I forbindelse med menighedsrådsvalget i 1984 blev der lavet en omfattende undersøgelse af valgdeltagelsen og rådenes sammensætning. Resultaterne, som kan læses i bogen ”Kirke og folk i Danmark 1986”, viste især to ting: Menighedsrådene var så repræsentative med hensyn til alder, køn, uddannelse og enhverv, som de godt og vel kunne være. Og valgdeltagelsen var på et centralt punkt noget nær den bedste ved valg i Danmark. Menighedsrådsforeningen havde kørt en kampagne for, at der skulle afholdes åbne orienterings- og opstillingsmøder forud for valgene. Det gjorde man i næsten 90 procent af sognene. På eller lige efter de allerfleste af disse møder nåede man frem til en prioriteret liste, som udgjorde det nye menighedsråd, hvor der ikke indkom andre lister.
Der deltog i alt 45.774 vælgere i de 1475 opstillingsmøder, vi modtog rapporter om. Det svarede til, at omkring 1,7 procent af vælgerne på landsplan havde været med til at opstille dem, der skulle sidde i rådene. Så mange var der ikke med til at opstille kandidater til byråds- og folketingsvalg. Og stemmeprocenten på 16,9 i de 20,3 procent af sognene, hvor man gik til urnevalg mellem flere lister var også ganske pæn sammenlignet med valg til skolebestyrelser og større foreninger. Derfor konkluderede vi dengang, at menighedsrådenes foragtere skulle stikke piben ind og respektere rådenes demokratiske legitimitet.
Da vi kom ind i det nye årtusinde, var der mange tegn på, at det gik tilbage med den brede deltagelse i valgene og ligeledes med især aldersprofilen i rådene. Det blev grundigt dokumenteret af sociolog Steen Marquard Ramussen fra Landsforeningen af Menighedsråd i to store undersøgelse af valgene i 2008 og 2012. I 2016 råbte landsforeningen vagt i gevær efter et valg, hvor der kun var afstemningsvalg i 2,4 procent af sognene med en stemmeprocent på 15,0. En betænkning fra 2017 foreslog, at sognene gik over til valg med fysiske valgforsamlinger som det primære.
Efter en del justeringer blev forslaget vedtaget, så de første valg med besluttende valgforsamlinger kunne afholdes her i efteråret 2020, først med valgforsamlinger i alle sogne og siden med urnevalg (også kendt som aftemningsvalg) mellem lister i 21 sogne, hvor der var indkommet andre lister end den, man stemte sig frem til på valgforsamlingen. Der mangler endnu afgørelser omkring de sidste pladser i rådene og færdige tal for deltagelse i urnevalgene, mens Kirkeministeriet den 19. november har opgjort deltagelsen i valgforsamlingerne til 1,3 procent af de stemmeberettigede. På trods af coronaen, der givetvis har holdt mange hjemme, har der altså været omtrent lige så stor deltagelse i valgforsamlingerne i 2020 som ved orienteringsmøderne i 1984, ligesom stemmeprocenterne ved urnevalgene også ligger på cirka samme niveau.
Det må betragtes som en sejr for demokratiet i folkekirken, fordi Danmark i mange sammenhænge siden 1984 har været kendetegnet ved svindende deltagelse i valghandlinger, hvor der ikke er stor mediedækning eller klare konflikter. Stor uenighed er der sjældent i folkekirken, hvor der de fleste steder er opbakning omkring rummeligheden og måske endda værdsættelse af mangfoldigheden i det sognekirkelige liv – med plads til mange temperamenter.
Tendensen fra 1984 til dette valg har været, at menighedsrådene blev mere og mere selvsupplerende, hvad der ikke blot er et demokratisk problem, men på sigt kan føre til stagnation, når rådene kommer til at mangle både bredde og kreativitet. Desværre er det ikke undersøgt, hvor mange nye rådsmedlemmer, der her i 2020 er kommet ind uden på forhånd at være prikket ud af det gamle råd. Steen Marquard Ramussens undersøgelse fra 2017 viste, at omkring 300.000 medlemmer af folkekirken er principielt positive over for at tage en tørn i rådene. Derfor er det helt afgørende, at der annonceres et åbent og beslutningsdygtigt valgmøde, hvor enhver kan stille op og måske blive valgt. Prikke-metoden slår ikke til. Meget bedre kan det blive til næste valg, hvis Kirkeministeriet får sørget for, at der kommer valgindkaldelse ud til alle medlemmer via e-post. Det kan på sigt betyde, at vi får endnu bredere og mere kreative menighedsråd i folkekirken.
Det handler om demokratisk legitimitet, som der har været fokuseret meget på, men det handler også om den åbenhed og bredde, som kan tilføre ny kreativitet i rådene. For at give et eksempel: Én af de 300.000 principielt villige, som blot aldrig er blevet spurgt, er blev tændt af Phillip Fabers morgensang på DR1 under coronanedlukningen. Han stiller op på valgforsamlingen og fortæller i den forordnede runde med præsentation af nye kandidater, at han gerne vil vælges ind og stå for en fast ugentlig morgensang i kirken. Han bliver valgt med stort stemmetal. Det er folkekirken, når den er bedst.
Hans Raun Iversen er lektor emeritus i praktisk teologi.