Demente fylder mere og mere i folkekirken

Nyt projekt skal undersøge folkekirkens indsats for demente og deres pårørende. Kortlægningen forventes at styrke samarbejdet mellem kirker og plejehjem

I Emmauskirken på Diakonissestiftelsen holder præst Henny Kvist sansegudstjenester for demente. Ved at bruge sanserne, som det sker med lugtesansen her på billedet, dukker der erindringer op hos deltagerne.
I Emmauskirken på Diakonissestiftelsen holder præst Henny Kvist sansegudstjenester for demente. Ved at bruge sanserne, som det sker med lugtesansen her på billedet, dukker der erindringer op hos deltagerne. Foto: Diakonissestiftelsen.

For et par år siden opdagede præst Henny Kvist et problem, når hun holdt gudstjenester på Diakonissestiftelsens plejehjem på Frederiksberg. De bestod, som gudstjenester ofte gør, af mange ord – men for målgruppen var der tale om alt for mange ord.

På grund af alder og demens havde de, der deltog, nemlig vanskeligt ved at rumme ordmængden.

”Men det var ikke ensbetydende med, at de ikke gerne ville være med til gudstjenesten. De havde stadig levende og bankende hjerter, så min udfordring blev at finde en anden måde at nå dem på,” siger præsten.

Derfra blev der skruet ned for ordene og op for sanserne under gudstjenesterne, og Henny Kvist kunne se, hvordan de ældres ansigter lyste op, når erindringer fra barndommen dukkede op.

Siden er arbejdet med sansegudstjenesterne blevet mere systematisk, ligesom folkekirkens arbejde med demente generelt bliver det rundt om i landet. Ud over tilbud om erindringsgudstjenester arbejdes der via konferencer og fokusgrupper på at hjælpe demente og pårørende mest muligt.

Nu skal et nyt projekt undersøge, hvor stor folkekirkens indsats og samarbejde med plejehjem om demensramte egentlig er. Det sker med Diakonissestiftelsens projekt ”Menneskesyn, Aldring og Værdighed”, som har fået en bevilling fra Folkekirkens Uddannelses- og Videnscenter til at indsamle viden og udvikle metoder og praksisformer. Henny Kvist, som også leder Diakonissestiftelsens Center for Kirke og Kultur, står bag ansøgningen:

”Der mangler et overblik over de forskellige tiltag i folkekirken og et øget kendskab til, hvad kirken kan bidrage med for personer med demens. Mange taler om værdighed i dag, og med kristendommens særligt værdifulde blik på ethvert menneske har kirken en unik platform for i samarbejde med plejesektoren at bidrage til at løfte og kvalificere en velfærds- og samfundsopgave.”

Det større kirkelige fokus på demente er ifølge Diakonissestiftelsens administrerende direktør, Anne Mette Fugleholm, meget naturligt.

”Vores ældre af i morgen har ikke samme behov som ældre af i går. Mange mennesker på vores plejehjem og i hjemmeplejen har allerede en demenssygdom, og vi tror, at omfanget vil vokse. Deres problemer strækker sig ud over pleje og omsorg og handler blandt andet om tidlig indsats og støtte til de pårørende samt hjælp til at tilrettelægge hverdagen,” siger hun.

Anne Mette Fugleholm tilføjer, at Diakonissestiftelsen ud over det konkrete projekt har indledt et samarbejde med Alzheimerforeningen for at blive et demensvenligt plejehjem.

Direktør for Alzheimerforeningen Nis P. Nissen finder det spændende at få et overblik over kirkens rolle i demensarbejdet. I dag arbejder foreningen allerede med folkekirken lokalt og nationalt, menighedsplejer og kirkelige institutioner.

”Den kirkelige tilgang er vigtig, for en demenssygdom og det, der sker, når sygdommen skrider frem, handler om livet. Det at kunne bearbejde informationer og forstå, hvem andre er, er tæt knyttet til det at være menneske, og her er folkekirken netop god til at forholde sig til de store spørgsmål om livet og døden. Den giver os også nogle særlige ritualer, der kan danne ramme om situationer, hvor det er svært ellers at sætte ord, handling og følelser på,” siger han.

Selvom folkekirkens tilbud til demente rammer godt nu, skal man huske, at kommende generationer ikke nødvendigvis har samme tilknytning til kirken, siger forskningschef hos virksomheden Fremforsk Marianne Levinsen, som har beskæftiget sig med folkekirken.

”De yngre generationers forhold til kirken kan blandt andet blive en udfordring for arbejdet med erindringer. For der er allerede nu voksne, der ikke finder det naturligt at synge salmer eller deltage i gudstjenesten og ikke kobler det til deres barndom. Men der kan stadig være behov for kirkens indsats. Behovet for at blive stimuleret følelsesmæssigt og sanseligt og have nogle, der lytter, forsvinder ikke. Her er folkekirkens tilbud om nærvær svært at erstatte med andre ting.”