Demensramte husker stadig Fadervor

Kirkens ritualer kan sætte gang i dementes svindende hukommelse og fylde dem med ro, lyder opfordring i netop afsluttet projekt. På plejehjemmet Søster Sophies Minde i København bruger præst Jan Nilsson både blomster og sæbebobler til at puste liv i beboernes sind

Præst ved Diakonissestiftelsen Jan Nilsson sørger altid for at have ting, man kan røre ved og dufte til, med til sine demensgudstjenester. Ifølge ham er sanselighed og personligt nærvær nødvendigt, hvis demensramte skal få noget ud af gudstjenesten. –
Præst ved Diakonissestiftelsen Jan Nilsson sørger altid for at have ting, man kan røre ved og dufte til, med til sine demensgudstjenester. Ifølge ham er sanselighed og personligt nærvær nødvendigt, hvis demensramte skal få noget ud af gudstjenesten. – . Foto: Emil Kastrup Andersen.

Forleden fandt Jan Nilsson en udsprunget erantis i sin have. Synet af den lille gule forårsbebuder gjorde præsten på Diakonissestiftelsen så glad, at han kort overvejede at grave den op for at vise den til beboerne på organisationens plejehjem Søster Sophies Minde, der ligger på Frederiksberg i København. I stedet valgte præsten dog at købe en potte med erantisser, som han nu viser frem til de fremmødte ved tirsdagens gudstjeneste på plejehjemmet.

”Bliver man ikke glad, når man ser den? Prøv at se, Sophie,” siger han til en af de beboere, der sidder i en halvcirkel rundt om ham.

Hun nikker og smiler.

Foto: Emil Kastrup Andersen

”Der er en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte, ni, ti, elleve blomster,” tæller hun langsomt og giver så præsten ret i, at det er dejligt, at der trods kulden allerede er dukket en blomst op i hans have.

”Det er jo et under,” siger hun.

Begejstringen for blomsterne er lige så stor hos de andre beboere, som læner sig frem og dufter, mens Jan Nilsson knæler foran dem en efter en og viser potten frem. Han forklarer, hvordan erantisser i januar kan ses som et billede på lys i mørket.

”Det er, ligesom da Jesus blev født, og der kom lys i verden,” siger han.

Jan Nilsson sørger altid for at have sanserne i fokus ved gudstjenester for denne forsamling. Det særlige for dem er nemlig, at de fleste er ramt af sygdommens demens.

”Mange har svært ved at huske fra dag til dag eller endda time til time. Men de har stadig minder fra barndommen og ungdommen og husker derfor ofte de kirkelige ritualer. De kan for eksempel stadig Fadervor udenad, og genkendelsen kan være med til at trække minder frem, hvilket gør dem mere rolige.”

Diakonissestiftelsen har de seneste år haft særligt fokus på arbejdet med demensramte, og i det netop afsluttede projekt ”Menneskesyn, aldring og værdighed” har de med støtte fra Folkekirkens Videns- og Uddannelsescenter blandt andet undersøgt folkekirkens indsats på området og effekten af et mere målrettet samarbejde mellem plejepersonale og præster. Indsatsen var sparsom, men de steder, hvor man havde fokus på de demensramte, oplevede plejerne, at gudstjenesterne skabte en ro hos beboerne, lyder det i rapporten.

Det kræver dog, at gudstjenesten er målrettet de demensramte, siger Jan Nilsson.

”Da jeg begyndte at arbejde på Diakonissestiftelsen, holdt vi minigudstjenester med en ordinær prædiken for beboerne, men vi kunne fornemme, at de demensramte ikke var med. Gudstjenestens ramme var fin, men prædikenens mange ord gik hen over hovedet på dem. Så vi blev enige om, at der var brug for mere sanselighed, genkendelse og personligt nærvær.”

Sanseligheden kommer i form af forskellige elementer, som Jan Nilsson medbringer. Ofte forsøger han at finde noget, der passer til årstiden som korn eller bøgegrene, og andre gange finder han på sjove ting som stjernekastere.

Denne tirsdag har han taget sæbebobler med som et symbol på lethed. Efter lidt begyndervanskeligheder puster han den første store boble frem. En beboer samler hænderne foran ansigtet og ser henrykt ud, mens en anden begynder at klappe.

Foto: Emil Kastrup Andersen

Mens Søster Bente spiller på flyglet, går Jan Nilsson rundt og puster bobler for hver og en.

”Nææh,” lyder det fra beboerne, der forsøger at fange boblerne og ligner mennesker, der er vidner til magi.

Derefter tager de hinanden i hænderne og synger det første vers af ”I sne står urt og busk i skjul”. Det andet vers, siger Jan Nilsson højt i et bevidst langsomt tempo, og efterhånden kan han se, hvordan beboernes læber begynder at bevæge sig. Til sidst får nogle fremsagt linjerne hurtigere, end han gør.

Foto: Emil Kastrup Andersen

Gudstjenestens andre salmer synger de fleste også med på, mens få sidder og stirrer tomt ud i luften. En kvinde begynder at nikke med hovedet og tager hånden op til brystet.

Denne dag er ni beboere mødt frem. Det er det halve af, hvad der plejer, siger Jan Nilsson. Antallet afhænger af, hvordan beboerne har det på dagen. Nogle gange oplever han, at folk falder i søvn eller begynder at råbe og græde undervejs. Og så må han stoppe og holde dem lidt i hånden.

Denne tirsdag forløber dog roligt og afsluttes med et glas æblecider.

”Godt nytår”, udbryder en og hæver glasset med den boblende saft.

En plejer går rundt og tilbyder beboerne at dufte til potten med erantisser igen.

”Har du lugtet til dem?”, spørger hun til sidst Jan Nilsson, som svarer nej og derefter stikker næsen tæt på blomsterne.

”Ih dog, hvor de dufter!”

Foto: Emil Kastrup Andersen