafrende stearinlys.
Det spontant opførte alter var festivalgæsternes egen markering af tragedien, som havde fundet sted om natten under koncerten med rockbandet Pearl Jam. På mindre end et halvt døgn havde pladsen foran den ikoniske orange teltdug forvandlet sig. Fra at danne ramme om ungdommens euforiske fejring af livet i glæde og dans var området denne lørdag i 2000 omdannet til et sorgens rum for inderlig smerte og tomhed.
Ikke langt fra øldåse-alteret var et hvidt madtelt blevet til et krisetelt, hvor festivalgæsterne kunne gå hen, hvis de havde brug for nogen at tale med. Sygehuspræst Karen Marie Bøggild var dengang 32 år og havde året forinden fået ansvaret for de præster i Roskilde Stift, der havde sagt ja til at hjælpe i tilfælde af katastrofer.
”Det var sådan lidt tilfældigt, hvem der havde tid og kunne træde hurtigt til. Jeg tror, vi havde 13 præster i gang på festivalen i løbet af lørdag og søndag, som på skift afløste hinanden,” fortæller 53-årige Karen Marie Bøggild, som i dag er præst i Sct. Peders Kirke i Næstved på Sydsjælland.
Fredag den 30. juni 2000 lidt før midnat havde publikum stået tætpakket foran Orange Scene, hvor rockbandet Pearl Jam gav koncert. Pludselig opstod en voldsom tumult, hvorefter cirka 50.000 festivalgæster befandt sig midt i et kaos. Fra scenen råbte forsangeren Eddie Vedder: ”Take three steps back. One, two, three. Step back. Step back. Please” (Gå tre skridt baglæns. Et, to, tre. Gå tilbage. Gå tilbage. Please).
Ni unge mænd mellem 17 og 26 år mistede livet.
Dengang var folkekirkens katastrofeberedskab ikke så struktureret, som det er i dag. Hvert stift havde et beredskab, som langt hen ad vejen var drevet af frivillighed og god vilje fra de præster, som havde sagt ja til at blive kontaktet i tilfælde af store og voldsomme hændelser. De fleste steder manglede der dog egentlige beredskabsplaner, som var afstemt og knyttet til amternes kriseterapeutiske beredskab.
Det var også tilfældet i Roskilde Stift i 2000, og derfor måtte sygehuspræst Karen Marie Bøggild selv tage kontakt til amtets kriseteam og tilbyde kirkens assistance med krisestøtte til overlevende og berørte af tragedien.
Dagen efter Pearl Jam-koncerten står stadig klart i hendes hukommelse. Hun husker, hvordan hun blev vækket af sin biskop Jan Lindhardt, der ringede fra et sommerhus på Mols ved Aarhus og bad hende aktivere stiftsberedskabet med det samme.
”Jeg skyndte mig at få tøj på og kørte til distriktspsykiatrien i Roskilde, hvor jeg havde en idé om, at de formentlig ville sætte et krisecenter op. Og det havde de også. Det var først her, at situationens alvor sådan rigtig gik op for mig”, fortæller hun.
To svenske piger, der havde stået helt oppe foran Orange Scene, var blevet bragt til psykiatrien. Karen Marie Bøggild husker, hvordan den ene pige fortalte, at de var blevet mast, skubbet og væltet rundt, mens den anden pige sad som forstenet uden at sige et ord. Derfor valgte præsten hurtigt at tilkalde en psykiater.
”Jeg var simpelthen bange for, at hun var ved at få en psykose. Samtidig gik det op for mig, at min opgave ikke var i distriktspsykiatrien. Jeg måtte ud på festivalpladsen, og jeg skulle have andre præster sat i gang,” fortæller hun og tilføjer, at man som beredskabspræst skal tilkalde en psykolog eller psykiater, hvis man har den mindste mistanke om en ’unormal’ reaktion på en voldsom hændelse.
Præstens opgave er at være til stede for dem, der har ”normale” reaktioner på katastrofen – ”selvom det på ingen måde føles normalt for den, som er i tragedien”, tilføjer Karen Marie Bøggild.
”Ude i kriseteltet var der både nogle, der kastede rundt med borde og stole, og hvad de ellers lige kunne finde, mens andre gik over i et hjørne og lagde sig til at sove. Den slags reaktioner er voldsomme, men helt naturlige, og behøver ikke at vidne om noget unormalt”.
Hvor psykologer og psykiatere tager deres sundhedsfaglige viden om menneskers kognitive systemer med sig ud til et ulykkessted, bringer beredskabspræster et rum, hvor store spørgsmål på store omvæltninger kan få ord gennem ritualer, bøn og sjælesorg.
”Jeg plejer at sige, at vi præster ikke er der for at løse et konkret problem, men for at være til stede med et nærvær i det svære. Vi har sådan et gammelt udtryk på dansk, som siger det meget godt: Delt smerte er halv smerte. Det er dét, der er princippet”, siger Karen Marie Bøggild.
Gennem tiden har spørgsmålet om Guds retfærdighed optaget både teologer og filosoffer. For hvordan kan katastrofer og ulykker opstå, hvis Gud er god? Den udprægede tankegang hos beredskabspræster er dog ikke at svare direkte på spørgsmålet. Gud skal ikke bruges til at retfærdiggøre eller forklare meningsløs lidelse.
Samtidig er det heller ikke præstens opgave at prøve at forsvare Gud i situationen, siger tidligere sognepræst i Roskilde Domkirke Paul Kofoed Christiansen, der også blev kaldt ud til kriseteltet på Roskilde Festival i 2000.
”Det er det værste, du kan gøre. Gud må forsvare sig selv. Vi er nemlig ikke Gud.”
Lørdag formiddag for 20 år siden stod han selv midt i opvasken efter morgenmaden, da biskop Jan Lindhardt ringede og foreslog ham at tage ud på festivalpladsen for at hjælpe til.
I kriseteltet var der skilte, som viste, hvor der sad en præst, og Paul Kofoed Christiansen husker en ung mand, der kom hen for at tale med ham. Han havde befundet sig midt i kaosset foran Orange Scene om natten og havde brug for at afreagere. Han ville skælde ud på Gud.
”Og det er bare helt o.k. Som præst er jeg der også for at skabe et rum, hvor der er plads til at skælde Gud ud. Jeg forstår jo lige så lidt som den unge mand. Jeg kan heller ikke forbinde det, der er sket, med Guds kærlighed,” siger Paul Kofoed Christiansen, der i dag er 69 år.
Det viste sig, at manden, der opsøgte Paul Kofoed Christiansen, havde stået tæt på de mange unge, som blev mast. I statsadvokatens efterforskningsrapport fra ulykken er beskrevet, hvordan der omkring klokken 23.05 væltede en gruppe på cirka 50 publikummer i et område midt for den store scene, og hvordan publikum stod så tæt, at de væltede kom til at ligge i lag. Presset blandt publikum var så stort, at det var vanskeligt for de omkringstående at hjælpe de faldne.
Den unge mand fortalte Paul Kofoed Christiansen, at hans ven var væltet og havde rakt hånden op for at blive reddet. Den unge mand kæmpede for at holde fast i sin vens arm, men det enorme pres havde tvunget ham til at slippe.
”Han havde en kæmpe skyldfølelse over, om han kunne have gjort mere. Men alt var jo ét stort kaos. Folk havde råbt og skreget og stod mast mod hinanden. Han prøvede at redde sin ven, men var totalt magtesløs,” fortæller Paul Kofoed Christiansen, som mindes, at den unge mands ven netop var blandt ofrene for ulykken.
Han stiller selv det naturlige opfølgende spørgsmål: Og hvad siger man så lige til sådan en ung mand?
”Jeg skal jo som sagt hverken forsvare Vorherre eller lede efter en mening. Men jeg kan prøve med et trøstende ord om håb. I situationen citerede jeg en tekst af Johannes Møllehave, som Anne Linnet har indsunget. Den hedder ’Levende Hænder’,” siger han.
I tredje vers af sangen finder man følgende linjer:
”Ingen kan nå dig mere / her står dine venner / hjælpeløst ser vi det sker / men vi tror du falder i levende hænder / ja, vi tror du falder i levende hænder.”